Læsetid: 5 min.

Danmark er latterligt

Jeppe Brixvold er søgt tilbage til tidernes begyndelse for at finde selveste Sandheden om Mennesket
2. maj 2007

Underligt højrevendt titelblad og en mærkeligt skæv typografisk krop fortæller os fra første færd, at vi med Jeppe Brixvolds nye store roman har at gøre med noget specielt.

Den ellers så trygge lige kant er flyttet hen til højre, mens tekstens venstre side får lov at stå og flosse og flagre. Desuden anvendes efter afsnit, i stedet for et pauseskabende punktum, blot et svævende linjebrud.

Det sidste trækker i retning af digt. Men bogens bølgende venstrekant skal formentlig fungere som en subtil markering af fortællingens kronologiske retning. For den peger bagud gennem tiden, begyndelsen skal helst holdes åben.

'Fyrtøjet' i Frankrig

Jeppe Brixvold lægger ud med at lade en dybt fordrukken reklamemand rejse til Paris for at få sin kæreste tilbage. Hun afviser ham, han turer forvirret rundt, men stjæler så en bil og begiver sig ud på landet, hvor han på en herregård møder en dejlig prinsesse, der tøvende giver efter for hans tilnærmelser, men pludselig omkommer i en ulykke.

Allerede her begynder romanen at drille. Vor jeg-fortæller og helt, der kryptisk kalder sig hr. Chaloup (jaloux chalup, shutup) beskrives med massive lån fra H.C. Andersens "Fyrtøjet" og overværer i anden del en teaterforestilling, der mest af alt må minde om et mildt parodierende Oehlenschläger-opkog.

Lad os derfor forsigtigt slå fast, at postmodernismen er vendt tilbage, i hvert fald for en tid. Som i begyndelsen af sit forfatterskab - med sin spex over Shelley i Romantik (1990) - leger Brixvold lystigt med litterære matricer og mønstre.

Alexanders felttog

I tredjedelen overskrider jeg-fortælleren grænsen til de spanske Pyrenæer og tager løst arbejde hos en driftig lokal, der gør i fældning af træer. I fjerde del bevæger vi os (via Madrid og et hedensk hesteritual) til Makedonien, Egypten, Syrien, Mesopotamien og Persien til områder, der vel i dag må ligge i det nordvestlige Indien, alt imens vor helt forvandler sig til Alexander den Store.

Aha, det var altså derfor, at venstre kant skulle flapre! Vi skulle ned og hjem til begyndelsen.

Hvilket vi da også eftertrykkeligt kommer i romanens sidste del, der udspiller sig i en tilstand før civilisationen, efter alt at dømme et fællesskab af samlere og lavere jægere - skildret i et højst besynderligt kunstsprog, der i lange passager fremtræder som syret mix af dansk, engelsk, fransk, hollandsk og tysk, fistrende hen over grænser, ligesom visse digte af Ezra Pound og især Joyces Finnegans Wake.

Som her, hvor Jason, hårdt 'såret', bæres eller kastes om bord i sit skib og der derefter står:

"La Litterature says Merchant Tochter Meideia hjalp ham gennem hele denne handling, for hverken kunne eller ønskede hun noget andet end at flygte med den unge prins."

Næste sætning kører videre fra svensk over engelsk til tysk!

Opstyltet og tilgjort

Skulle jeg pege på en parallel til den bagudgående bevægelse i Jeppe Brixvolds værk, hans rablende rejse tilbage gennem civilisationens tilblivelseshistorie, måtte det blive titelnovellen i Jens Smærup Sørensens samling Det menneskelige princip (1985). Her sendes der via radio fra en rumflåde på rejse til den store fiksstjerne Rigel. Man er ca. nået halvvejs, men ekspeditionens besætning er allerede blevet reduceret fra 999 til én - fortælleren, der netop, idet han taler, har slået sin sidste artsfælle ihjel. Forinden har de gennemgået samtlige menneskehedens epoker og afprøvet bl.a. slægtssamfund og monoteisme!

Men hvor Jens Smærup Sørensens novelle på én gang var dyster og hylende morsom, på samme tid vidtfavnende og formmæssigt set stram, lader det samme sig vanskeligt sige om Jeppe Brixvolds kæmperoman. Dens dialoger slæber sig gumpetungt af sted, dens hele anlæg virker i den grad opstyltet og tilgjort, og lige bortset fra de 'blendede' Joyce-lignende sekvenser til slut opleves værket som en monoton ørkenvandring hele vejen til Samarkand og Ekbatana.

Hertil kommer halvfordøjede dybsindigheder og skingre samtidskritikker, som denne tirade:

"Kristendommen er latterlig. Danmark er latterligt, selv Europa er ved at blive Latterligt. Latterlige anakronismer fylder de intellektuelles vrøvl, mens vore følelser soapskematiseres og vulgariseres i pattebarnagtighed, det er latterligt, og vi lever i en absurd respekt for disse latterlige systemer."

Filologen Friedrich Pfister har om hovedfiguren i (eller bag) Jeppe Brixvolds roman udtalt denne dom:

"I hele verdenslitteraturen findes der ikke nogen historisk person, der har spillet en så betydelig rolle, og som er blevet skildret så ofte og i så mange skikkelser i historiske fremstillinger, episke digte, romaner og legender, digte og dramatiske værker, fromme opbyggelsesbøger og i profetiske åbenbaringer som Alexander den Store."

Nu har Alexander så også fået sig en mindesten i dansk litteratur i form af en spøjs og ujævn bog, hvis længste kapitel bygger på den såkaldte Alexanderroman, som blev til i slutningen af 200-tallet og gerne kaldes "Pseudo-Kallisthenes", fordi den blev tillagt den græske historieskriver Kallisthenes, der var med på Alexanders felttog mod øst. I tillæg hertil baserer Brixvold sin beskrivelse på Arrianos' Alexanderbiografi, der igen hviler på et skrift af krigsførerens ledsager Ptolemaios. Og sandelig, både Kallisthenes og Ptolemaios medvirker i Forbrydelse og fremgang, som følger krigerne frem til den scene, hvor Alexander ligger såret og døende nær floden Indus.

Naturhåbets forventning

På vej hertil konkluderer hærføreren:

"Mennesket er slet ikke godt. Det er heller ikke ondt. Alt vi kalder godhed, ondhed, skønhed, grimhed, vækst, goldhed, nytte, unytte er kun nødvendige dele af dagen, som Zeus fører frem."

Herfra går der en linje tilbage til et magtfuldt visionært essay indlagt i romanens tredje del:

"Ved hjælp af erfaringen kan vi kaste alt håb og al skyld," hvor Brixvold ud fra begreberne 'sprogformerne' og 'naturhåbet' (lånt fra den norske forfatter Thure Erik Lund) forsøger at indkredse det menneskeliges princip:

VI SÅ, AT ET NYT LIV VAR BLEVET OS GIVET, OG AT VI SKULLE TAKKE OG PRISE SPROGFORMERNE FOR DENNE NÅDE, FOR SPROGFORMERNE VAR SELVE NATURHÅBETS YDERSTE FORVENTNING, DE VAR, HVAD DET ALTID HAVDE STRÆBT IMOD, OG HVAD VI SELV HAVDE ANDET OP IGENNEM HISTORIEN I VORE MENNESKELIGE KUNSTARTER OG RELIGIONER.

Det lyder højttravende og er da også tænkt overmåde ambitiøst, helt i tråd med Jeppe Brixvolds manende mantra andetsteds i romanen:

"Erkend den rytme, som behersker mennesket."

Ak, havde værket blot selv haft en rytme eller ro, der kunne bringe dets visioner velbeholdne frem! Så havde vi måske haft en bog, der kunne slides længe på. Nu står der i stedet et monument over skibbruden æstetisk og filosofisk ærgerrighed.

Jeppe Brixvold: Forbrydelse og fremgang. Roman. 408 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN: 978-87-02-05479-8. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu