Læsetid: 2 min.

Danmark taber terræn på koralrevene

1. juli 2005

Det tropiske koralrev er det mest komplekse, men mindst undersøgte økosystem, der findes her på jorden. Mindst 30 procent af verdens koralrev forventes ifølge nye rapporter fra World Resource Institute i Washington at forsvinde inden for få årtier.

Samtidigt med dette triste faktum er det tropiske koralrev indenfor de seneste år kommet meget i fokus blandt andet pga. de mange spændende forskningsmuligheder, der gemmer sig her bl.a indenfor udvikling af ny medicin mod f.eks. kræft, HIV og hjertekarsygdomme.

Et af de første forskningsprojekter resulterede i opdagelsen af to kræftbekæmpende stoffer fra en marinesvamp, en opdagelse der ledte til et stof, som i dag bruges i kliniske behandlinger af kræft. Et andet eksempel på medicin, udvundet af en koralrevs-svamp, er stoffet ATZ, der bruges til bekæmplse af sygdommen HIV. Og fra to tropiske blødkoraller fra Fijis koralrev har man fundet virksomme stoffer, der har vist sig i stand til at hæmme kræftcellers vækst effektivt.

De få eksempler, der er præsenteret her, illustrerer det store potentiale for den pharmaceutiske og bioteknologiske forskning gemt blandt koralrevets mange organismer, og som kun ligger og venter på at blive udnyttet.

Uheldigvis fatter forskere og politikere i Danmark intet af dette kæmpepotentiale.

En opgørelse i starten af 2005 over de 20 mest forskningsaktive lande i koralrevsøkologi (i perioden 1994-2004), foretaget af den internationalt meget anerkendte forsknings-vurderings-institution Thomson Science, placerer England som nummer tre, Frankrig på en 4. plads, Holland på en 8. plads, Sverige som nr. 14, Belgien som nr. 18 og ministaten Monaco som nr. 20. Danmark er ikke med på listen.

Langt de fleste industrilande i Vesteuropa - selv helt små lande som Belgien og Monaco - konkurrerer nu om at skrue kraftigt op for forskningen i dette meget avancerede men stærkt truede økosystem. Men herhjemme lader man i forskningskredse og blandt politikere stadig som om, koralrevet ikke eksisterer.

I modsætning til alle de nævnte vesteuropæiske lande på Thomson Sciences liste har Danmark overhovedet ingen forskningscentre indenfor koralrevsøkologi. Andre vigtige koralrevsdiscipliner såsom fysiologi, genetik, fiskeri, forvaltning og akvakultur er også fuldstændigt manglende i Danmark.

I sidste instans medfører dette, at Danmark snyder sig selv for at være blandt de første lande i Europa, der finder nye avancerede biologiske sammenhænge fra verdens mest avancerede økosystem, med alt hvad dette medfører af ny forståelse, ny medicin, nye patenter, og en potentiel indtægtskilde i milliardklassen. Desuden kan Danmark ikke tilbyde kompetent naturbeskyttelsesekspertise inden for koralrevsområder, da vi ingen eksperter har.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her