Læsetid: 1 min.

'Danmark vender det blinde øje til menneskerettighederne'

Mozambique overtræder jævnligt basale menneskerettigheder. Alligevel giver Danmark næstmest af sin udviklingsbistand til landet. Det er uforståeligt, mener en mozambiquisk chefredakør, men udviklingsminister Ulla Tørnæsa maner til tålmodighed
9. august 2005

290 millioner kroner. Så stor er den danske sponsorcheck til det sydafrikanske land Mozambique i år.

I et kvart århundrede har Mozambique været i den absolutte superliga, når det gælder dansk u-landsbistand, selv om landet gang på gang har tilsidesat elementære menneskerettigheder såsom ytringsfrihed og retten til en fair rettergang.

"Vi ved godt, at der sker overtrædelser af menneskerettighederne i Mozambique. Det er for eksempel ret udbredt, at byernes administrative ledere fængsler folk uden rettergang," fortæller ministerråd Ove Larsen fra Udenrigsministeriet.

Stil større krav

Danmark har en høj stjerne i Mozambique. Den danske bistand har nemlig været en væsentlig indtægtskilde for verdens fjerdefattigste land siden dets uafhængighed fra Portugal i 1975.

Netop derfor forstår chefredaktøren på den mozambiquiske ugeavis Savana ikke, hvorfor Danmark ser gennem fingre med menneskerettighederne.

"Jeg begriber ikke, hvordan Danmark kan være en af de største bidragydere til den mozambiquiske økonomi uden at stille krav til, at landet sikrer ytringsfrihed og fundamentale menneskerettigheder," siger Fernando Lima.

Svært at ændre

Danmark giver direkte udviklingsbistand til 25 lande primært fra Afrika. Ove Larsen forklarer, at disse lande stort set alle har problemer med at overholde menneskerettighederne. Alligevel passer Danmark på med kravene til denne gruppe af lande.

"Det er svært at ændre på tilstandene i lande som Mozambique, hvor mange af politikerne ikke engang ved, hvad menneskerettigheder er for en størrelse. Hvis vi stiller høje krav i så fattige lande, kan vi risikere, at de ikke kan leve op til dem, og det svækker vores troværdighed som samarbejdsland," siger han.

Og denne politik har Udviklingsminister Ulla Tørnæs ikke tænkt sig at pille ved:

"Det tager tid at opbygge en velfungerende retsstat, og det er jo ikke mere end 10 år siden, at Mozambique kom ud af en af Afrikas længste og mest brutale borgerkrige. Danmark støtter retssektoren i Mozambique, og der er fremskridt at spore, selv om der fortsat sker overtrædelser af menneskerettighederne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her