Læsetid: 4 min.

I Danmark er jeg født

6. juni 2001

ERGO ER JEG dansker. Så neutralt kan man konkludere en problemstilling, der åbenbart optager flere og flere af nationens indbyggere. Men så neutral er den ikke. Seneste har sociologiprofessor Peter Gundelach offentliggjort en undersøgelse, der viser, at antallet af »meget stolte« danskere er steget fra 32 procent i 1981 til 48 procent i 1999.
Lad det være sagt straks: Vi tvivler. Vi tvivler ikke på, at de adspurgte danskere har sagt, at de er meget stolte over at være danskere, men hvis de virkelig var det, står vi med et uforklarligt fænomen. Hvorfor er fremmedhadet nemlig så stort, hvis danskerne føler sig så sikre i deres identitet? Hvis man anser sin danskhed for uanfægtelig, oplever man den vel ikke som bestandigt truet udefra. Og Gundelachs undersøgelse påviser, at der er en klar sammenhæng mellem nationalisme og fremmedangst. Man kunne på den baggrund fristes til at mene, at det paradoksalt nok netop er ’udanske’ danskere, som uafladelig skal lufte de rød-hvide farver og optræde fjendtligt over for indvandrere, mens ’selvfølgelige’ danskere ikke føler denne trang så voldsomt.
Dette er imidlertid ikke sagens eneste paradoks. Giver man sig til at spekulere over, hvad det er, der får hjertet til at svulme, står de nærmest i kø.
Er det det danske sundhedsvæsen med mega-hospitaler, ventelister, fejlbehandlinger, stress og mangel på menneskelig kontakt? Er det de skyhøje boligpriser, der stort set forhindrer unge mennesker i byområderne i at sætte bo, hvor de har hjemme? Får behandlingen af bistandsklienter, hjemløse, psykisk syge og arbejdsløse os til at mene, at få har for meget og færre for lidt? Er det institutionsbørnenes høreskader, som minder os om modersmålets milde klang? Ranker vi ryggen, fordi gamle mennesker på plejehjemmene bruger ble, selvom de udmærket kunne klare sig uden, hvis de fik toilethjælp i dagens løb? Er det niveauet for den politiske debat, der drager vort sind mod himlen op? Er det landbrugets håndtering af såkaldte ’produktionsdyr’?

MED FARE for at irritere læseren med gentagelser: Vi tvivler. Måske er det tværtimod sådan, at såvel ’usikre’ som ’selvfølgelige’ danskere reagerer imod, at der er for langt mellem anledningerne til henrykkelse. De gør det blot forskelligt, den ene gruppe med kritik, den anden med chauvinisme og fremmedangst.
Her kan man inddrage et andet af Peter Gundelachs resultater, nemlig, at der er en ligefrem sammenhæng mellem uddannelsesniveau og holdningerne til nationen og til fremmede: Jo højere uddannelse desto lavere er folks chauvinisme og desto lavere ligeledes deres negativitet over for indvandrere.
Da der også er sammenhæng mellem en god uddannelse og velbjærgethed i livets øvrige forhold, er det næppe helt ude i hampen at antage, at det primært er de mennesker, der er ofre for alt det, vi ikke kan være stolte af, der er »meget stolte«. Det er da et paradoks, der vil noget.
Paradoksalt er også danskernes svar på spørgsmålet, ’om folk bør støtte deres land, selv når det gør noget forkert’. I Holland, Norge og Sverige svarer henholdsvis 2, 6 og 6 procent ja. I Østrig, der sammen med Danmark er det mest nationalistiske land i undersøgelsen – dog ikke helt så nationalistisk som Danmark – svarer 12 procent ja.
Men i Danmark er der hele 26 procent, der mener, at det er rigtigt at mene noget forkert, hvis ens land tager fejl!
Sammenholder man den kritik, man kan have af en række vigtige forhold i Danmark med resultater som disse, kunne man fristes til at konkludere, at nationalismen åbenbart vokser, jo mere forkert ens land handler.
Og som om det ikke var tilstrækkeligt, ser det ud til, at også tvangen til at være ’meget stolt’ af dette fejltagelsernes fædreland samtidig øges. Peter Gundelach ser nemlig stigningen i antallet af ’meget stolte’ danskere som et symptom på, »at det i stigende omfang ikke er muligt eller passende for danskere at sige, at de ikke er stolte over at være danskere.« Det er nemlig antallet af ’ikke er særlig stolte’ eller ’slet ikke stolte’, der er skrumpet ( den sidste kategori fra 4 til 0 procent). Det hele peger således i en ikke særlig betryggende retning.

AT DET FORHOLDER sig sådan, er der desværre
ikke meget nyt i. Netop derfor skræmmer Gundelachs undersøgelse: Vi kender mekanismerne og deres mulige konsekvenser: Nationalisme og sindelagskontrol, der fører til forfølgelse af anderledes tænkende – eller bare: anderledes. Fortsæt selv.
Så vidt er det gudskelov endnu(?) ikke kommet, men tendenserne er synlige – overraskende synlige, skal man tro undersøgelsen. Derfor er det vigtigt at definere problemet rigtigt. Og noget kunne altså tyde på, at det består i den misère, at der er et voksende antal danskere, som får det værre og værre.
Hvordan det er kommet så vidt, gives der næppe enkle forklaringer på. Men at ét af verdens rigeste lande har svært ved at få en række elementære samfundsgoder til at fungere tilfredsstillende og ligeligt, er notorisk.
Ligesom altså det faktum, at Danmark indtager førstepladsen foran Østrig som undersøgelsens førende land inden for nationalisme, fremmedfjendskab og selvtilstrækkelighed. Med stolthed.

ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu