Læsetid: 4 min.

Danmark er på kant med konventionerne

Danmark udsættes oftere for kritik fra blandt andre EU's og FN's forskellige organisationer, der overvåger staters forhold til menneskerettigheder. Hver gang er forklaringen fra de danske politikere, at vi holder os inden for rammerne. Men konventioner handler ikke om minimumskrav, siger eksperter
16. maj 2006

Historien begynder godt. Danmark er det første land, der i 1951 underskriver FN's flygtningekonvention, og har siden været kendt som et af de lande i Europa, der mest aktivt har kæmpet for flygtninges rettigheder. Sådan skriver FN's flygtninge højkommissariat, UNHCR, om Danmark.

Men piben har fået en anden lyd. I løbet af de seneste år har den danske stat måttet lægge øre til flere kritiske formaninger fra en række af de organisationer, der overvåger staters forhold til menneskerettigheder. Den seneste kritik af Danmark lyder blandt andet på, at behandlingen af børn i asylcentre er på kant med FN's børnekonvention. Birgitte Kofoed Olsen, afdelingsleder ved Institut for menneskerettigheder, beklager udviklingen:

"I udgangspunktet er vi rykket fra at være et land, der lå højt i forhold til de internationale konventioner, til at være et land, der opfylder vores internationale forpligtelser på et minimumsniveau."

Ifølge Birgitte Kofoed Olsen er problemet, at vi ikke længere betragter konventioner som moralsk eller politisk forpligtigende, men derimod henviser til det rent juridiske.

"Vi har tidligere taget det politiske ansvar alvorligt - i dag taler vi kun om retslige forpligtigelser."

Derfor blev den nyligt fremsatte kritik af Danmarks behandling af børn i asylcentre også hurtigt til et spørgsmål om, hvem der har ansvar for hvad. Ifølge Tue Magnussen er det en meget fejlagtig fortolkning:

"Det ligger jo netop i konventioner, at stater påtager sig et ansvar. Derfor kan man ikke sige - som eksempelvis med sagen om børn på danske asylcentre - at det bare er forældrenes ansvar."

Konventioner og love

Morten Østergård fra Det radikale Venstre er ligeledes træt af, at debatten om Danmarks forhold til den ene og anden konvention altid bliver et spørgsmål om at definere juridiske grænser:

"Det er jo et problem, at vi ikke tager imod kritik, men gør alt til et nøgternt spørgsmål om jura. Så hedder det sig jo pludseligt, at så længe vi ikke har tabt en sag ved domstolene, så overholder vi konventionerne."

Og det er ganske rigtigt et problem. Ikke mindst fordi man for mange konventioners vedkommende rent retsligt ikke kan sætte en egentlig grænse. Det påpeger Bente Ingvarsen, der er national programchef i Red Barnet:

"Den europæiske menneskerettighedskonvention er den eneste af de internationale konventioner, der fuldt ud er inkorporeret i dansk lov. Børnekonventionen har vi derimod blot tilsluttet os. Derfor er børnekonventionen stadig et meget vigtigt redskab, men den ville stå stærkere, hvis vi indarbejdede den i dansk lov. Så ville de enkelte sager jo kunne blive prøvet ved en domstol."

Samtidig mener Martin Østergaard, at de juridiske slagsmål er med til at udvande betydningen af de konventioner, som man tilslutter sig:

"Det er jo derfor vi har organer som racisme-komiteer og UNHCR og andre organisationer, der er skabt til at rådgive og overvåge stater. Hvis det udelukkende drejer sig, om man har tabt en sag ved en domstol, så er ideen væk. Hvis man kun overholder konventioner af princip, men ikke i praksis, hvad skal vi så med dem," siger Morten Østergaard.

Hårdt mod hårdt

Men lige så systematisk som kritikken løber ind, lige så mekanisk afvises den fra dansk politisk side.

Oftest med en opsang til de internationale eksperter om, at de metodisk og håndværksmæssigt udfører et dårligt arbejde, når de vurderer Danmarks forvaltning af internationale konventioner.

"Udviklingen i Danmarks forhold til konventionerne er præget af, at vi i dag er mindre lydhøre over for bekymringer og kritik fra det internationale samfund. Derfor bliver det meget hårdt mod hårdt, da mindre lydhørhed betyder, at modparten nødvendigvis må råbe højere end normalt," forklarer Bente Ingvarsen.

Birgitte Kofoed Olsen er enig.

Hun mener, at Danmark siden midt 1990'ernes stramninger af udlændingelovgivningen, har foretaget en markant kursændring i forhold til de internationale konventioner:

"Det nye fra dansk side er, at vores politikere blankt afviser stort set enhver kritik med en modkritik. Det bliver hårdt mod hårdt. Forsvaret bliver, at de, der påpeger kritikpunkterne, ikke ved hvad de laver," siger Birgitte Kofoed Olsen og giver som eksempel den seneste rapport fra den Europæiske Racisme Komité, hvor den danske regering forsvarede sig med, at rapporten var fuld af fejl.

Global tendens

Bente Ingvarsen beklager, at den danske holdning er blevet så skarp. Det går ud over den mellemstatslige dialog, som er FN-systemets ideologiske og funktionelle grundlag:

"Konventioner danner en platform for politisk debat - og sætter minimumstandarder for, hvad der kan accepteres."

Tue Magnussen mener imidlertid, at det efter terrorangrebet i New York er en generel tendens, at de internationale konventioner for menneskers rettigheder er kommet under pres. Men det skal ikke være nogen undskyldning for et land, der historisk har været en vigtig aktør i forhold til de internationale spilleregler. Tværtimod:

"Danske regeringer har generelt gjort Danmark til et forgangsland eksempelvis i arbejdet mod tortur. Men hvis vi gerne vil gøre en indsats internationalt, skal vi feje for egen dør. Har man førertrøjen på, så forpligter det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu