Læsetid: 2 min.

Danmark hænger på

Nye danske sejre ved skak-OL i Torinoi
2. juni 2006

Det går fortsat fint for det danske hold ved skak-OL i Torino.

Ganske vist måtte den danske kvartet i 8. runde indkassere et nederlag på 1-3 til USA, men det blev mere end opvejet af to sejre i de følgende runder. Først blev Tyrkiet slået med 2,5-1,5, og dernæst besejrede man det stærke mandskab fra Moldova med samme cifre.

Det indebærer, at Danmark inden de tre sidste af de i alt tretten runder er placeret som bedste nordiske nation på en meriterende 11. plads blandt de 150 deltagende hold - foran traditionelle skakstormagter som bl.a. Tyskland, Holland, Israel, Indien og Ungarn, som er danskernes næste modstander.

I toppen af tabellen har Armenien øget sit forspring og ligger med 29 points hele to points foran nærmeste forfølger, der noget overraskende er Kina. Først på en delt tredjeplads (med Tjekkiet) kommer med 26,5 points de russiske superstormestre med Vladimir Kramnik og Peter Svidler i spidsen.

Magnus i lynsejr

Det norske hold har haft det vanskeligt, primært fordi Simen Agdestein på andetbrættet ikke har kunnet få spillet til at køre. Men på førstebrættet tager 15-årige Magnus Carlsen godt fra. Han dukkede først op i Torino til 6. runde - han skulle jo lige være færdig med 9. klasses prøver hjemme i Bærum - og i sit debutparti skulle han spille hvid mod Venezuelas spidsbræt, Rafael Prasca:

1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.e5 Sfd7 5.f4 c5 6.Sf3 Sc6 7.Le3 cxd4 8.Sxd4 Lc5 9.Dd2 Sxd4 10.Lxd4 Lxd4 11.Dxd4 Db6 12.Dd2 Dxb2 ...

Han napper den såkaldte testamentebonde - mod Magnus! Så er han altså selv ude om det.

13.Tb1 Da3 14.Sb5 Dxa2 15.Sd6+ Ke7 - endnu et fjols, der ikke får rokeret - 16.Tc1 b6 17.Le2 Da5 18.c3 f5 19.0-0 Dc5+ 20.Kh1 Sf8 21.g4 Ld7 22.gxf5 exf5 23.Lf3 Sg6 24.c4 d4 25.Sb7 Da3 26.Dxd4 Le6 27.Ta1 Db3 28.Dd6+ Kf7 29.Ld5!

Se diagrammet.

Læsere under 18 år bør ikke spille videre herfra, for den sorte konges skæbne er gruopvækkende.

29. - Lxd5+ 30.Dxd5+ Ke7 31.Dd6+ Ke8 32.De6+ Se7 33.Sd6+ ...

Og sort opgav. Enten bliver han omgående mat på f7, eller også kommer han bagud med materiale, der efter mit computerprogram ville svare til sytten en halv bonde!

Magnus brugte godt 25 minutter til denne udspilning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her