I Danmark ligger der hus ved hus, og i dem bor der cirka fem millioner fornuftige mennesker. Jeg kender en del af dem, og de tilhører stort set alle stænder. Der er også mange, jeg ikke kender, men fælles for de fleste er en udpræget venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed. Det er meget sjældent, jeg møder åben aggressivitet, det er snarere som om folk gør sig umage for at komme én til undsætning, hvis man pludselig er i knibe eller står med et problem, det er svært at løse, selvom de derved pålægger sig selv en byrde eller bruger tiden til noget andet end det, de lige netop var i gang med.
Det er tegn på, at den danske kultur er højt udviklet, og at vi gennem en lang historie fuldt belagt med nederlag har fundet ud af, at fornuft og omgængelighed er den enkleste vej til overlevelse, fællesskab og samliv. Det gjorde os i stand til at komme på benene efter svidende nedture. En del mener, at vi skulle have kæmpet heroisk mod tyskerne i 1940, men det gik som bekendt anderledes, og vi kom ud på den anden side af krigen med skindet i behold og - takket være modstandsbevægelsen - også med æren.
Men stort set er vi gudskelov ikke særligt heroiske og klarer de værste uoverensstemmelser med en snak og en kop kaffe. Sådan har det i det mindste været til nogenlunde dags dato, men sådan er det ikke mere - ikke helt i hvert fald. Man møder generelt den samme venlighed mand og mand imellem. Vi er altså sådan nærmest, som vi altid har været - undtagen på ét punkt: i forholdet til de fremmede.
Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er gået sådan. Det er til at forstå, at man føler sig mest tryg sammen med dem man kender, altså familie, venner, landsmænd, dem, der taler det sprog, man selv har i munden. Jeg kan også godt forstå, at man studser lidt, når man konfronteres med andre hudfarver, andre klædedragter, andre lugte oven i købet i sin egen opgang. Det, der er svært at forstå, er måden, man sætter hælene i på næsten automatisk, når det, der ikke ligner én selv, beder om lov til at sidde med ved bordet og måske endda at få andel i bare en anelse af de goder, vi har skabt til os selv netop gennem de egenskaber, jeg har nævnt. Plus flid og dygtighed, naturligvis.
Kæden hopper af
Selvfølgelig gør vi også en lille smule for flygtninge og indvandrere, det skulle bare lige mangle. Men der er ikke meget hjerte i det (for at sige det mildt), tværtimod er det lykkedes at skabe en modvilje, som ikke blot er udtalt, men selve fundamentet under den politik, den siddende regering med sine støttepartier fører. Ja, man kan vist uden at overdrive sige, at det toneangivende støtteparti ikke blot sætter dagsordenen, men faktisk bestemmer. Og ikke nok med det, en stor del af oppositionen følger trop, for hvad skal man stille op, hvis man vil til fadet?
Det er mærkeligt, men selvfølgelig ikke spor mærkeligt. Det, der er rigtig mærkeligt, og dér hvor kæden hopper af for mit vedkommende, er lige netop midt i det danmarksbillede, jeg har tegnet, hvor alt tilsyneladende er, som det altid har været.
Unge mennesker rejser sig ganske vist ikke op for ældre passagerer i bussen, men de sparker dem heller ikke ned fra trinnet. Skvatter man på fortovet, går der ikke sekunder, før nogen kommer til undsætning. Og selvom tonen kan være rå i forhold til, hvordan den var engang, er den næsten altid hjertelig - undtagen altså når det dre-jer sig om de fremmede, der opfattes som (og omta-les som) nassere, voldsmænd, arbejdssky, kulturundergravende - listen er uendelig og kan forlænges af enhver.
Jeg ved ikke, hvor den tro kommer fra, men sandsynligvis ikke ud af den blå luft. Men hvor så? Den er ikke til at få øje på i almindelig sammenhæng og kan ikke ses uden på folk. Vi kører i tog sammen eller sejler med færge, vi er der alle sammen, hr. og fru Jensen, bedstemor og barnebarn, vi køber ugeblade, wienerbrød og varme pølser, og der er ikke antydning af lynchstemning. Falder man i snak, er samtalen som den altid har været om vejr og vind, dette og hint, hvad der har været i fjersynet og om vi kommer med i VM.
Zombier dag for dag
Alligevel ved man (jeg) at der er gjort regning uden vært, og pludselig husker jeg, hvor stærkt et indtryk det gjorde, da jeg for 55 år siden kom til USA og opdagede, at blandt de værste racister hørte de dertil emigrerede skandinaver, især danskerne. Det var for den unge mand meget vanskeligt at finde en grimasse, der ku' passe, når han hørte, hvad Mr. Jensen mente om jøder, og hvor nedværdigende han oplevede det at skulle arbejde sammen med negre, der jo ikke blot var sorte og dermed mindreværdige, men til overflod også lugtede grimt!
Oplevelsen er fortrængt, men altså ikke i en sådan grad, at den ikke trænger sig på i den aktuelle situation, for måske er vi bare sådan under den elskværdige overflade: uvidende, dumme, til fals for den mest enfoldige propaganda, berøringsangste, bornerte, smalsporede, grusomme, vulgære, provinsielle og fulde af menneskeforagt. Jeg nægter at tro det, jeg kender mine landsmænd fra en helt anden side, men hvorfor opfører de sig så lige pludselig og endnu mere dag for dag som zombier?
Jeg lytter naturligvis til de forklaringer, som gives. Det hedder sig f.eks. at den almindelige antagonisme har sit udspring i angsten for at miste national identitet. At den skulle gå tabt p.gr. af en tre procents tilvækst i befolkningen af fremmede, forekommer usandsynligt. Men det er heller ikke de tre procent, propagandaapparatet fokuserer på, man taler om de horder, der oversvømmer os, og som vil komme og udefra og indefra æde nationen op. Indirekte siger man dermed , at vi er en flok svagpissere, der hverken har mod eller mandshjerte eller kulturel styrke til at hamle op med syndfloden og kalder derfor til samling. Det er nu, vi skal vise, hvem vi er og hvad vi duer til, og det skal tilsyneladende ske ved at mobilisere alle de sletteste egenskaber i nationen: ubarmhjertighed, foragt, menneskefjendskhed, aggressivitet, vold.
Det gøres bl.a. ved at henvise til den undertrykkelse af folket, der efter sigende har fundet sted gennem de sidste mange år anført først og fremmest af de venstreorienterede herunder de såkaldt kulturradikale, som ingen rigtig ved, hvem er. I gamle dage hed de salonkommunister, nu er det den amorfe flok, der befinder sig en halv sømil til venstre for midten af socialdemokratiet. Hvad disse mennesker gennem årtier har arbejdet på, er at undergrave nationens sande vær-dier, mens sandheden er, at de sandsynligvis af al magt har klynget sig til troen på, at almindelig menneskelighed og respekt for næsten, måske kunne udvaske det guld, den sunde fornuft er, og som hidtil har været den fundamentale forudsætning for at nationen har kunnet bevare sit særpræg.
Den nationale træskodans
Hvis det nu var sandt, at vi lever under en stadig trussel om at blive rendt over ende af en kultur, der er så fremmed, at den af mange slet ikke opfattes som kultur, men det modsatte, altså som barbari, hvad gør vi så? Skal vi forsvare os med magt? Eller skal vi stille os selv det ubehagelige spørgsmål: hvad er det egentlig, vi vil forsvare? Er vi så slatne, at vi ikke kan finde på andet end at råbe 'bøh' eller 'skrub af' eller 'fuck off'? Hvis det er tilfældet, kunne man forledes til den tanke, at vi måske fortjener at blive opslugt? Det yderste højre, der sætter tonen i den politiske korsang, har jo forlængst taget patent på den såkaldt ægte danskhed, der ikke blot omfatter Kristendom, konge og fædreland, men også landskab, litteratur, kunst, Kinder und Küche. Det er så godt som vedtaget, at alle afvigelser fra takten i den nationale træskodans er subversiv, og at de der mener, at en humanistisk holdning til konfliktløsning, må opfattes som unationale for ikke at sige entartede eller landsforrædere.
Man så, hvad der skete i Weimarrepublikken i årene mellem de to verdenskrige fra 1920 til 1940. Først en vildtvoksende kulturel og kunstnerisk opblomstring, derefter en total neddrosling af det hele med udklang i Berufsverbot, KZ-lejre og henrettelser. Det samme skete i Sovjetunionen, hvor flagrant antisemitisme og fremmedangst har udlagt sporer, der rækker langt ind i aktuel russisk mentalitet. Jeg skal ikke kunne sige om et muslimsk Machtübernahme vil føre til lignende tilstande i Danmark, men muligheden foreligger. Én ting kan slås fast: hvis den igangværende udvikling i Danmark breder sig med samme hast og styrke som tendensen tyder på, så vil meget stærke kræfter snart være klar til den endelige garottering af det, vi i almindelighed opfatter som dansk kultur, dansk kunst og dansk frisind.
Og det er mærkeligt, for vi er jo ikke sådan. Eller er vi? Ligger der under overfladen en så rasende angst for det anderledes, at de ellers elskværdige er parat til at mure sig inde for at holde det hele på afstand? Personligt nægter jeg at tro det, selvom det muligvis er naivt. Jeg er dansker, jeg elsker mit fædreland, jeg kan kun udtrykke mig naturligt og nuanceret på dansk. Jeg vil bekæmpe enhver, der nægter mig retten til mit privilegium, men jeg er f.g.m. parat til at give afkald på det, hvis mine landsmænd ikke har generøsitet og forstand nok til at indse nødvendigheden af at behandle andre, som man selv gerne vil behandles, uanset om de kommer fra Timbuktu, Svalbard, Turkmenistan, Sri Lanka, Amager eller Somalia.
Der tales i disse år strengt om uddannelsens nødvendighed. Tænk hvis man i den sammenhæng talte lidt mere om dannelsens betydning, for slet ikke at nævne hjertets dannelse. Jeg har altid opfattet sidstnævnte som et fint træk hos os selv. Nu kniber det.
