Læsetid: 2 min.

Danish Crown under pres

Forbrugerne vil have billigt grisekød, svineproducenterne vil have ordentlig betaling og på den globale scene presser konkurrenter med lave omkostninger
2. maj 2005

"Jeg kan kun sige: Konkurrencen bliver hårdere."

Manden, der siger det, er Kjeld Johannesen. Direktør for Danmarks altdominerende slagterikoncern Danish Crown, som i går - den 1. maj - sendte et stort antal medarbejdere fra den gamle Steff Houlberg pølsefabrik i Ringsted ud i arbejdsløshed. Og direktørens udsagn gælder de aktuelle forhold i den globaliserede produktion af svin og svinekødsprodukter.

Åbningen mod Øst og lave internationale transportpriser er hovedårsager til, at det danske andelsselskab i dag er udsat for en ubønhørlig konkurrence fra både multinationale kødkoncerner og nye producentlande, der i kraft af lave lønninger og produktionsomkostninger kan lave billigere produkter end Danish Crown. Koncernen eksporterer 90 procent af den danske svinekødsproduktion og har hidtil stået stærkt på en række markeder.

"Hidtil har vi været konkurrencedygtige på højprismarkeder som USA, Japan, Australien og Storbritannien. Der er vi nu ramt af, at flere lande og producenter får markedsadgang. For 20 år siden havde fire lande adgang til det japanske marked, i dag er der over 20," siger Kjeld Johannesen.

Ifølge direktøren er det nådesløse vilkår, at man til stadighed formår at bringe enhedsprisen - omkostningerne pr. slagtet svin - og dermed prisen på svinekødsprodukterne ned. Danish Crown vil gerne satse på forædling og højkvalitetsprodukter, men man må samtidig indrette sig efter, hvad forbrugerne faktisk vil betale.

"Forbrugeren er min kunde. Dem skælder vi aldrig ud. Vi prøver at levere det, forbrugeren vil have. Hvis fru Hansen vil have billige koteletter for at kunne komme på charterferie, så er det hendes valg, og så må vi sikre de lave priser."

Samtidig skal koncernen sikre en rimelig betaling til sine ejere, de danske svinebønder. I de seneste år har Danish Crown ikke været i stand til at betale danske svineproducenter lige så meget, som kollegerne i andre svineproducerende EU-lande får.

"I den forstand er vi ikke konkurrencedygtige," siger Kjeld Johannesen.

Derfor forfølger Danish Crown nu samme omkostningsreducerende globaliseringsstrategi som konkurrenterne: Automatisering af produktionen, færre danske medarbejdere, udflytning af dele af produktionen til lavtlønslande samt opkøb af forædlingsvirksomheder overalt i verden. Det gamle danske andelsselskab med rødder i Horsens ejer i dag 45 produktionsafdelinger og 77 salgsafdelinger og beskæftiger over 10.000 medarbejdere i sammenlagt 24 lande uden for Danmark.

Fremover vil der blive færre anlæg i Danmark og - hvis det står til Kjeld Johannesen - en "tilpasning" af danske slagteriarbejderes løn til et konkurrencedygtigt niveau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu