Læsetid: 4 min.

Danmark på rov hos de fattige

Danmarks nye immigrationspolitik om at tiltrække uddannede indvandrere er et hårdt slag mod verdens fattigste lande, der lider under den globale hjerneflugt
17. maj 2006

De kalder dem poachers (krybskytter). Når Swazilands studerende er ved at være færdige med deres uddannelse, står rekrutteringshold fra Vesten klar på universitetsgangene til at hente dem ud af landet, fortæller professor Hamilton Simelane fra Swaziland University.

Information kunne i mandags rapportere, at Danmark vil tiltrække uddannede indvandrere fra verdens fattige lande. Som de konservatives politiske ordfører Pia Christmas Møller udtrykte det: "Nu gælder det kapløbet om globaliseringen."

Regeringens udspil til blandt andet at indføre en greencard-ordning for studerende med gode forudsætninger kommer i konkurrence med lignende udspil fra andre EU-lande og udtalelser fra EU-kommissionens formand José Barroso om, at EU skal ind i kampen om de bedste kræfter inden for it, forskning og ingeniørområdet.

Men i den anden ende af verden ser de europæiske ideer mindre lovende ud. For verdens fattigste lande betyder Vestens iver efter uddannet arbejdskraft hjerneflugt - en global tendens i kraftig stigning.

Otte ud af ti universitetsuddannede haitianere og jamaicanere bor uden for deres hjemland, afslørede Verdensbanken i en opgørelse i oktober. For mange lande i Mellemamerika og Stille-havsområdet samt et par i Afrika ligger andelen på over 50 procent, og også store lande som Nigeria, Kenya og Angola må sige farvel til mellem 25 og 50 procent af deres uddannede indbyggere.

Hjerner fra Afrika

Det er traditionelt især læger, sygeplejersker og lærere, der rekrutteres til de rige lande. Men i det lille Swaziland - der ligger omkranset af Sydafrika, lever af subsistenslandbrug og har en høj aids-rate - gælder det nyuddannede over hele spekteret. Det fortæller Hamilton Simelane, der er økonomisk historiker og ekspert i migration.

"Englænderne sender rekrutteringsbureauer, der åbner kontorer i Swaziland, hvorfra de annoncerer efter arbejdskraft og finder frem til de egnede kandidater. Derefter hjælper de de studerende med visum-procedurerne og køber flybilletter til dem. Amerikanerne arbejder mere diskret og ad andre kanaler, men rigtig mange især læger fra Swaziland er rejst til USA," fortæller Simelane.

Det antages, at omkring 20.000 uddannede afrikanere forlader kontinentet hvert år til fordel for lande med immigrationspolitik som den, Danmark nu satser på. Men mens politikerne mest taler om at importere arbejdskraft fra Asien, kommer størstedelen af hjerneflugten fra Afrika. Verdensbankens rapport konstaterer, at kun mellem tre og fem procent af de uddannede kinesere, indere, brasilianere, indonesere og russere flytter til udlandet. Det står i kontrast til situationen i Afrika syd for Sahara, hvor de uddannede kun udgør fire procent af den samlede arbejdsstyrke - men udgør mere end 40 procent af dem, der forlader landene.

For verdens fattigste lande har udvandringen en lang række konsekvenser. For det første mister de deres investeringer i uddannelse og deres bedste hjerner. For det andet mister de den del af befolkningen, som skulle have båret udviklingen af samfundene. Det er de såkaldte "institutionsbyggere", som har en tendens til især at forlade de lande, der mangler samfundsmæssige institutioner allermest. Og for det tredje tvinger hjerneflugten de fattige lande til at hyre udenlandsk arbejdskraft - noget som landene ifølge Verdensbankens overslag bruger 5,6 milliarder dollar om året på.

Det er en ond cirkel, bekræfter Simelane.

"Først mister staten sin investering i at uddanne indbyggerne - siden ender det med, at den må hyre udlændinge. Her er det for tiden læger fra Nigeria og Zambia, hvis økonomier går dårligere end Swazilands."

Sådan går det til, at et land som Zambia, der siden uafhængigheden i 1964 har uddannet omkring 600 læger, i dag kun har 50 af dem tilbage. I nabolandet Sydafrika står mere end en fjerdedel af læge- og sygeplejerskestillingerne tomme - cirka en milliard dollar er blevet brugt på at uddanne sundhedspersonale, der i dag arbejder i udlandet.

En realitet

Hamilton Simelane mener ikke, udviklingen kan vendes:

"Globaliseringens hastighed intensiveres hver dag, og det gælder også arbejdskraftens bevægelse over grænserne. I stedet for at afrikanske regeringer prøver at stoppe den, må de finde en måde at leve med den på. Man burde overveje, hvordan man kan bruge hjerneflugten til at generere finansielle afkast. Hvis man kan eksportere råstoffer og varer, hvorfor så ikke også eksportere arbejdskraft? Det kan betragtes som en vare blandt andre."

Økonomerne Devesh Kapur og John McHale har i en rapport for Center for Global Development påpeget visse positive effekter af hjerneflugten for afsenderlandene. Muligheden for udvandring kan være et incitament for uddannelse, og så er der de såkaldte remittances: De penge som de udvandrede sender hjem. I 2002 blev der på papiret globalt sendt omkring fire milliarder dollar retur - i realiteten dog langt mere, da en stor del af remittance-pengene ikke opgives. I Lesotho og Kap Verde udgør de hjemsendte penge henholdsvis 26 og 12,5 pct. af bruttonationalproduktet.

Kapur og McHale understreger dog, at økonomiske hjemsendelser, hvor nyttige de end er, aldrig kan erstatte den menneskelige kapital, der skal til for at bygge et samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her