Læsetid: 3 min.

Danmarks lyshårede dæmon

Henning Jensen fik velfortjent en Reumert for sit brutale talent og sit insisterende samtidsengagement. Senest hans jødehader i 'Indenfor murene'
26. april 2005

'Henning Jensen har nærmest gjort det til sit speciale at spille dæmoniske uhyrer,' lød det fra Reumert-komitéen, da Henning Jensen søndag aften fik tildelt prisen for Årets Mandlige Hovedrolle.

Og jo, Henning Jensen er fabelagtig til at spille vrangsiden frem. Det grimme stikker unægtelig tit frem bag hans nydelige, lyse hår og nordiske kinder. Men han har gjort mere end det. Han har insisteret på at tolke en kunstpolitisk protest ind i det meste af sin scenekunst: Et insisterende krav om, at kunsten skal opleves som en spejling af samfundet og dets samvittighed.

Racisten

Henning Jensen fik officielt prisen for rollen som dommer Wolff i Jokum Rohdes drama Pinocchios Aske. En mand, som er ansat til at bekæmpe al kunstnerisk aktivitet med hård hånd, men som selv skriver digte derhjemme, mens han tvangsbrænder andres bogsamlinger.

Dommerrollen blev i Henning Jensens skikkelse et kompromisløst uhyggeportræt af kunstens og kunstnerens forlis i samfundet.

Men egentlig kunne han lige så godt have fået Reumert-prisen for sit spil i Indenfor murene, der havde premiere i torsdags. Her brillerer Henning Jensen i rollen som Herming. Manden med kristendommen og københavnerpositionen i orden - og faderen til den kulturfilosofiske søn, der forelsker sig i livsfjenden Levins datter. Henning Jensen spiller op mod traditionen og Jørgen Reenberg, ikke ved at spille magtmand, men netop ved at spille sympatisk og fornuftig. Hans Herming er så rimelig og velafbalanceret, så overtydelig i sin gæstfrihed, at han først krakelerer, da han provokeres på sin fortidsopførsel. Og da er det ikke ham, der truer med vold!

Henning Jensen balancerer samtidig på grænsen af rollens racisme. Nej, han kan ikke lide jøder, men han forærer dem gerne cigarer for ikke at kunne klandres for uhøflighed- Det er en tolkning lige lukt ind i debatten om danskernes fremmedholdning, ikke mindst om tyskerholdningen under krigen.

Sadisten

I sin takketale fremhævede Henning Jensen Det Kgl. Teater for at skabe kunst i verdensformat. Han kritiserede samtidig 'Jeronimus'er af alle aldre', som han kaldte dem, for konstant at hakke på Det Kgl. Teaters skuespil. Og tænker man på hans seneste indsats på Det Kgl. Teater, kan man vel kun få gåsehud - ikke mindst hans faldne faderskikkelse i Røverne.

Dermed roste Henning Jensen også den søgende og risikovillige repertoirelinje, som skuespilchef Mikkel Harder har fulgt i kølvandet efter Klavs Hoffmeyer.

Det var imponerende at mærke publikums iver omkring denne blåøjede skønhed med den bløde stemme. Alligevel er det næsten endnu mere imponerende, hvad han gør for at slippe af med sin popularitet. Gang på gang skaffer han sig jo nederdrægtighedsroller, den ene værre end den anden. Se bare hans rolle som den sadistiske skolemester i tv-serien Unge Andersen. Det var svært at slukke for uhyrligheden, for bag hævntrangen skjulte der sig jo en mand, man grotesk nok netop fik lyst til at lære at kende.

Brutalisten

Og det er måske hemmeligheden bag Henning Jensens enorme publikumsappeal: At han aldrig spiller særling bare for at spille særling. Hans logik er omvendt: Han spiller altid et almindeligt menneske, for hvem der er gået lige akkurat så meget galt, at dæmonien ikke kan standses. Netop derved bliver han til eneren, uanset om det er bumsen som i Lars Noréns Personkreds 3, der gav ham den første Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle i 1998, eller om det er i rollen som En Idealist.

Måske er det derfor, at det er så let at identificere sig med ham: Han er af kød og blod, af tanker og passion. Og så en masse sorg, som han lykkeligvis må fjerne med brutalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her