Læsetid: 5 min.

Danmark dejligst

31. juli 1998

"In Denmark was I born, there I have a home; there is my root, from there my world begins. O you Danish tongue, you are my mother's voice, how sweetly you bless my heart".
Fra National Geograhpic

DANMARK ER et fantastisk land. Vidste man det ikke i forvejen, kan man læse sig til det i juli-nummeret af National Geographic, hvis man da ellers kan opdrive det. Flere kiosker melder om udsolgt, andre har måttet tage flere eksemplarer hjem til kunder, som har bestilt det specielt. Danskerne vil med andre ord gerne læse om sig selv, især når det er ros og lovord.
Det lykkedes redaktionen at låne et eksemplar i en kiosk mod højtideligt løfte om at levere det tilbage. For vi ville jo gerne se, hvad det egentlig er, man skriver om os. Og rygterne viste sig at være sande. Artikelforfatteren Garrison Keillor har besøgt verdens bedste land, intet mindre. Han kalder det også for Verdens Reneste og Mest Organiserede Land. Hør blot her lidt af alt det gode, der står om os.
"Danmark er et lille land med fem en kvart millioner sjæle, de fleste af dem hedder Andersen, Hansen, Jensen, Jacobsen eller Petersen med lidt Madsen, Mortensen og Rasmussen blot for variationens skyld..." Sådan lyder anslaget, og så følger skribentens personlige oplevelser og betragtninger.
Han slentrer fornøjet på Strøget, "Europas længste gågade", noterer sig, at drugstore hedder apotek, at en vinhandler sælger vin, en boghandler bøger, og at der i det hele taget er meget, der hedder noget med 'handler'. Helt stolt bliver han, da en dansk kvinde ta'r ham for en dansker og spørger om vej til Dyrehaven - og er endnu mere stolt over at kunne svare. Det er nemlig ikke første gang, han besøger H.C.Andersens eget land. Engang sad han på en café på Kultorvet og talte med en landsmand, der betroede ham, at nok var Danmark et herligt land, men det var alligevel rart "at snakke med en, der ved, hvem Joe DiMaggio er." Hvilket omtrent er det mest negative udsagn. Og så er det ikke engang negativt.
Tilbage igen på Kultorvet får han serveret et stykke med sild og bemærker, at danskerne er gode til at iagttage, vi er 'de hævede øjenbryns mestre' og lader os ikke mærke med noget, lidt a la Buster Keaton i stumfilmene. Da vor korrespondent kommer ind i en bagerbutik, siger han: "Goddag, jeg vil gerne ha' to lille stykke boller". Servitricen hæver øjenbrynene og komplimenterer ham for hans beherskelse af det danske sprog. Derpå fortæller han om et møde med den 73-årige Elly Petersen, der har oplevet Victor Borge personligt engang i 1937, hvor han spillede klaver på en danserestaurant.
I en kælder i Store Kongensgade har han gennem et vindue set en flok bygningsarbejdere spise formfuldendt julefrokost med sild og snaps, kniv og gaffel, lige midt på deres ellers snavsede arbejdspladsgulv. Og hvorfor ikke? Danske arbejdere skammer sig ikke over deres arbejdsplads...
Så roser han os også for vore mange vindmøller og for, at alle tog går til tiden. Han begiver sig på rejse
ud i de skønne landskaber, til Askov, til Skagen, til Århus, denne perle af en by, hvor han møder en digter, der hedder Brian, som forklarer ham, at Brian-navnet har en særlig betydning i det danske folkevid. På Fyn oplever han en Sct. Hans-aften hos Britt og Torben, der har inviteret til en typisk dansk fest, hvor man spiser rejer, laks og lam, og man skåler for Amerika og for dronningen og synger H.C. Andersens I Danmark er jeg født, så ikke et øje er tørt, og artiklen slutter: "Det var en vidunderlig fest, en af de bedste. Det er vanskeligt ikke at elske et land, der opfostrer sit folk til at kunne dette".
Forinden har vi fået et par mere seriøse oplysninger som f.eks. at Danmark kun bruger to procent af sit budget på politi, fængsler og retsvæsen, tre på forsvaret, så fredelige er vi. Ikke et ord om cykelløb og fodbold, men vi får ny-klassikeren: Danskerne tøver ikke med at efterlade deres babyer i barnevogne på gaden for en kort stund. Det kan man ikke i New York.
Lidt social uro er der dog, nemlig omkring flygtninge og indvandrere. Dog hørte han ingen sige, at dette problem var uløseligt. Det skulle nok gå altsammen.
SÅ VED VI det. Vi bor i Verdens Mest Næsten-Perfekte Land. Men vi praler ikke af det. Tværtimod underspiller vi, når vi taler med udlændinge og mumler noget om vores lidenhed og de høje skatter.
Rart at få vort eget syn på os selv revideret med et friskt syn udefra. Alt for ofte har vi læst rapporter, der viser, at vi er et af de lande, der har flest narkomaner, alkoholikere, selvmordere, psykiaterbesøg, etc.
Det billede står nu ikke mere alene.
Dog kan man mene, at bladets udsendte iagttager overspiller iagttagelsen af vort underspil af ting, vi er utilfredse med, ligesom han måske tager fejl af vores evne til at iagttage. Leif Panduro skrev engang noget i retning af, at de fleste danskere hellere vil have et andet arbejde, end det, de har, og man har også hørt en hel del danskere ymte sig i vred utilfredshed om både dette og hint i Danmark. Til gengæld vil mange danskere ikke have iagttaget det, Garrison Keillor har iagttaget. Det er derfor, man kan stille spørgsmålstegn ved hans påstand om vore evner som iagttagere.
Bevares vi er materielt set et smørhul, men Danmark er selvfølgelig et land på godt og ondt med lykke og ulykke side om side. Vi er gode til at hæve øjenbrynene - det har han ret i, for man spærrer godt nok øjnene helt op, når man læser en så voldsom eksponering af de lyse sider. Det går an at tage bad i alt det. Det ligger tungere med at kunne spejle sig.
National Geographic udkommer over hele verden i et oplag på mange millioner. Vor turistchef kunne ikke have skrevet artiklen bedre selv.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu