Læsetid: 8 min.

En dampdrevet ø med vild vokseværk

Noter fra en islandsk musikfestival med international karma, fra en verden der er af lava, fra en musikkultur, der befinder sig i vadestedet mellem ærkeislandsk sjæl og store udenlandske påvirkninger
27. oktober 2005

REYKJAVIK- Ude i naturen, i Thingvellir-søen flimrer den såkaldte Thingvellir-ørred rundt. En fisk, der ikke findes andetsteds på kloden og heller ikke ville kunne overleve andre steder end i det helt urimeligt klare vand, som på 12 meters dybde afslører de amerikanske og euroasiatiske kontinentalplader, der bugter sig over for hinanden, nogle steder med mindre end to meter imellem.

Inde i hovedstaden Reykjavik er gader opvarmet af den damp, der findes kun en kilometer nede og velsigner Island med energi.

Heller ikke her er der langt mellem amerikansk og europæisk. Vandede hotdogs, flamboyante tapas og gudemørt lam. Og mellem de lave bygninger: Rockabilly-pomade og uldsweatre, hiphopcaps og strikhue samt en ny farvet overskægdille og partisantørklæderenæssance, som sikkert vil brede sig til resten af verden. For når islandsk kultur giver lyd, så spidser verden ører.

Sidste uges Iceland Airwaves i Reykjavik var ingen undtagelse. En musikfestival, der satser på nye islandske talenter tilsat kransekagefigurer fra ind- og udland - og trækker musikpresse til fra hele verden. Ikke kun fordi Island ganske enkelt er en hip nation i disse år, men også fordi der kan være noget decideret excentrisk og til tider endda uspoleret over islandsk musik.

Band af 14-årige knøse

"Vi forsøger ikke at lyde som nogen andre. Vi gør, hvad vi gør".

Den tynde trommeslager Sigurdur ser fast på mig med sine smalle, let skæve øjne delvist dækket af et skråt pandehår, der kun delvist afslører en bebumset pandebrask. Sigurdur er 14 år gammel, han drypper af sved efter sin formidable indsats i drengesekstetten Jakobínarína, og med sit indædt originale trommespil præget af fejl og et ikke videre præcist, men fuldstændig medrivende attack inkarnerer han smukt den islandske do-it-yourself-vilje til at stræbe stadig højere uden videre frygt for at kikse. Man vil hellere opfinde sig selv, end nå et højt teknisk niveau.

Vi står i den fremragende pladeforretning 12 Tónar, som under festivalen holder tætpakkede eftermiddagskoncerter, og Jakobínarína har vist sig som et ufærdigt, men meget meget lovende band, som helt ubesværet affyrer en uhøvlet, uortodoks, uforskammet ungdommelig newwaverock og synthpop. Forsangeren mere råber end synger, de andre skråler med. Og enten danser de alle lystigt med på numrene eller kigger genert ned i deres instrumenter. De er mellem 14 og 19 år gamle.

Islandsk ild

Forudgående research på Iceland Airwaves' hjemmeside fuld af mp3-filer og tre dages hektisk hoppen mellem koncerter på festivalens seks store spillesteder samt diminutive dagscener (alt i 10 minutters gå-afstand!) har lært mig følgende: Der er stadig ild i islandsk musik, der er gerne et personligt twist og tit en nordisk over- eller grundtone. Men der er også banale eftersnakkere. Intet hvidskuret DNA-materiale, ingen urimeligt storslået natur, ingen skamløs fædrelandskærlighed kan forhindre nogle knægte i et øvelokale i, uforvarende eller ej, at lyde som deres idoler.

Den før så isolerede ø kan sagtens fremvise forudsigelige produkter af de to enorme kulturer, der manifesterer sig rent geografisk i Thingvellir-området. Men den præsterer også en klar overvægt af islandsk personlighed og kraft.

Når man er på en festival præget af nyere, frem for etablerede navne, så trives de glitrende øjeblikke side om side med mere uslebne passager: I kælderen under Nationalteateret, i den smukke Radiohus-lignende koncertsal Thjód Leikhúskjallarinn bliver vi for eksempel kun forført i perioder af trioen Ampop med deres 60'er-vokalharmoniske og støjglitrende sange. Vi hører Úlpa lede efter og til sidst finde et sejt groove gennemvædet af orgel og progrock. Og vi mærker Thórir række ud og endelig vride vore hjerter med sin sarte stemme og smertende singersongwriting.

Og når livemusikken stilner af, strømmer publikum mod de dyre vandhuller. Ude i gaderne bilcruiser måbende omegnsbeboere langsomt forbi, mens folk danser på bordene over alt, elektriciteten går på Sirkus og de islandske piger niver lidt varme i de danske drenges chokerede balder.

Naturen trænger sig på

Internationale stjerner som Björk og Sigur Rós har affødt en naturromantisk metaforik i international musikjournalistik, hvor sæler, gejsere, gletschere, lava og trolde er blevet til klicheer om Island. Men det er altså også næsten umuligt at ignorere naturen heroppe, de opbrudte lavalandskaber, bjergene over horisontens blyanstreg og i hovedstadens baggård, de spruttende varmekilder, de glasklare kig ind i et spædt kapitel af vor klodes historie, som trænger sig på overalt.

Mange musikere afviser signifikansen af dette og er tydeligvis trætte af klicheerne, men flere mener også at det spiller ind. Og selv i Reykjavik, der huser 180.000 af landets godt 290.000 indbyggere bliver man konstant mindet om naturen. Himlen trænger sig på med sit væld af nuancer selv i gråvejr, og fra store dele af byen kan du se horisont, bjerge og hav. Der er langt til storbyens narcissistiske spejlkabinet, når man konstant bliver mindet om de diminutive tissemyrer, vi alle er i den store åbenbaring. Heroppe er det rigtig svært at føle sig som rockmusikalsk verdenshersker.

Der er mange teorier om, hvorfor islandsk musik vækker omverdenens nysgerrighed: I Norden emmer det før så isolerede Island af en meget tillokkende oprindelighed, og ude i den store verden dufter øen af eksotisme med alle de branding-muligheder, det indebærer.

Og hvorfor er der så reelt interessant heroppe? Well, outsidersamfundets egenrådighed spiller selvfølgelig en rolle. Mange islandske musikere hævder at kedsomheden på en lille marginaliseret ø samt ikke mindst det kolde vejr, der holder folk i øvelokalerne og foran computerne, er centralt. Andre hævder, at udsigterne til indtægter på musik er så små, at musikerne fra starten ved, at de lige så godt kan skabe helt efter egne hoveder. Og hvor succeskriteriet i dansk musikeksport tit og ofte har været evnen til at finde en international lyd, så har islandsk musiks største succeser været præget af umiskendeligt islandsk identitet. Hvilket selvfølgelig inspirerer andre til at dykke i nationalitetens dybder.

Hertil kommer en musikkultur hvor ingen er mere end en telefonopringning væk, hvor hjælpsomhed, venlighed og åbenhed er dyder. For eksempel har det ti år gamle punkband Rass ( islandsk for røv), der også slår gækken løs på festivalen, aldrig ejet et instrument, blot lånt sig frem.

600 års kolonisering

Mere historisk funderede forklaringer kommer til hjælp. For eksempel har årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, Sjón, fremhævet, at der er en stærk kontinuitet i islandsk musik, der forbinder oldgamle vers med tekster i nutidens musik. Og allestedsnærværende Björk sætter tingene i punkhistorisk ramme i den nye dokumentarfilm Screaming Masterpiece, som også vises på festivalen. Hun siger: "Da Island blev uafhængigt i 1944 tog det to generationer at udvikle ægte selvtillid. Da min generation dukkede op, begyndte vi langt om længe at spørge os selv, hvad det betød at være islandsk og at være stolt over det - i stedet for konstant at føle sig skyldig over det. Som dyr koloniseret af Danmark i 600 år. Endelig følte vi os som et rigtigt folk. Det var ikke nemt, men da punken endelig brød ud i Storbritannien i de sene 70'ere, blev vi ramt af den, og vi opdagede, at det ikke betød noget, hvad vi kunne, men hvad vi i realiteten gjorde. Og den styrke brugte vi til at fremsætte en musikalsk uafhængighedserklæring".

Blandt de større dyr i Iceland Airwaves' program er selvfølgelig de udenlandske trækplastre, og flere leverer fremragende koncerter. Et af tidens mest interessante amerikanske rockbands er søskendeduoen The Fiery Furnaces, der affyrer et gennemrocket sæt med hjælpebassist og uden brug af de laptop-programmeringer og optagelser af deres bedstemors fortællinger, som ellers farver deres to seneste brillante album. I stedet får vi et fuldstændig gnistrende, smukt kroget rock'n'roll-sæt, hvor forsanger Eleanor Friedberger er sexet selvsikkert, selvlysende midtpunkt med en aura et sted i omegnen af en ung Patti Smith.

Den australske oktet Architecture in Helsinki excellerer i den fuldstændig stoppede pladeforretning 12 Tónar, hvor de legesygt bumler gennem deres spraglede sange. De otte bandmedlemmer står enten i kø for at synge og trutte foran mikrofonerne, eller bytter instrumenter eller bumper ind i hinanden på den trange plads. Fabelagtigt. Og Danmark leverer en fornemt sammenskruet aften med indbygget klimaks, da det københavnske pladeselskab Crunchy Frog præsenter det højspændte indierockorkester Epo-555, det uforlignelige rockabilly-spektakel Powersolo og festfyrværkeriet Junior Senior, som imponerer med deres professionelle sæt, der aldrig forfalder til rutine eller billige tricks - men ganske enkelt banker et bål op under ballet på spillestedet Nasa.

Bjørk i tissekøen

Lørdag aften, festivalens sidste, er der til gengæld syndefald uden for Nasa. Ganske vist har der tidligere været køer, men i dag når den rundt om karreen, og for første gang er også pressens ærværdige medlemmer tissemyrer under dørvogternes nådesløse blikke - selv det ærværdige magasin Rolling Stones David Fricke står i pressekortpølsen. Kun lokale celebs overlever den strenge udvælgelse, og så er der de cirka 10 brushoveder, der står forrest i publikumskøen, da folket går amok og ganske enkelt render dørvogterbjergene over ende. Inden for står Björk i tissekø, får jeg at vide pr. mobil, mens jeg må opgive at komme nogen vegne efter en times fastfrysning.

At fylde Nasa med samtlige topnavne på den sidste aften er en stor organisatorisk fejldisposition og tydeligvis udtryk for en festival med vokseværk. Hvilket så til gengæld er fortjent.

Ideen er enkel og effektiv, Islands musikundergrund er fortsat i blomst, Reykjavik er ekstremt charmerende og dens indbyggere ligefremme, venlige og sindssyge på en måde, som danskere vil fortælle historier om, når de kommer hjem med sprukne læber, vejrbidt sjæl og nordlys i øjnene.

Island har været uendelig meget mere isoleret, end det er nu. Men det har ikke skadet dem at have haft ro til at larme.

I dag er isolationen skrællet bort, og man man finde indflydelser fra alskens verdenshjørner på øen. For eksempel kan man nyde blødende ny blues fra Mugison, der dog glimrer ved sit fravær på årets festival, mens storbandet Stórsveit Nix Noltes til gengæld giver os deres fine fortolkning af musik fra Balkan - fra sørgemarch til 7/8-gadagung-gadagung.

Og nationalstjernen Hjálmar, der mest af alt ligner en kvæker, spiller og synger reggae på velklingende islandsk, ikke Jamaica-engelsk.

Island har vokseværk, og inspirationer og investeringer fra omverdenen strømmer til øen, der vil få stadig sværere ved at bevare sin egenart. Hvilket selvfølgelig også stiller musikscenen over for nye udfordringer i de kommende år.

Og det fører os tilbage til ørreden i Thingvellir-søen. Og bare rolig. Indtil videre overlever den de tusindvis af mønter, som alskens turister smider i dens klare vand. Så der er håb.

Iceland Airwaves, torsdag til lørdag, Reykjavik, Island.

Dokumentarfilmen 'Screaming Masterpiece' samt fire andre dokumentarfilm om islandsk musik kan ses på CPH:DOX-festivalen den 4.-13. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her