Læsetid: 16 min.

Danmark år nul

Muhammed-krisen markerer et 'år nul'. Vi er i krig. Men først nu ved vi det! Hverken politikerne, pressen, erhvervslivet eller befolkningen har været forberedte på, at krig har konsekvenser
21. februar 2006

I stedet for at se på krigens proces har de fleste medier og kommentatorer været optaget af hvem, der bærer ansvaret for Muhammed-krisen. Er Dansk Folkeparti skyldig, fordi de længe har kørt en fremmedhetz? Er 13 procent af vælgerne skyldige, fordi de har støttet op bag partiet ved sidste Folketingsvalg? Er statsministeren ansvarlig, fordi han ikke tog et møde med 11 ambassadører? Er Jyllands-Posten skyldig, fordi de naivt troede, at det havde nogen højere mening at trykke 12 karikaturtegninger? Er nogle imamer på Nørrebro skyldige, fordi de rejste Mellemøsten rundt og opildnede med halve sandheder og hele usandheder. Ja, det er de, og alle til hobe. Men kun fordi det efterfølgende er muligt at påvise, at deres indbildtheder og dumheder har fået konsekvenser, som ingen havde forudset, og de færreste vel havde ønsket. Men det er ikke den vigtigste konklusion i denne sammenhæng.

Den vigtigste er denne: At Danmark længe har deltaget aktivt i 'krigen mod terrorismen', og at det nu langsomt, men langt om længe, er ved at gå op for regering såvel som borgere, at krige har deres egne konsekvenser og følger deres egen logik. Og at det derfor ikke er spørgsmålet om skyld, der er det vigtigste, men derimod hvorfor ingen har set og påvist, at krigens logik er sat i gang, og at selv de mest barnagtige provokationer, og de mest gennemskuelige usandheder, kan føre til begivenheder, der er helt ude af proportioner. Vel at mærke ude af proportioner med fredens, og ikke med krigens logik. I krig forsvinder fredens målestokke, og hverdagens dumheder kan få historiske virkninger.

Jeg skal pege på fem konsekvenser: De vil alle understrege min konklusion, som er denne: At betingelserne for at føre politik ændrer sig i tråd med, at krigens logik vinder momentum. Og at dansk politik af samme grund befinder dags dato i et historisk dilemma. Et dilemma, der på mange måder fører tilbage til forgange tiders erfaringer. Helt tilbage til tiden fra 1932-33 og frem til slutningen af besættelsen i 1945.

Også her stod dansk politik i det samme dilemma, og i dag ved vi, at måden det blev håndteret på, havde afgørende betydning. Ikke alene for statens overlevelse, men for hele den demokratisering og velfærdstatslige udvikling, der fulgte efter 50'erne; og dermed for den rolle 'den politiske midte' kom til at spille for dannelse af den såkaldte konsensuspolitik.

Men først den lange historie og processen frem mod den aktuelle krise. Den proces, som ingen endnu har beskrevet.

En ny bevidsthed

Jeg vil prøve at gøre min pointe klar ved at påstå, at 2006 er 'År nul'.

Det år, hvor en ny bevidsthed slog igennem i den offentlige debat. Det år, hvor der blev skabt en fornemmelse af, dog måske endnu ikke en bevidsthed om, men en frygt for, at noget historisk er sket, som vil ændre ikke alene den enkeltes livsbetingelser, men også politikkens anatomi; den måde modsætninger og konflikter er skruet sammen på, og de muligheder, der eksisterer for at gøre kompromisser og indgå forlig. Både internationalt og nationalt. Alligevel er det vigtigt at påpege, at der er forskel på at påstå, at krigens logik er sat i gang, og at påstå at krigen er over os. Danmark er ikke en krigsskueplads. Og krigen er ikke kommet til landet, men dansk politik suges nu ind i krigens logik, og det er det, der er historisk.

Indtil videre har det dog været en phony war. Sådan som englænderne sagde fra 1939 og til begyndelsen af 1940, da bomberne begyndte at falde over London. I det danske tilfælde begyndte den mærkelige krig tilbage i 90'erne, da dansk udenrigspolitik gradvist ændredes til at være mere aktivistisk, mere selvstændig, og også mere risikofyldt.

Faktisk er det påfaldende, hvor lidt netop dette forhold aktuelt er blevet diskuteret. Også selvom skiftet har ført til et opgør med 'ånden fra 1864', og fra flere sider til kritik af den udbredte enighed, der herskede fra tiden efter 1864 og helt ind til 1980'erne, og vel i dag er bedst kendt som P. Munchs teorem: at Danmark siden Bismarcks stormløb på Dannevirke, kun havde udenrigspolitisk suverænitet, hvis det formåede at balancere mellem Tyskland og Storbritannien og evnede at få andre lande til at garantere dets ydre grænser, eller i det mindste til ikke at krænke disse. Det er vel kun i det lys, at den nuværende statsministers opgør med samarbejdspolitikken fra 1932 til '45 kan finde mening. Nemlig som et opgør med bevidstheden om, at Danmark ikke havde suverænitet til at føre en aktivistisk og selvstændig udenrigspolitik - men konstant måtte gendanne denne i et balanceret forhold til Tyskland og Strobritannien, og siden hen især til USA. Paradokset er da også til at føle på.

Mens hele den offentlige debat og alle de politiske partier siden indtrædelsen i EF 1973 har været fuldt optaget af at diskutere dansk suverænitet i den europæiske integrationsproces, ved vi i dag, at dansk medlemskab af EU sammen med Murens fald i 1989, netop skabte de basale forudsætninger for, at flere på hinanden følgende regeringer har arbejdet ud fra den antagelse, at dansk udenrigspolitisk suverænitet gradvist er blevet større, og siden 80'erne aldrig har været større. I hvert fald ikke siden 1864.

Krig på langdistancen

I tråd hermed blev danske tropper sendt til krigsskuepladser i det tidligere Jugoslavien med den opgave at 'skabe fred'. Godt nok skete det inden for rammerne af NATO, men uden om FN. Siden 2001 har der været kamptropper i Irak, og før da i Afghanistan. Begge gange under amerikansk ledelse, og i sidste tilfælde i åbenlys konflikt med Tyskland og Frankrig og i alliance med USA og England og Polen. Men til Danmark kom krigen ikke. Hverken som modaktioner fra 'fjenden', eller som voldsomme indre konflikter.

'Den mærkelige krig' foregik på langdistance. Og hjemme i det lille land fulgte bevidstheden da også fortidens mønster. Danmark står uden for, ikke nødvendigvis neutralt, men alligevel ikke involveret! At tale om krig, var ikke politisk korrekt; og at påstå, at der var sat processer i gang, der med stor sandsynlighed ville føre til uforudsete begivenheder med uforudsete konsekvenser, var der vel ingen der turde tænke til ende.

Ingen påpegede da heller, at krigens logik var sat i gang, da ambassaderne begyndte at brænde, og at det var sket allerede i 90'erne, da dansk udenrigspolitik gradvist, men sikkert blev ændret under Nyrup og videre af Fogh i et opgør med ånden fra 1864.

Nu ved vi det til gengæld. Og langsomt dæmrer også den kollektive bevidsthed om, at det at være krigsførende, har konsekvenser, og at konsekvenserne både har med livsbetingelser og politik at gøre.

Suget ind i krigens logik

Hvilke konsekvenser er det så muligt at se, og hvordan kommer de til udtryk? Fem iagttagelser, og en pointe!

1. Danmark er suget ind i krigens logik. Af samme grund er det ikke det første og vigtigste spørgsmål at fordele skyld og ansvar. Men at se på logikken og hvorfor den tiltager i omfang, og hvordan den igangsætter nye konflikter og skaber nye modsætninger. Statsministeren har med andre sagt, at det ikke mere drejer sig om 12 karikaturer eller imamernes rundrejse eller politisk hetz mod muslimer i Danmark. Og deri har han fuldkommen ret. Men hvad det så drejer sig om, har hverken han eller andre sagt.

At det drejer sig om krigens logik er derimod evident, hvis man søger at fortolke andre regeringers handlinger, herunder hvordan USA og Storbritannien, men også regeringer i Mellemøsten har reageret inden for de sidste tre til fire uger.

I deres reaktioner ses krigens logik. For regeringer i Syrien, Iran, måske også i Yemen og Saudi-Arabien er det forhold, at de tillader angreb på danske ambassader og boykot af danske varer en advarsel. Ikke nødvendigvis til Danmark, men til hele Europa, som er ved at overtage USA's krigsførelse i Afghanistan, og allerede er mere aktive og aggressive end USA i konflikten med Iran og med Syrien. Det samme ses, når man inkluderer religiøse partier i Pakistan, Afghanistan, Indonesien, Irak og andre steder.

Konflikten er anledningen, ikke årsagen. Den anvendes til at destabilisere lokale regimer, og til at fremme ekstremistiske interesser. Og er dermed en fortsættelse med nye anledninger, af den kamp som har stået på siden af-kolonialiseringen af de mellemøstlige og sydøstasiatiske lande efter Anden Verdenskrig og den israelske stats oprettelse i 1948. Og konsekvenserne: At det er krigens logik, der er vigtig at iagttage og forholde sig til. Heri ligger nemlig kimen til fremtidens udenrigspolitiske beslutninger. Er vi parate? Vil vi? Altså være krigsførende!

Svag og provokerende

2. Danmark er blevet skydeskive, fordi vi er det mindste og det svageste led i krigen mod terrorismen. Det viser sig i reaktionerne fra USA, Storbritannien, men også fra EU. Først var disse tilbageholdende - og kritiske. Imod karikaturtegningerne, imod dansk udlændingepolitik generelt, men vel især imod den hetzagtige debat, som de fleste internationale iagttagere - herunder internationale aviser - er enige om hersker og har hersket i Danmark.

Måske er det overraskende for den danske befolkning, at der er en udbredt kritisk holdning i USA, Storbritannien samt i Frankrig og Tyskland (og ikke bare som sædvanlig i Sverige) til den måde fremmed omtales og behandles i den danske debat og af danske udlændinge myndigheder. Og måske er det også overraskende, at denne offentlige kritik uofficielt deles af nogle - måske de fleste - af disse landes regeringer. Ikke desto mindre er det sandt. Og bliver det paradoksalt nok i takt med, at flere lande - sidst Norge - rykker i retning af, at indføre udlændingepolitikker, der kopierer de danske.

Men netop dette forhold gør Danmark til det svageste led i kæden. Et af de mindste lande blandt koalitionens medlemmer, men samtidig et af de mest provokerende! Det land, som tilstræber at afprøve sin større selvstændighed, og i tråd hermed handler både økonomisk og politisk med en grad af aktivisme, der ellers kun har været forbeholdt lande som Sverige og måske også Norge, der nu som tilforn har valgt en mere neutral og mæglende rolle i internationale konflikter.

Hvor Danmark har valgt aktiv deltagelse, har andre valgt tilbageholdenhed. Og hvor Danmark har valgt en aggressiv udlændingepolitik, har andre valgt at følge efter i skyggen, dog indtil videre kun noget af vejen og på grundlag af danske erfaringer.

Er vi parate

Af samme grund er Danmark - og paradoksalt endnu engang - blevet det land, der er mest afhængig af andre landes opbakning, samtidig med at det er det land, der udviser mindst hensyntagen til, hvilke konsekvenser dets egen aktivisme har for alle - og ikke bare for Danmark og danskere, men også for vestligt orienterede regimer i Pakistan og Saudi-Arabien, ligesom for amerikanske tropper i Irak, og nordiske tropper i Afghanistan og danske handelsinteresser i hele den muslimske verden.

Og konsekvenserne: at Danmark er kommet i skudlinjen, fordi vi er en del af koalitionen mod terrorisme, men også på jagt efter en nyvunden frihed. Heri ligger kimen til fremtidens indenrigspolitik. Er vi villige til at bære omkostningerne? De personlige, de politiske og de økonomiske? For os selv, såvel som for andre? Også for provokationens eller ytringsfrihedens eller for danskhedens eller noget andet princips skyld?

Ikke blot en andedam

3. Den offentlige debat i Danmark udgør en fraktion af den globale. Vi ser det tydeligt. Hvad der for snart mange år siden begyndte som Glistrups udfald mod muslimer og Islam, er nu blevet et globalt anliggende. Og hvad der oprindeligt var den danske kulturminister Brian Mikkelsens tale til sit eget partis årskongres i 2005, destabiliserer nu vestligt orienterede regimer i Libanon, Pakistan, Indonesien, Filippinerne. Og hvad der helt åbenlyst var en svipser i Statsministeriet, er nu blevet udnyttet af en emsig ambassadør fra Egypten og nogle radikale imamer på Nørrebro. Og så videre.

Hvem skulle have troet det? For blot en måned siden var det almindelig lærdom, at den politiske debat i Danmark, var national, og ikke havde nogen betydning uden for landets grænser. Nu ved vi bedre!

Nu ved vi, at den offentlige debat ikke følger landegrænser, men at krigens logik har gjort det lokale globalt; har skabt en global offentlighed, hvor lokale konflikter hurtigere end forstanden kan følge, bliver verdensomspændende. Omvendt ved vi også, at hvad der sker langt borte kan anvendes i det danske, og får betydning for de politiske magtkampe i Danmark.

Et historisk lærestykke

Vi lærte det i 30'erne og nu lærer vi det igen - krigens logik skaber sammenhæng mellem global og lokal politik, og national politik bliver som et pendul, der svinger mellem det fjerne og det nære.

På den måde er Muhammed-krisen et historisk lærestykke. Hadske udfald i Danmark, kan starte gadevold i Syrien, og gadevold i Syrien kan styrke Dansk Folkeparti i meningsmålingerne. Og konsekvenserne: at midten i dansk politik, bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og de Konservative svækkes, og at ydrefløjene styrkes. Og at midten af samme grund mister evne til at skabe de kompromisser og gennemføre de reformer, der er nødvendige for at opretholde den sociale sammenhængskraft. Heri ligger kimen til fremtidens politiske koalitionsspil. Kan midten overleve? Vil regeringen vedblive at bygge sit flertal på Dansk Folkeparti? Vil Dansk Folkeparti kunne dræne Socialdemokratiet for dets udlændingepolitiske højrefløj? Også når de reformpolitiske konsekvenser bliver mere synlige?

Medieprovaktionen

4. Der er medier i Danmark, som ønsker pressens suverænitet. I snart 60 år har det været et af samfundets fundamenter, at ytringsfriheden blev udøvet inden for rammerne af lov og under hensyntagen til en social konsensus om, hvad der var god offentlig moral. Herunder at ytrings- og pressefriheden var ukrænkelig, men også overladt til medierne at varetage med skyldig hensyntagen til offentlige sæder og religiøse sædvaner, men især under ansvaret for offentlig ro og orden og i sidste instans landets sikkerhed. Kort sagt: under hensyntagen til almenvældets interesse. Nu lærer vi det, som tidligere generationer lærte i 30 ’erne: At krigens logik tvinger til afvejning. Og at der altid vil være medier, partier og personer, der ikke ønsker – eller ikke vil – afveje.

Nu ser vi igen, at der er medier og mediearbejdere, der mener, at ytringsfriheden er fundamental, at den er ubegrænset og ubestemt, og ikke bør bestemmes ved lov, eller anvendes under hensyntagen til en social konsensus. ’Pressens suverænitet’, det begreb blev den 9. februar anvendt af en tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet på forsiden af Berlingske Tidende, og uden at han måske havde overvejet ordenes tyngde, sagde han alligevel noget præcist. Nemlig, at medier og mediepersonligheder i længere tid åbenlyst udfordrer den sociale konsensus og måske også den fortolkning af den parlamentariske styreform, som er blevet alment udbredt siden 50’erne.

Hvis pressen er suveræn, så er folket det ikke; og hvis ytringsfriheden er fundamental, så er lov, moral og etik, eller social konsensus det ikke. På den måde har Muhammed-krisen udløst kræfter, der har ulmet, og skabt modsætninger, også blandt medievirksomheder verden over. Hvad der var ment som en ’provokation’ af et dagblad i Viby J, er blevet til en konfrontation mellem fortolkninger af demokrati – og ikke bare i Danmark, men verden over. Også her viser det sig, at den danske dagsorden er en fraktion af den globale.

Dansk presses ansvar

Og noget tyder på, at der med den globale dagsordens fremkomst også følger grundlæggende udfordringer for de nationale demokratier. Er pressen suveræn? Nogle medier har sagt ja! Andre – f.eks. de traditionelt liberale medier i USA og Storbritannien – har sagt nej. Og konsekvenserne: At der nu i Danmark er usikkerhed om pressens rolle – både fundamentalt set i forhold til det parlamentariske demokrati og mere situationsbetinget i forhold til den sociale konsensus om, hvad der er rimeligt og hensigtsmæssigt. Også her er krigens logik med andre ord blevet fremtrædende! Hvorved fremtidens rolle for dansk presse også er sat i spil. Vil pressen gøre ytrings- og pressefriheden fundamental? Vil den afveje friheder med ansvar?
Hvordan vil den – eventuelt –udmønte ansvaret for almenhedens vel?

Erhvervslivets logikker

5. Der er erhvervsvirksomheder, som har egne interesser. Og varetager dem på egen foranledning og med egne ressourcer. Før Anden Verdenskrig var det en fastslået kendsgerning, at dansk udenrigspolitik var dybt påvirket af et fåtal af danske erhvervsvirksomheder, ligesom enkelte erhvervsledere førte udenrigspolitik på Danmarks vegne. Det gjaldt f.eks. den herostratisk kendte H.N. Andersen fra ØK.

Siden er dansk udenrigspolitik i det væsentligste blevet ført af regeringer og blevet underlagt parlamentarisk kontrol. Nu ved vi, at krigens logik også her sætter sine spor. Flere danske erhvervsvirksomheder har ført deres egen udenrigspolitik, før, under og vil ganske givet også gøre det efter krisen. Mærsk f.eks. lugtede potentielle problemer allerede tidligt og opbyggede et beredskab, som blev igangsat med en større diplomatisk indsats verden over, da krisen brød ud. Det samme – dog i mindre omfang - gælder mejerikoncernen Arla, fødevarevirksomheden Danisco, byggevirksomheden F.L. Schmidt. Andre og mindre erhvervsvirksomheder gik til gengæld i offensiv over for regeringen gennem Dansk Industri, ligesom enkelte erhvervsledere gik i modoffensiv politisk. Som f.eks. Asger Aamund og hans bidrag til dannelsen af foreningen Demokratiske Muslimer.

Fagbevægelsens tavshed

Dansk fagbevægelse til gengæld! Den holder sin kæft. Siger ikke et lydeligt ord. Melder sig ganske simpelt ud af begivenheden. For en gang skyld var der ingen slinger i valsen mellem de forskellige forbund. Den nye udvikling er derfor klar – der er virksomheder, der har interesser uafhængigt af deres nationale regering. Der er en fagbevægelse, der er lammet til tavshed.

Der er andre virksomheder, der plejer egne interesser gennem regeringen og derfor søger at anvende det diplomatiske korps til at minimere omkostningerne. Der er endnu andre, der tænker og handler i det nære, og tager politisk stilling ud fra overvejelser om, hvad der er i fællesskabets interesse. Og konsekvenserne: at regeringen konkurrerer med virksomheder om at føre udenrigspolitik, og at erhvervslivet i det hele taget splittes efter traditionelle linier. De store og globale fører egen politik. De små og middelstore søger indflydelse gennem regeringen. Og samlet set prøver de at immunisere deres investeringer mod de interesser og holdninger, der gennemsyrer dagens politik og polariseringen i den danske befolkning.

Krigens tidsregning

På den måde er der ikke tvivl om, at Muhammed-krisen har fremhævet modsætninger og udviklinger, som længe har været undervejs. Men som vi også genkender fra tidligere historiske begivenheder.

Spørgsmålet er derfor ikke, om krisen er historisk. Det er den uden tvivl. Men om den også danner et ’år nul’? Det år, hvor det gik op for de fleste, at de var i krig. Det år, hvor vandene skiltes mellem den politiske midte og de ekstreme fløje, dvs. mellem de der søgte at minimere krigens omkostninger, eller de som vil krigen – på den ene eller anden side. I Danmark som i andre lande anlægger krigens logik altid en anden tidsregning end fredens og skaber altid polariseringer, der aldrig hører til freden. Er Muhammed-krisen et sådant år?
Det er svært at sige, men ganske muligt Og ikke blot fordi, at året i år har vist at udenrigs- og indenrigspolitik er i pendulsving. Og heller ikke fordi 2006 har skabt en global offentlighed, hvor det globale udløses af det lokale, og omvendt.

Men fordi den globale offentlighed er blevet skabt af, krigens logik og som en følge af at alle dens deltagere handler ifølge krigens og ikke fredens logik – i Vest og Øst, på Nørrebro og de små hjem i Ballerup. Når Syrien tillader – eller endda mobiliserer – til angreb på den danske ambassade, og når Saudi-Arabien tillader – og måske endda organiserer – boykot af danske interesser, så er det ikke Danmark og danskere, der er motivet, men krigen og dens logik. Og når socialdemokratiske kernevælgere i hobetal går til Dansk Folkeparti, så er det hverken logisk eller rationelt, men krigens logik – angsten og forvirringen – der er årsagen.

Den største udfordring

Vi så det i 30’erne. Også her var Socialdemokraternes indre sammenhæng, og dets evne til at samle midten af danske vælgere udsat. Ligeså var midten i dansk politik omringet af fløje, der søgte krigen – og i nogle tilfælde uanset omkostningerne. Og også dengang var det store koalitionsspil fyldt med uløselige dilemmaer. Gik midten sammen i en formel eller uformel national koalition, blev fløjene ekskluderet og mere ekstreme.

Blev Socialdemokraterne holdt ude af koalitionsspillet, blev de amputeret i evne til at samle højre og venstre inden for partiet om en midterlinje. Og så videre.

Og hvor er så pointen? Netop her: At krigens logik er helt anderledes end fredens, og at det vi, i det små og i det kimære, nu ser tegne sig som historisk.

Det historiske går ud på, at betingelser for fredens konsensuspolitik synes at være udfordret, og at der er forskel på at føre politik, når det drejer sig om at danne flertal for velfærdsreformer, og når det drejer sig om at føre krig eller minimere krigens omkostninger.

Hvis jeg derfor påstår, at krigens logik er en proces, og at vi kun har set de første anstrøg af, hvad den kan udvikle sig til, men at vi nu ved, at den er sat i gang og suger dansk politik til sig, så er dagens største dilemma i det politiske Danmark dette: Hvordan lave velfærds- og andre politikker i lyset af krigens logik? Hvordan skabe kompromiser og flertal, når stadig mere polariserede holdninger og mere livstruende opgaver trækker fløjene i hver sin retning, omringer midten og handlingslammer de væsentligste af alle kræfter i krisesituationer. Nemlig fagbevægelsen og Socialdemokraterne?

Og samtidig splitter ligeså væsentlige kræfter. Nemlig erhvervslivet i forhold til staten, og pressen i forhold til almenvellet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her