Læsetid: 5 min.

'Danmark er fyldt op med svin'

Jysk storbonde har investeret i grisefarme i Slovakiet og kyllingefarme i Tjekkiet. Det er en god forretning. Men det øger konkurrencepresset på de hjemlige kolleger
12. maj 2005

Man når Erik Jantzen på hans slovakiske mobiltelefon. I virkeligheden sidder han på Lolland-Falster. Og kunne lige så godt have været hjemme på Onsildgaard i Hobro. Erik Jantzen er en af de store danske svineproducenter, der synes, det er blevet for småt i Danmark. Og som derfor har investeret i nye produktioner i Østeuropa. Nærmere bestemt i Slovakiet og Tjekkiet.

"Man må sige, at Danmark er ved at være fyldt op med svin," siger Jantzen.

"Jeg producerer 40.000 grise herhjemme. Det er nogenlunde grænsen for, hvad jeg kan komme til med de restriktioner, lovgivningen indebærer. Da der så viste sig muligheden for at fremstille det samme produkt billigere et andet sted, besluttede jeg mig for at prøve det. Det var både af eventyrlyst og for at blive ved med at være konkurrencedygtig."

Hjemme i Hobro laver Erik Jantzen ikke slagtegrise til Danish Crown, men derimod smågrise, der sælges til opfedning i udlandet eller hos svineproducenter herhjemme. Jantzen er stadig andelshaver hos Danish Crown, men han er kritisk over for andelskoncernens evne til at tilgodese sine ejere.

"Danish Crown har haft store problemer med at betale svineproducenterne en pris, der svarer til, hvad resten af Europa kan betale. Det er et problem for Danish Crown som virksomhed, men i høj grad også for svineproducenterne og deres evne til at kunne overleve på lang sigt. De danske svineproducenter er virkelig dygtige, men de kan ikke klare sig, hvis ikke de får en pris, der som minimum svarer til gennemsnitsprisen i Europa. Og det gør de ikke i dag."

- Hvad gør de galt?

"Jeg er ikke slagterimand, så det kan jeg ikke lige gennemskue. Men man har skabt Europas største slagterikoncern og burde have nogle klare stordriftsfordele, der gjorde det muligt at være med i toppen med betalingen."

"Det er klart, at Danmark er et dyrt sted at producere. Produkterne har et stort lønindhold, og det gælder hvad enten det er svinekød eller noget andet," erkender Erik Jantzen.

Han mener ikke, at der er en bølge af udmeldinger af Danish Crown i gang. Langt de fleste danske svineproducenter fastholder deres medejerskab af andelsselskabet, men nogle vælger - som han selv - at opgive produktion af slagtegrise til Danish Crown for i stedet at lave pattegrise, der f.eks. sælges til svineproducenter i Tyskland. Mens andre - også som han selv - investerer i nye produktioner i Østeuropa til supplement af det, man laver i Danmark.

"Man vil jo gerne have andel i den konkurrencefordel, det indebærer at producere i østlandene," siger Jantzen.

Hjælp fra IØ

Selv har han investeret i øst siden 1998. I Tjekkiet ejer han via selskabet Dan-Moravia Agrar en kyllingefarm, der laver 1,7 mio. kyllinger om året. Og i Slovakiet laver han grise og kvæg i regi af investeringsselskabet Dan-Slovakia Agrar, stiftet i 2001 af Jantzen i samarbejde med Danmarks største svineproducent Erik Lerche-Simonsen - offentligt kendt for ulovlig, politianmeldt overproduktion af svin hjemme på Fyn.

Jantzens og Lerche-Simonsens selskab opkøbte i 2001 en tidligere slovakisk statsfarm med 40.000 kvadratmeter nedslidte svinestalde. Det skete med et lån på 35 mio. kr. fra den skatteyderfinansierede danske IØ-fond og med samlede investeringer på 127,5 mio. kr.

Jantzen har følgeskab i Slovakiet af Dansk Primær Landbrug Invest, der repræsenterer 21 store danske svineproducenter. Under selskabsnavnet Pigagro producerer DPL Invest 63.000 slagtesvin om året på en række svinefarme i landet.

"I flere østlande står en masse produktionsanlæg tomme som et levn efter kommunismen. De er relativt nemme at gå til, og med investeringer i noget teknologi og en udmærket arbejdskraft, så kan du producere det samme produkt billigere," siger Erik Jantzen.

Både arbejdskraft og investeringer er væsentlig billigere end i Danmark.

"Hvis du ser på en lokal farm i Slovakiet, så er lønomkostningen pr. produceret enhed ikke så meget anderledes end i Danmark, fordi der er så mange ansatte i forhold til det, de laver. Men hvis du kommer som udlænding og effektiviserer, så kan du nok have en lønomkostning pr. produceret enhed, der er tæt ved det halve af i Danmark."

Særlige fordele

De moderniserede og effektiviserede svinebrug på fremmede hænder er en trussel mod mindre, knap så effektive slovakiske landbrug.

"Selvfølgelig oplever jeg lokale landmænd sige, at vi har særlige muligheder, fordi vi kan skaffe en kapital i Danmark, som de ikke har haft adgang til. Og det er jo rigtig nok, og det var mest et problem i starten. At vi rent fagligt måske er dygtigere, fornemmer jeg ikke giver problemer. Det hele svarer jo lidt til, da hollandske lanmænd begyndte at komme til Danmark og opkøbe gårde i 1980'erne. Det blev også kaldt unfair dengang, men i dag er der ingen problemer."

Erik Jantzen siger, at hans svineproduktion er underlagt EU's miljøregler.

"I den forstand er det meget enkelt for danske landmænd, der flytter ud: De skal bare følge de regler, de kender i Danmark. I øvrigt er man langt fra ligeglad med miljøet i Østeuropa. Det er mit indtryk, at man tager det lige så seriøst som i Danmark, og det er i hvert fald ikke derfor man skal udflage. Det er lige så svært at få en byggetilladelse som i Danmark, og der skal laves VVM-redegørelser stort set på samme måde," siger Jantzen.

- I et land som Polen kan man se store uoverdækkede gyllelaguner, bl.a. på farme ejet af det amerikanske selskab Smithfield. Hvad er reglerne i Slovakiet?

"I Slovakiet må man slet ikke have gyllelaguner. Man har gylletanke, og de skal overdækkes, som vi kender det fra Danmark. Og det gør vi selvfølgelig."

- Ikke noget med at smide døde pattegrise i gylletanken, som Information har set det på Smithfields ejendomme i Polen?

"Det gør man jo ikke. Det er ikke en måde at operere på. I må have ramt et ekstremt eksempel. Herude er der faktisk meget kontrol. Jeg vil påstå, at der er mere kontrol end i Danmark."

- Gør I ikke konkurrencepresset på jeres hårdt pressede hjemlige kolleger og på Danish Crown endnu større, når I flytter ud og etablerer billige svineproduktioner?

"Et land som Slovakiet er i dag kun lige selvforsynende med svinekød, så produkterne herfra finder ikke til Danmark. Men man kan godt sige, at dem, der flytter til Østeuropa - og det gælder alle brancher - lægger et øget konkurrencepres på Vesten, fordi man relativt nemt kan producere til en billigere pris i Øst. Så det er klart, at der lægges et pres på danske landmænd i og med, at det lægger et pres på Danish Crown. Men det er en udvikling, der vil ske, uanset om vi deltager eller ej," siger den jysk-slovakiske storproducent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu