Læsetid: 4 min.

Danke til de fremmede

3. april 1997

"Det er en god dag for Dancall. De har forventninger til os, som vi kan og vil leve op til.

Tillidskvinde Kirsten Berthelsen

til Berlingske Tidende

"Det giver os troen på, at Danyard har en fremtid og fortsat kan drives som værft. Det er en fælles opgave, og jeg er sikker på, at den vil blive løst."

Tillidsmand Jørgen Thomsen

til Jyllands-Posten

DEN 1. APRIL blev to udenlandske investeringer i nordjysk erhvervsliv bekræftet. Og såvel Dancall som Danyard sagde tak for de fremmedes opkøb.
På Danyard i Frederikshavn var der spontane klapsalver, da arbejderne fik at vide, at aftalen med malajen Amin Shah Bin Haji Omar Shah var i hus. Lauritzen-koncernen har solgt 48 pct. af aktiekapitalen i Danyard til Shah, der i Malaysia er kendt som en dygtig og dristig forretningsmand. I midten af 80'erne var han ganske vist på fallittens rand, men efter et par heldige handler med statslige selskaber fik han igen konsolideret sit forretningsimperium. I dag har han
tilnavnet "Onassis af Malaysia". Han ejer værfter i Malysia, Australien og Ghana. Det er planen at etablere et tæt samarbejde mellem disse værfter.
Aftalen med Shah har skabt fornyet håb om at Danyard - med et højere arbejdstempo og andre produktivitetsforbedringer - kan køre videre. Der er i dag 2.200 ansatte. Værftet forhandler nu om nye ordrer og gør pengekassen klar til at modtage de 650 millioner kr., som Amin Shah efter aftalen skal indbetale til august.

PÅ MOBILTELEFONFABRIKKEN Dancall i Pandrup er glæden endnu større. Her betød 1. april et totalt vagtskifte i ejerkredsen. Det var et farvel til Amstrad og den farverige engelske matador Alan Sugar - det er ham der også bestyrer Tottenham Hotspurs. Sugar var helten i Pandrup i 1993, da han overtog et konkursbo, hvor de sidste 30 ansatte havde gjort klar til at lukke og slukke. Istedet blev der investeret og satset, således at der idag er 650 gode arbejdspladser på Dancall. Men i Pandrup har man den seneste tid mærket, at Alan Sugar veg tilbage for at satse yderligere. Tirsdag kom forklaringen. Den engelske gambler har valgt at indkassere sin fortjeneste - der skønnes at være på væsentligt over 500 millioner kr.

DET KRÆVER virkelig mange penge at være med i giganternes kamp på mobiltelefonmarkedet. Den tyske Bosch-koncern omsætter årligt for 160 milliarder kr. Heraf står Bosch Telecom-divisionen for de 20 milliarder og en medarbejderstab på godt 20.000. Trods flere år med store tab er det nu officiel koncernpolitik at blive blandt de fem største producenter af mobiltelefoner i verden. Her skal GSM-produktionen i Pandrup spille med.
I sidste måned skabte udenlandsk kapital også glade miner i jysk erhvervsliv. Da det norske Rieber & Søn endte med sejren i kampen om asfaltfabrikken Phønix i Vejen var det netop, hvad de ansatte havde håbet på. Deres frygt gik på, at en konkurrende dansk virksomhed skulle overtage Phønix.
DET ER ikke mange år siden, at frygten for udenlandsk kapital var så stor, at udsigten til en virksomheds salg til udlandet virkelig kunne få sindene i kog. En af de store sager var Jan Bonde Nielsens salg i 1979 af B&W Motor til den tyske M.A.N.-koncern. Regeringen kom under hårdt pres fra fagbevægelsen, der frygtede at formålet med købet blot var at fjerne en hovedkonkurrent fra markedet. Statsminister Anker Jørgensen prøvede at etablere en forhandling med tyskerne og endte med at få en tynd erklæring om, at M.A.N. nok ikke ville nedlægge den danske produktion af store skibsmotorer de første seks år. Men i 1986 blev den hæderkronede motorfabrik på Christianshavn rent faktisk lukket af de tyske ejere.
En anden stor sag om "nationalt" ejerskab var forløbet omkring Regnecentralen (RC), der engang i 1960'erne og 70'erne lignede den geniale opskrift på en stærk og selvstændig dansk computer-produktion. Trods en original produktudvikling blev selskabet aldrig konsolideret og i 1981 blev den nationale stolthed for alvor knækket: Den amerikanske storkoncern ITT kom ind som hovedaktionær. Men de fik aldrig held med deres europæiske elektronikeventyr og i 1986 endte RC med at blivbe overtaget af franske Alcatel der to år efter smed håndklædet i ringen efter nye tab og overlod scenen til engelske ICL, der bl.a. nedlagde produktionsdelen af virksomheden.

MEN LÆNGE inden denne lange proces var til ende havde offentligheden for længst mistet både overblikket og interessen. Forestillingen om at udenlandske kapitalister er specielt meget værre end vore hjemlige aktieejere har det sidste tiår været på retur. Den kommer til live ved enkelte lejligheder, hvor der er frygt for egentlige virksomhedsslagtninger, men ellers er de stærke holdninger gået i glemmebogen.
Sidst det nationale ejerskab til vigtige koncerner for alvor var på dagsordenen var faktisk under den store nordiske forsikringskrig i 1992. Det var som bekendt den krig, der endte med Hafnia-koncernens kollaps og demonteringen af Baltica. Forinden havde Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et par pensionskasser "afværget" et svensk forsøg på at købe Hafnia. Modstykket blev den såkaldte danske løsning. Den endte som en både dyr og pinlig sag for de involverede, der alle bagefter ærgrede sig grumt over, at salget til svenskerne ikke var blevet til noget.
Sådan har vi ad mange omveje lært at det ikke er så nemt. Mange spørger stadig om udenlandske kapitalister er bedre eller dårligere. Og vi bliver dem svar skyldig. Snart går ejerskaber så meget på tværs af landegrænserne at spørgsmålet mister mening. Og de særligt dansksindede kaptalister er godt oppe i årene.

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu