Læsetid: 6 min.

Danmarks historie - som den også var

Forfatteren Mikael Witte har set nærmere på den indfødsretsprøve, som regeringen har indført, og som skal bestås, hvis man vil være dansk statsborger. Men var vi nu så gode, som vi selv gerne vil fremstå?
29. marts 2007

Kære Rikke Hvilshøj,

Jeg har fulgt danskertesten med stor interesse, men jeg synes, at mange af spørgsmålene om dansk kultur og historie kunne trænge til en uddybning.

D- anmarks dåbsattest, den store runesten i Jelling, blev sat af Harald Blåtand.

Harald Blåtand ville sætte et minde over sine forældre, men han ville også føre sig selv frem: Det er mig, der har samlet hele Danmark og Norge, og som har kristnet disse danskere.

Forinden havde han centraliseret magten, dvs. taget den fra stormænd. For yderligere at erobre og konsolidere sin magt i landet, lod han bønder bygge fire mægtige militærborge. Da de stod klar, skulle de bemandes med krigere, som skulle være parate til at ofre livet for ham.

Desuden tvang Harald danskerne til at opgive de guder, som de hidtil havde dyrket, eller den måde, de havde dyrket dem på.

I 948 havde paven bestemt, at kirken i Danmark skulle høre under ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen. Altså blev Harald lydkonge under Tysklands kejser. I Danmark var der uenighed om taktikken over for tyskerne, og uenigheden blev til konflikt. I 986 stod den mellem kong Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg. Konflikt blev til borgerkrig, der kulminerede i et slag ud for kysten ved Århus, og på et tidspunkt gik Harald i land. Dér blev han ramt. Sven - fadermorder og kongemorder - blev danskernes næste konge.

- I Danmark går kongemagten i arv fra kongefar til prinsesøn

Tit foregik arvefølgen blodigt, se ovenfor. Eller som da kong Erik Ejegod i 1103 døde på Cypern. Ingen regler fastlagde, hvem der skulle arve tronen, blot at han skulle vælges inden for kongeslægten. Og så faldt valget på Niels, Eriks yngste bror. Han ændrede styringen, så der blev flere ben at gnave til medlemmer af den kongelige familie. Sådan skulle konflikter udskydes; jalousi, had og mord var velkendt i den familie.

Kong Niels' søn Magnus kunne se sig selv rykke tættere på den kongelige krone. Imidlertid havde afdøde kong Erik sønnen Knud, der - i modsætning til mange kongesønner - var født inden for et ægteskab, der var velsignet af kirken. Knud havde tjent Danmark som grænsejarl i Sønderjylland. I 1129 var han desuden blevet leder for de abodritter, der boede på den anden side af grænsen. Dermed var Knud blevet tysk lensmand, og det var noget af en dobbeltposition.

Magnus måtte frygte, at Knud kunne blive valgt som dansk konge. Så efter den kongelige juledruk i 1130, hvor Magnus havde ført sig frem som Knuds ven, mødtes de i Haraldsted ved Ringsted. Da Knud omfavnede Magnus, opdagede han, at Magnus var brynjeklædt. Og så gik der kun få sekunder, førend Knud Lavard lå død på jorden. Magnus havde fjernet sin nærmeste konkurrent.

- I Danmark hedder flaget Dannebrog

600 år senere malede C.A. Lorentzen billedet, der viser hvordan flaget dalede ned under et korstog i Estland i 1219. I baggrunden rækker ærkebiskop Anders bedende armene i vejret, mens en rød fane med et hvidt kors hvirvler gennem et lyseblåt hul i den ellers stålgrå himmel. Det siges, at ærkebiskoppen hører en stemme: Ved dette tegn skal du sejre!

Og de danske krigere slog esterne. Kong Valdemar Sejr gjorde ærkebiskop Anders til statholder over Estland, så denne fik travlt med at døbe overlevende estere. Dåben blev et kapløb med tiden, for der skulle døbes, inden den tyske rigsfyrste Albert nåede frem og døbte dem til tyske kristne. Altså sendte ærkebiskop Anders bønder af sted med vievand, så de kunne stænke på børn og voksne, og dermed gøre dem til danske kristne. Således blev Estland del af kong Valdemars Østersø-imperium.

- Dronning Margrete regerede Norden

Da kong Valdemar Atterdag døde i 1375, blev hans datter Margretes blot fem-årige søn Oluf valgt til ny dansk konge. Margrete var 22 år og gift med Norges kong Håkon. Fem år senere døde kong Håkon, og dermed blev den tiårige Oluf konge i både Danmark og Norge. Men det var Margrete, der styrede.

Af det nordtyske Hansa-forbund havde kong Valdemar lånt penge, og givet slotte på Øresunds østside i pant. I 1385 skulle slottene tilbageleveres, men det nægtede Hansaen, for sørøvere havde plyndret mange af deres skibe. Det fik Margrete til at opildne sørøverne til at plyndre Hansaens skibe yderligere.

Året efter døde Sveriges største stormand, og Margrete håbede, at hendes søn Oluf nu kunne vinde den svenske trone tilbage, som Olufs farfar havde haft indtil stormændene havde sat ham fra magten. Men så døde Oluf! Dermed forsvandt Margretes ret til at regere for sin umyndige søn, og andre arvinger meddelte deres ret til Sverige.

Margrete skyndte sig til Skåne Landsting, hvor hun blev hyldet. Der blev hvisket om statskup, men det fik ikke Margrete til at ryste på jernnæverne.

I 1397 indkaldte Margrete til topmøde i Kalmar - nu havde hun skaffet sig en plejesøn, den otte-årige Erik af Pommern. Og han skulle krones til konge over Danmark, Norge og Sverige.

Men det var Margrete, der havde magten, og hun udnyttede de nationale modsætninger til at fastholde den.

- I Danmark respekterer vi kvindernes selvbestemmelsesret

I 1513 efterfulgte Christian II sin far kong Hans. I Norge havde Christian forelsket sig i Dyveke, en billedskøn, nederlandsk købmandsdatter. Straks efter rigsråderne havde skrevet Christian den Andens håndfæstning begyndte de at overveje, hvem der skulle arve tronen efter ham. En søn, javist, men det krævede at han først fik sig en dronning - købmandsdatteren Dyveke kunne jo ikke føde en arving til kongekronen.

Rigsråderne tænkte langsigtet, og de mente, at kongen skulle gifte sig ind i den tysk-romerske kejserfamilie. Den var rig, magtfuld og der var et par pigebørn. Eleonora var berømt for sin skønhed, men hun var lovet væk. Altså måtte det blive den næste i rækken, Isabella, prinsesse af Kastillien (Spanien).

En dansk delegation rejste rundt til kejserfamilien og forhandlede ægteskab, og der blev opnået enighed om de økonomiske betingelser. Leder af den danske delegation, Mogens Gøje, indgik den 10. juni 1514 - på kong Christians vegne - ægteskab med Isabella. Året efter skulle Isabella så rejse til Danmark. Men kejserfamilien havde hørt mange rygter om kong Christians kæreste Dyveke. Også Isabella fnyste. Dyveke skal væk, helt væk, forlangte Isabellas familie, men Christian ville ikke slippe sin elskede.

Forsinket til sit eget bryllup sejlede den 14-årige Isabella til Danmark, hvor hun for første gang blev forenet med den 34 årige kong Christian. Hun døde 25 år gammel.

- Danmark kæmpede for slavernes frigørelse

Danskere tog del i indfangning, tortur, transport og udnyttelse af mennesker fra Afrika. I 1792 udsendte kong Christian VII en forordning om, at transporten af slaver skulle ophøre efter en 10-årig overgangsperiode. Slaveri som sådan blev ikke forbudt. I de 10 år skulle der transporteres så mange slaver som muligt over Atlanten. Slavehandlen blev støttet af staten; størst var støtten til køb af kvindelige slaver - for deres børn ville også blive slaver. Imidlertid steg fødselstallet ikke, for gravide slaver aborterede hyppigt. Derfor foreslog rektor Hans West på Skt. Croix, at staten skulle tvinge særligt egnede kvinder til at blive gravide, så de kunne avle slaver.

Omkring 11 millioner afrikanere blev sejlet fra Afrika som slaver til Amerika i slavehandlens tid. Danske skibe overførte ca. 50.000.

- Danmark var en nation af sejlere

Stavnsbåndets ophævelse i 1788 førte til vældige forandringer i Danmark. I løbet af et par generationer blev nogle bønder velbeslåede og eksporten af korn, smør og svin steg og steg. Men der var også landbrugskriser, fattigdom og sult på landet. Jordløse landarbejdere levede et elendigt liv. Der var voldsom politisk utilfredshed med det reaktionære Estrup-styre i Danmark og med det tyske styre i Slesvig.

Mange drømte om at flygte fra elendigheden. Og for at slippe af med de utilfredse, var myndighederne villige til at betale en enkeltbillet til danskere, der ville rejse fra Danmark. Kritiske og kriminelle kunne værsgo at rejse! Andre måtte lægge daler ved daler for at få råd til den lange transatlantiske rejse. I 1876 opfordrede ledelsen i det danske socialdemokrati medlemmerne til at udvandre til USA, for dér at opbygge et socialistisk samfund. 300.000 danskere ud af en befolkning på to millioner udvandrede inden 1914.

Det er vigtigt at fastholde sammenhænge i Danmarkshistorien. Ellers bliver historiebogen en slags glemmebog.

Jeg håber, du kan bruge ideerne

Med venlig hilsen

Mikael Witte

Mikael Witte er forfatter og har blandt andet skrevet 'Rejsebogen - danske rejsende gennem 1000 år'

Kronikken fredag: Museum Erotica - underholdning eller oplysning?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her