Læsetid: 11 min.

Damerne sidst

I 1989 dukkede de to første pigerappere op på scenen. I dag er de lidt flere, men kvinderne i hiphoppen lever fortsat i drengenes hørmende skygge. Det gælder om at gøre sig gældende på kulturens præmisser - og de er maskuline
6. marts 2006

Det kan virke grotesk, men en vilkårlig opremsning bekræfter tesen: I den danske hiphop-jargon findes der flere betegnelser for kvinder, end der har været markante kvindelige udøvere gennem tiden. Også selv om massekulturen efterhånden har nået en størrelse, så prædikatet subkultur skyder langt under rappernes konstante topplaceringer på hitlisterne.

Allerede efter flygirl, homegirl, ho, møgluder, kælling, so, hoochie mama, bitch, engel, shorty, heffer, fjappe, poptøs og b-girl kan det konstateres, at skældsordene og de lidt sjældnere kælenavne problemfrit distancerer de kvindelige udøvere. Der er da nogle eksemplarer efterhånden: Josephine Raahauge, som electricboogier på højeste niveau. Mia Maria Angelica 'Angie' Horn, som vandt talentkonkurrencen Årets Rapper 2004. Natasja 'Little T' Saad, som optræder med Bikstok Røgsystem og i efteråret 2005 udgav sit dancehalldominerede debut-album og Zenith, som hjalp med at udfylde dansk graffitis første whole-car. Men det er vist omtrent det.

Hiphopkulturen er mandsdomineret, og sådan var det også, da Josefine 'Jo-C-Fine' Hjejle greb mikrofonen og krævede "Respekt" fra sine mandlige modstykker, der skulle lære at tale ordentligt.

Det var i 1989, og rapperen fra Holte nord for København fandt hurtigt ud af, at respekt nok var for meget at forlange. Hun havde forelsket sig i en maskulin verden, der foretrak at placere piger i en stereotypi - i en sexfikseret skabelon. Drengene leverede varen, pigerne viste den frem.

Da der var fotografering til omslaget på Jo-C-Fines debutsingle, ønskede pladeselskabet og fotografen for eksempel et andet motiv, end den dengang 18-årige pige lige havde forestillet sig:

"De krævede, at jeg kun skulle bære BH på billederne. Det ville jeg ikke gå med til og insisterede på, at min musik skulle tages alvorligt. At jeg ikke fremstod som en joke. Til sidst endte det med, at jeg fik lov til at trække i en hvid herreskjorte," fortæller Josefine Hjejle.

Hændelsen var langt fra enestående. Snart følte teenageren sig decideret frosset ud af drengemiljøet. Det skete i forbindelse med en De La Soul-koncert i Saga på Vesterbro, hvor hun ellers figurerede som aftenens opvarmningsnavn.

"Folk buhede, mens jeg var på. Bagefter kom en fyr, jeg kendte lidt, hen og overfusede mig. 'Det er kun fordi, du er en pige, at du står her i dag', råbte han lige op i ansigtet på mig."

Da der samtidig dukkede en anden pigerapper op på scenen, Salli, kom de to femcees på kollisionskurs og sendte hinanden hånlige hilsner i teksterne. Ifølge Jo-C-Fine kopierede drengeproducerne bag pigerne simpelthen den konflikt, som havde kørt mellem Roxanne Shanté og The Real Roxanne et par år tidligere i USA.

Den udlægning kan Salli Mortensen til dels genkende. Hendes lyddesignere var de senere superproducere Mich 'Cutfather' Hansen og Carsten 'Soul-shock' Schack, og pladeselskabet Mega troede da også på projektet:

"Vi blev vist alle grebet lidt af den der 'hvem kommer først'-stemning. Jeg havde jo aldrig rappet et ord, og ugen efter stod jeg med en pladekontrakt. Set i bakspejlet kunne jeg godt have ønsket mig at øve mig lidt. Det lød jo ad helvede til," erkender Salli Mortensen, der aldrig havde truffet Josefine Hjejle, da rivaliseringen tog fart.

Det planlagde radioværten og pladeselskabsmanden Kenneth Bager at råde bod på - han glemte bare at fortælle pigerne om det. Havde det ikke været, fordi Jo-C-Fine og Salli begyndte at telefonere sammen, var de således blevet lokket ind i P3 for at køre konflikten ud på overdrevet. Direkte i æteren.

Opgav første kontrakter

"Salli ringede og sagde, 'Jeg tror, vi begge har fået at vide, vi skal alene derind'. Så fik vi snakket tingene igennem og var derfor fine venner, da vi mødte op i radiostudiet. Det havde værten ikke lige regnet med," husker Josefine Hjejle.

Til sidst opgav Danmarks to første kvindelige rappere deres pladekontrakter. Jo-C-Fine begyndte i stedet at studere uden ligefrem at længes efter den forduftede musikkarriere:

"Det var hårdt at være pige dengang. Og det var ikke det værd. Jeg tjente jo heller ikke en skid. Så det var både en karrieremæssig og en følelsesmæssig beslutning at stoppe."

Maskuline betingelser

Josefine Hjejle har siden færdiggjort sit speciale ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet. Emnet er der ikke meget lyrisk lir i: 'Kooperativers institutionelle rolle i Kina sat op mod det kommunistiske partis diskurs om samme'.

Hiphop-miljøet genser hun kun, når nogen inviterer hende. Det sker sjældent, men en fredag aften i september 2004 var en af undtagelserne. Her afprøvede spillestedet Lille Vega på Vesterbro i København det internationale eventkoncept Ladyfest. Under overskriften 'Who's Your Mama?' en elegant omskrivning af det patriarkalske blære-slagord 'Who's Your Daddy?' optrådte noget nær samtlige aktører fra den kvindelige rapscene, siden Jo-C-Fine trak i sin hvide herreskjorte og skred. Midt-90'ernes toastende No Name Requested, der bestod af Miss Mukupa og Little T, førte an i et felt, som også bød på engelsksprogede Mismarie, århusianerne Angie og IdaAida, fire piger fra integrationsprojektet Sjakket i Københavns nordvest-kvarter samt veteranen KCL og Prinsesse Liv i duoen Looney Teknix.

Who's Your Mama? rettede ikke blot spotlyset på de kvindelige udøvere, arrangementet blev også stablet på benene af kvinder. En af dem er Mette Røgilds, der har optrådt som pladevender under alias'erne Sweet Metz og DJ Ghettoblaster siden 1999. Til daglig graver hun løs i hiphoppens sfærer som kandidat fra RUC's kultur- og sprogmødestudier. Her har hun blandt andet forfattet analysen 'Booty In Ya Face' og essayet Do the Hustle, der begge blev bragt i debattidsskriftet Social Kritik.

Ifølge Mette Røgilds kan de rene kvindeaftener nuancere kønsbilledet i den danske hiphopkultur:

"I dag kreerer mange drenge et uvirkeligt univers, hvor pigerne er groupies og bare sidder og nikker. Vi skal vise, at der eksisterer et svar på den til tider sexistiske drengerap, som har været toneangivende de senere år," siger hun og peger selv på den ulige konkurrence mellem kønnene:

"Hiphoppen er i udgangspunktet en maskulin kultur. Derfor har mændene et forspring, og det kan virke intimiderede pludselig at se maskuline kvinder slå sig løs på drengenes principper. Men hvis vi kan skabe et forum, hvor der er plads til det, og pigerne kan udvikle sig, så rykker det måske ved noget hen ad vejen."

Kønsroller holder ikke

Ladyfest demonstrerede dog, at det bliver en hård kamp. Mindre end 200 fulgte med fra salen, og heraf udgjorde hjemmedrengene fra det store hiphop-miljø kun et par håndfulde.

Ifølge forskningsassistent Jakob Demant fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet var årsagen til det sparsomme fremmøde, at pigerne bag forsøgte at lave om på de uskrevne regler. Han har gennem de seneste par år beskæftiget sig med teenagepigers forhold til populærmusik, og før det granskede han den danske adoptering af hiphopkulturen fra USA.

"Når man pludselig skal til at lave deciderede pigearrangementer, signalerer man samtidig, at man ønsker forandringer i kulturen. Det kan muligvis havde frastødt en del af drengene, fordi de aldrig har sat kønsregler op. Piger er jo ikke på forhånd blevet forhindret i at optræde til koncerter eller konkurrencer arrangeret af drenge. Ikke med henvisning til deres køn, i hvert fald," påpeger Jakob Demant.

Han forklarer, at man ikke bare sådan kan få lov til at pille ved hiphoppens grundpiller. Kulturen er først og fremmest en konkurrencekultur, hvor det gælder om at være den bedste. Ikke den bedste pige, ikke den bedste dreng. Bare den bedste:

"Man fokuserer på det, man kan, og det man har bedrevet. Derfor kan man med en vis berettigelse sige, at hiphoppen defineres ud fra nogle maskulint kønnede præmisser. Hiphoppen er altså ikke en lukket kultur, men en kultur som baserer sig på en kommunikation og omgangsform, der er svært forenelig med en traditionel kvindeligt kønnet identitet."

Til trods for den manglende opbakning demonstrerede Ladyfest-arrangementet i Lille Vega, at der findes mere talent på den danske pigescene end tidligere set og hørt. Femcee'erne stikker i mange stilistiske retninger, og selv om de ikke alle er lige polerede, lyder flere af dem parate til at få chancen i en nær fremtid.

Talenter på vej

En af de dygtigste er Mismarie, der til daglig hedder Marie Elisabeth Pade Andersen og læser engelsk på Handelshøjskolen i København.

Naturligt nok bruger hun også det engelske, når hun rapper. Og det gør hun med et teknisk velfungerende flow på en udfordrende beatbund, der fører tankerne hen på briternes køligt klingende grime-scene.

I 2004 blev Mismarie kontaktet af et stort multinationalt pladeselskab, der ved et tilfælde surfede forbi et par af hendes numre på en amerikansk demo-hjemmeside. Selv om netflirten ikke resulterede i en kontrakt, betragter hun alligevel oplevelsen som højdepunktet i sin hiphopkarriere.

Den begyndte allerede i 1991 og har om noget været en introduktion til et mandeunivers. Efter 14 år kan Mismarie kun komme i tanker om én pige, måske to, fra hiphopmiljøet, som hun vil kalde for en veninde. Til gengæld har den engelsksprogede rapper mødt alle sine kærester gennem den tidligere subkultur.

"Jeg er blevet behandlet rimelig pænt gennem årene. Selvfølgelig mærkes det, at man ikke har meldt sig ind i en strikke- eller poesiklub, men så har jeg til gengæld kunnet udleve nogle tomboy-sider i mig selv," forklarer hun.

Mismarie bryder sig dog ikke om den sprogbrug, som dele af rapscenen praktiserer. Ikke fordi hun føler sig personlig ramt af udtryk som 'ho' og 'bitch'. De henvender sig snarere til yngre piger blandt publikum, mener hun. Piger, der mangler en egentlig forankring i hiphopkulturen og dens værdier:

"Alligevel virker den danske bøllerap grovere på mig nu end tidligere. Du ved, dengang det kun var amerikanske gangstagrupper som Geto Boys og NWA, der snakkede grimt om kvinder. Jeg ved selvfølgelig godt, at rappernes tekster ikke nødvendigvis afspejler kunstnernes personlighed. Det skal bare ikke blive alt for kvindehadsk."

Modertyper og tøser

Selv holder Mismarie sig ellers ikke for god til at give sine kvindelige kolleger i det store udland et dask i pudderdåsen. Eksempelvis med nummeret "Emcees Lack":

"Jeg udtrykker vrede over, at image frem for evnerne til at skrive en anstændig tekst er blevet så vigtigt for kvindelige rappere. Kvinder bliver gjort til sexsymboler, og de spiller bare ukritisk med. Den slags vildleder de unge piger, som tror, at udseendet vejer tungest. Men dygtige pigerappere skal selvfølgelig have lov til at være sexede og stille op i bikini på deres pladecover, det er slet ikke det," tilføjer Mismarie. Ifølge Mette Røgilds findes der - ud over de unge og uvidende piger i miljøets periferi - to typer udøvende kvinder i dansk hiphop:

"Den ene slags indtager en mere moden moderrolle og bærer over med drengenes sexistiske jargon. Den anden slags er de lidt aggressive typer, der totalt er nede med de hårde drenge, ryger en masse joints og går i baggypants."

Hvis man skal tro Mette Røgilds' opdeling, så hører Mismarie og Jo-C-Fine til omkring førstnævnte kategori, mens man med sikkerhed finder Angie i nummer to. Den århusianske pige er bramfri og meget direkte i beskrivelsen af sit forhold til hiphopkulturen. Til daglig hænger hun ud med drengekollektivet Pimp-A-Lot. Gruppen er kendt som en af de mere ekstreme på den danske scene, og slægtskabet afspejler sig i hendes lyd, der er udfarende og trækker på inspirationer fra gangstarappen.

"Nogle af drengene demonstrerer for Palæstinas befrielse, mens jeg demonstrerer for kvinderap. Jeg giver drengene noget modspil og tager kampen op, for de fylder kraftedeme alt for meget," mener Angie, som også går under tilnavnet 'Den Rullende Pusher'.

Det skyldes, at den hyppigt rulleskøjtende pige på et tidspunkt drev en mobil hash-geschäft, mens hun alligevel hjulede rundt på fortove og cykelstier.

"Men det gør jeg ikke mere. Nu prøver jeg at kombinere musikken med et fornuftigt liv, og til daglig studerer jeg på en tv-skole," forklarer hun.

Angie kender og mestrer adfærdsmønstrene i de hardcore dele af hiphopmiljøet. Hun lader sig da heller ikke skræmme, når hun jævnligt indkasserer verbale hug fra homies og hatere:

"Man lægger ører til alt for meget. Jeg har da fået at vide, at jeg er en luder, og at min mor er en bla-bla-bla. Men sådan er det jo. Hvis ikke man får kastet noget lort i hovedet, kan man ikke give noget lort tilbage. Og det skal de have, de største bitches er ofte drenge."

I begyndelsen af 2005 beviste Angie, at det rent faktisk lader sig gøre at sætte den mandlige majoritet eftertrykkeligt på plads. På deres præmisser og til et drengedomineret arrangement. Som modtager af et wildcard til finalen i talentkonkurrencen Årets Rapper nøjedes Angie ikke med at gøre god figur.

Hun vandt i en fyldt Amager Bio, og selv om der efterfølgende blev knurret i krogene om særbehandling, så talte såvel dommer- som publikumsstemmer på spillestedet Amager Bio deres utvetydige sprog: Angie var den bedste, og femcee'en kunne jublende modtage førstepræmien på en rejse til New York samt 1.000 dollar til at shoppe løs for i hiphopmekkaet.

Patter og langt hår

Ved arrangementet i Lille Vega i efteråret 2004 fik pensionerede Josefine 'Jo-C-Fine' Hjejle set og hørt, hvor langt de danske pige-rappere er nået, siden hun opgav ævred i 1990. Det var en opmuntrende oplevelse. Alligevel udtrykker hun skepsis, når det kommer til deres fremtidsmuligheder.

"De er meget dygtigere, end jeg var dengang. På alle mulige måder. Men hvis der nogensinde skal komme en kvindelig stjerne på Jokerens niveau, kræver det opbakning fra miljøet," vurderer hun.

Netop Jokeren har for nylig fået sit eget underlabel hos Universal Music, Flamingo Records. Da han afslørede sine fremtidsplaner om at blive pladeboss, skete det på kollegaen USO's andet album, der udkom i foråret 2005. Her luftede Jokeren muligheden for, at hans første signing blev med en kvinde: "Jeg kan finde den næste L.O.C./du tror mig ikke, vent og se B/for vi er først nået langt, når/vi fatter han måske har patter og langt hår."

Og sådan er ligestillingen på sin egen yndige facon kommet et gevaldigt stykke i den maskuline kultur. Sammenlign bare med det her svar, som Berlingske Tidende fik i 1984, da journalisten spurgte pioneren Ken 'The Duke' Larsen, hvorfor tøserne holdt sig i baggrunden, når drengene breakdancede i ungdomsklubben Thomas P. Hejle:

"Piger har ikke stil til det her. Det handler om at være cool. Men de kigger og bliver betaget, kan man mærke. Den bedste breaker kan næsten selv vælge, hvilken pige han vil være sammen med bagefter."

20060305-211724-pic-783364451.jpgNatasja ´Little T´ Saad, som optræder med Bikstok Røgsystem og i
efteråret 2005 udgav sit dancehalldominerede debut-album
PR-Foto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu