Læsetid: 9 min.

I Danmark er det nemt at være troende muslim

'Der er mere islam i Danmark end i Mellemøsten.' Hun er blevet kaldt repræsentant for fundamentalisme og kvindeundertrykkelse af en SF'er. Nu prøver hun at komme i Folketinger for Enhedslisten. Asmaa Abdol-Hamid fortæller om livet i Vollsmose, opvæksten i Sønderjylland og om at gå fra storm til storm
20. april 2007

Det var for mørkt. Og det var for varmt, og det var for åndssvagt. Asmaa Abdol-Hamid sad i et undervisningslokale i Yemen, da hun fik nok. Ikke alene mente nogle af de andre i gruppen, at de kvindelige deltagere for at lytte til sheikh Habib Ali absolut skulle iklæde sig den yemenitiske sorte burkha med slør for ansigtet, og sætte sig bag ved mændene. Men nu ville nogen også have, at lyset skulle slukkes, så de fristende, burkhaklædte kvindesilhuetter blev helt usynlige.

Før hun vidste af det, havde Asmaa rejst sig op, tændt for lyskontakten, hevet sløret væk fra ansigtet, og skulet trodsigt rundt i lokalet, der først var tavst, derefter brød ud i en ophedet diskussion - som for hverken første eller sidste gang i Asmaas liv endte med, at den stædige 25-årige palæstinensiske dansker fik sin vilje. Det var sheikhen selv, der til sidst satte de forargede på plads: "Om hun vil gå med sløret, er op til kvinden selv. Og vi skal i det hele taget gøre op med, at kvinder ses som andenrangs-medlemmer af samfundet," erklærede Habib Ali, som er en berømt og respekteret muslimsk gejstlig.

Derefter blev der trukket mange slør tilside, husker Asmaa.

"De andre sad jo bare og ventede på, at nogen turde sige noget til den gruppe, der ville bestemme. Og det var egentlig heller ikke, fordi jeg har noget imod sløret i sig selv, men jeg kunne ikke have, at nogen skulle pådutte mig noget. Det kan jeg ikke klare."

Nogen skal gøre det

Som Asmaa Abdol-Hamid sidder der med udslået hår og røde forårssol-kinder i sin sofa i Vollsmose og griner lidt ad sin egen oprørthed over at blive påduttet et slør, ligner hun egentlig ikke den repræsentant for "religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse," som SF's Morten Homann netop har udnævnt hende til. Ligesom Dansk Folkepartis Søren Krarup, der mener, at tørklædet svarer til nazimens hagekors udtrykte Homann sin fordømmelse i anledning af, at Asmaa gerne vil opstilles til Folketinget for sit parti Enhedslisten til næste valg. Hvis det lykkes at blive opstillet - og siden valgt - bliver hun den første kvinde med tørklæde, der kommer til at betræde talerstolen, og Asmaa vidste godt, at forargelsen ville komme.

"Jeg har spekuleret over den her beslutning i mange måneder. Om jeg var klar til en storm til. De kom lige i rap, syntes jeg. Først blev jeg væltet som beboerformand her i Bøgeparken, så stillede jeg op til kommunalvalget i Odense, så blev jeg studievært, og nu er det først lige stilnet lidt af."

Men nogen skal gøre det, synes Asmaa.

Flugten fra Emiraterne

"Jeg ser ikke så meget Folketinget som mit mål. Jeg ser det derimod som et middel: Jeg vil vise, at man kan. At sådan en som jeg kan. Jeg vil have, at samfundet skal være anderledes for min lillesøster, når hun bliver voksen. At flere ting er mulige for hende, at hun ikke altid bliver betragtet som skyldig indtil andet er bevist. Jeg vil bruge folketinget til at sætte fokus på politiske emner som bekæmpelsen af den sociale ulighed," siger Asmaa.

Fatima på seks år er efternøleren i en børneflok, der allerede var på seks børn, da Asmaas læreruddannede mor flygtede med dem fra Emiraterne, hvor de som statsløse palæstinensere blev politisk forfulgt. Asmaas far, som allerede var blevet samlet op og tortureret et par gange, turde ikke rejse sammen med familien af frygt for, at myndighederne ville opdage, at familien var på flugt og ikke på ferie.

Han kom først otte måneder senere, da familien Abdol-Hamid var flyttet fra Sandholm-lejren til den lille sønderjyske by Genner. Der havde Asmaa sin barndom.

"Genner er simpelthen så lille. Der er en kirke, en købmand, en bager og en grill. Man kunne gå i skole indtil 7. klasse, derefter skulle man med bussen til Røde Kro. Vi børn kom i skole med det samme, og vi var de eneste fra Mellemøsten i byen. Men det føltes aldrig som om vi var noget særligt eller fremmed," synes hun, der allerede i folkeskolen blev elevrådsformand.

Mens Asmaas far længe gik og længtes efter Palæstina, har hendes mor altid holdt fast i, at man skal være der, hvor man er.

"Min mor er en fighter. Hun afleverede os hver dag, så tog hun til Aabenraa for at lære dansk, så ordnede hun alt derhjemme og hentede os. Nu var vi kommet til et godt sted; så gjaldt det om at pakke kufferten ud. Og uddanne os, for Guds første ord til profeten var 'læs', og uddannelse er nøglen til alt."

I dag går alle seks søskende undtagen lille Fatima på videregående uddannelser. I 1998 rykkede hele familien til Odense, så børnenes uddannelse kunne fortsætte. Pludselig var familien Abdol-Hamid omgivet af arabiske dialekter i det gigantiske Vollsmose, der med en befolkning på 10.000 er på størrelse med Nyborg og huser 79 nationaliteter.

Der skal være plads

"Jeg stod ude på altanen, den dag vi var flyttet ind, og børnene på legepladsen sagde en masse ord, jeg ikke forstod. Det syntes jeg var så mærkeligt. Jeg gentog dem for min mor, og så var det bandeord på arabisk," griner Asmaa. På handelsgymnasiet fik hun rettet sit sprog. "Men det var jo fordi jeg snakkede sønderjysk. Så måtte man pludselig ikke sige 'hva' klok' ta'r vi hjem' længere - det var virkelig storbyen."

"Skal jeg have shorts på, Asmaa?" lyder det pludselig. Det er Tariq, Asmaas bror, som hun deler lejlighed med. Nedenunder bor forældrene; de andre søskende bor i andre blokke i Vollsmose. "Jeg må jo ikke," griner han undskyldende og holder sin hånd mod hjertet, da jeg vil give ham hånden. Det var en forglemmelse; jeg har set Asmaa blive jagtet hvinende rundt om et bordtennisbord af en stor dansk præst, som insisterede på at give hende et bjørneknus, efter at hun indhyllet fra top til tå havde banket ham og alle andre sønder og sammen i bordtennis.

Den dag virkede Asmaas beslutning om, at hun på grund af sin religion ikke vil give mænd hånden, ikke som nogen alvorlig trussel mod den vestlige civilisation. Men det blev den udråbt til, da debatten om Asmaa stod på sit højeste. Uden at give hånd til mænd kunne hun ikke tolereres i politik, lød det, og uden at vise håret skulle hun ikke i fjernsynet. Asmaas valg holdt op med at være en privatsag. Men det var hun vist godt klar over fra starten.

"Jeg har aldrig været politisk på den måde at jeg har læst en bog og fundet en ideologi dér. Jeg synes bare, at i stedet for at kritisere må man tage en skovl og selv begynde at grave," siger hun.

Mest islam i Danmark

- Men hvornår blev du så sikker på din religiøsitet?

"Jeg har altid haft det sådan, at når verden er så perfekt, må der være en skaber. Når jeg bløder og såret heler sig selv, eller når solen står op og ned, og månen står op og ned, og det hele er så afbalanceret, så må der stå en skaber bag. Jeg tror ikke; jeg er overbevist," erklærer Asmaa.

"Men jeg er en dansk muslim. Når jeg går i Mellemøsten, kan de se, at jeg er fra Europa - på tøjet, på hvordan jeg binder mit tørklæde, på hvordan jeg går, på øjenkontakten. Der er mange muslimer i Mellemøsten, men jeg siger til dem, at der er mere islam i Danmark. Velfærdssamfundet og den økonomiske omfordeling er grundlæggende islamisk, for eksempel. Ordet 'skat' kommer fra 'zakat' på arabisk, og det blev indført af den tredje kalif Omar ibn-Khatab. Det at give fra de stærke til de svage er islamisk. Det samme gælder religionsfriheden og ytringsfriheden. Profeten gik i krig for ytringsfriheden, men den er der ikke meget af i de arabiske lande i dag. Det er nemt at være troende muslim i Danmark, fordi den måde vi lever på er så tæt på islam. Eller: Vi skal bare lige have væltet regeringen," siger Asmaa og er så ikke til at stoppe. For så meget som hun elsker Danmark, synes hun at vigtige tendenser går i den forkerte retning. For hende må venstrefløjens opgave være at sikre en frihed, som hun synes er truet:

"Jeg ser det sådan, at der skal være plads til forskellighed. Mit tørklæde er det rigtige for mig, men jeg kunne aldrig drømme om at kræve, at alle andre skulle gøre det samme som mig. Regeringen råber op om 'normalisering', men det er jo bare et andet ord for, at alle skal ligne Anders Fogh. Hvad er det for noget? Ungdomshuset skal slås i stumper og stykker for hvad? Fordi man ikke kan holde ud, at nogen ser lidt anderledes ud. Christiania skal normaliseres, men de er jo allerede normale. De er bare anderledes. Regeringen ville aldrig selv acceptere, hvis nogen stillede så personlige krav om, at de skulle ændre deres liv. Hvis jeg begyndte at dømme andre, ville jeg synke ned på regeringens og Dansk Folkepartis niveau. Det, vi skal kræve på venstrefløjen, er, at man skal kunne udleve sin frihed, så længe man ikke bruger den til at begrænse andres. At begrænse er nemlig det, ekstremisterne vil - både de muslimske og de danske højreorienterede."

- Men der er vel også ting, man ikke skal anerkende, fordi de er forkerte?

"Der er masser. Jeg kan ikke anerkende 24-års-reglen eller krigen i Irak, men jeg kan anerkende det andet menneske og dets ret til at definere sin egen vej, så længe det gør det uden at overskride samfundets værdier. Det er bare ikke nok for regeringen. De vil i virkeligheden have, at vi alle sammen skal være enige politisk - men det er vi ikke, og det skal vi heller ikke være."

En ny generation

Så nu er Asmaa på vej ind i sin næste storm. Som altid kommer det politiske fra der, hvor hun er - i den her opgang i Vollsmose, hvor elevatoren er i stykker, forældrene snakker i stueetagen og børnene leger i gården:

"Man bliver højreorienteret eller venstreorienteret her. For det er her, underklassen bor. Der er stor arbejdsløshed, og 300-timers-reglen vil skabe en ny underklasse. Her er Dansk Folkeparti-vælgere, og her er muslimer. Regeringen skal lære at acceptere forskelligheden, men der er også mange traditioner blandt muslimerne her, som folk selv skal gøre op med: At drengene får flere muligheder, og pigerne bare skal giftes, for eksempel."

"Der er en gruppe mænd, som prøver at spænde ben for mig, fordi de nødig vil give slip på de gamle kønsroller. De kan ikke lide, at jeg er kvinde, og at deres døtre ser de ting, som er mulige for mig. Jeg mødte en 16-årig pige nede i centeret forleden dag, der fortalte mig, at hun havde sagt nej til en frier. Hun var rigtig stolt, og det kan jeg godt forstå. Men det er svært for fædrene. Der er begyndt at ske noget i de familier; pigerne er begyndt at sige fra. Noget af det vigtigste for mig er at vise dem, at livet kan være anderledes."

Nogle gange tager Asmaa sig en ordentlig tur med sin egen far. Så skændes de, og nogle gange bliver han sur. "Men så lidt senere kommer han tilbage. Så smiler han til mig, og så siger han: 'Det er dejligt, du er uenig, for det betyder, at du er blevet selvstændig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her