Læsetid: 3 min.

Danmark i hadets flammer

6. februar 2006

FLAMMERNE PÅ tv-skærmen er forfærdende - og har et skær af uvirkelighed over sig. Ved synet af danske gesandtskaber i Damaskus og Libanon sat i brand spørger man: Hvordan - hvordan? - er vores lille fredelige land blevet genstand for hadefulde massers raseri?

Den umiddelbare årsagskæde - et blad, der ville provokere, og en statsminister, der ikke ville mødes - forekommer grotesk ude af proportion med de indtrufne virkninger. Som udenrigsminister Per Stig Møller konstaterede i går:

"Nu er det kommet derud, hvor det kan risikere at koste liv."

Danmark er suget ind i en ildstorm, en hærgen af kræfter, der knapt længere har nogen forbindelse med noget, som vi i kongeriget har gjort - eller kan gøre. Vi er hvirvlet ind i Mellemøstens kampe og magtspil.

At store ord også kan vidne om afmagt, bekræftes af Per Stig Møllers erklæring:

"Jeg forbeholder mig alle skridt over for den syriske regering."

SYRIEN ER ANSVARLIG for at beskytte andre landes ambassader. Denne folkeretlige forpligtelse er en nødvendig forudsætning for internationalt samkvem. Og Syrien er - som det radikale folketingsmedlem, Naser Khader, selv syrisk født, hurtigt påpegede - en diktaturstat, hvor regimet overvåger alt. Så hvorfor tillod al-Assad-styret først en ukontrollabel demonstration og dernæst en nedbrænding af den danske ambassade, der med sig rev bygningens svenske og chilenske ambassader, hvorpå pøblen drog videre og ildspåsatte den norske?

En sandhed er vanskelig at vriste ud af det forkrampede og hemmelighedsintrigante syriske styre. Det har aktuelt vist sig ved FN's møje med at få klarlagt det fulde omfang af Syriens medvirken i 2005-mordattentatet på den fhv. libanesiske regeringsleder Rafiq Hariri. Magtens logik tilsiger, at passiviteten over for anslaget mod ambassaderne enten skyldes, at styret reelt stod bag det - eller at det ikke turde risikere sin magt på at modsætte sig det. I begge tilfælde handler det egentlige spil om forholdet til den forbudte, men stærke religiøse opposition, navnlig Det Muslimske Broderskab, som den nuværende præsident Bashar al-Assads forgænger, hans far Hafiz, i 1982 anrettede et folkedrab på i byen Hama.

Al-Assad'ernes regime har været strengt verdsligt og nærmest anti-religiøst, men nu, hvor det oplever troens stærkere greb om sjælene, klæder det sig lejlighedsvis i fromhedens gevandter. Det har - sent, kun for en uge siden - tilsluttet sig vreden mod de satiriske tegninger. Til ustabiliteten bidrager, at regeringen er splittet mellem den unge Bashars tilhængere af varsom reform og på den anden side politistatens nidkære vogtere.

Også i Libanon er ildspåsættelsen et udslag af indre gløder. Efter angrebet på det danske generalkonsulat hærgede demonstranterne i Beiruts kristne bydel. Det vidner om, at landet endnu ikke er forsonet efter årtiers stammekrig mellem muslimer og kristne, og at stærke kræfter leger med ild. Danmark har blot leveret en anledning. En fuld opblussen af borgerkrigen vil få følger langt uden for Libanons grænser, også fordi det vil inddrage Israel.

Med ængstelse må Danmark imødese de kommende dages manifestationer i Mellemøsten, særligt på torsdag, hvor den shia-muslimske højtid Ashoura er udråbt til værn for profetens ære, og hvor vrede ord mod vort land vil få ny udbredelse.

I DET LIDET, Danmark nu selv kan gøre, er der dog noget at tage fat på. I den hjemlige debat må lyde en kraftig opfordring til de danskbaserede immamer, der har medvirket til at sætte falskheder i omløb om tegningernes indhold og Danmarks stilling til dem: Yd jeres umisforståelige bidrag til at få skaderne udbedret.

Og mere udestår: Tilbage i 2003 søsatte regeringen - som en slags image-forbedring efter deltagelsen i Irak-krigen - noget, der pompøst blev kaldt "Det arabiske initiativ". I dag smager ordene mærkeligt, især hvis man går ind på Udenrigsministeriets hjemmeside og læser: "Formålet er at øge dialogen med landene i den arabiske verden og modvirke politisk radikalisering og religiøs ekstremisme." Åh dog! Mon ikke der er behov for en evaluering?

Der er der i hvert fald, hvad angår Danmarks deltagelse i to krige med muslimske modstandere, i Irak og i Afghanistan. De indbyrdes stridende lokale kræfter vil kunne finde en fælles skydeskive: Den, som dannebrog sidder på. Forudsætningerne for dansk deltagelse er ændret.

Hvad er det i øvrigt for regimer, danske liv skal holde ved magten? Afghanistans præsident Karzai kaldte forleden de satiriske tegninger "en handling, der aldrig må få lov at blive gentaget". Og Iraks transportministerium oplyste i går, at det i religiøs protest "har fastfrosset alle kontrakter med Danmark og Norge". Dermed røg også det kommercielle krigsargument.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her