Læsetid: 3 min.

Danmarksbillede

25. juni 1997

DET SKØNMALERI danskerne fra besættelsestidens slutning og frem har malet af sig selv som et i bund og grund civiliseret retssamfund, fik for en del år siden de første mere alvorlige ridser i lakken, da Amnesty International påviste mindre heldige sider af dansk retshåndhævelse.
Den overvejende danske offentlighed var i det store og hele blind for alle væsentlige lyde, men nu så man pludselig sagerne ude fra, og stor var opstandelsen. Siden fulgtes kritikken op af årligt tilbagevendende internationale kasseeftersyn, og de fleste tager det igen helt roligt.
Men tingene var ikke helt, hvad de gav sig ud for: Rapporterne fortalte med betænkelige kommentarer om det danske politis farlige brug af hunde, til tider livstruende fiksering af anholdte og danske domstoles rundhåndede forvaltning af varetægtsfængslinger, blot for at nævne de vigtigste kritikpunkter.
Bevar os vel, der var stadig langt fra Danmark til lande, der fik spalter til gavns i menneskerettighedsrapporterne om polititortur, myndighedsdrab overgreb mod mindretal, vilkårlige fængslinger, brutal håndtering af fanger, etc. Danmark var - og er - ikke en bananrepublik, men det gode samfund, som blot ved nøjere eftersyn naturligvis har sine brådne kar. Hvad imidlertid karakteriserede landet frem for noget andet, var dets borgeres vilje og evne til at tage kritisk fat på de påviste overgreb, som måtte opfattes som undtagelsen fra reglen.

EFTERKRIGSGENERATIONEN var i overensstemmelse med idealforestillingen skoleopdraget i den forvisning at Danmark var et forbilledligt demokratisk retssamfund, med en lovgivende magt beroende i Folketinget - intet over intet ved siden af dét, den udøvende magt trygt betroet i regeringens hånd - så længe et flertal herimod ikke etableredes - og endelig den dømmende magt hvilende i Justitias vægt - praktisk forvaltet af uafhængige dommere med topkarakter i paragraffer og person. Som redskab for denne formidable samfundsorden stod til rådighed et loyalt politi, bemandet af gode danske mænd med pletfri soldaterpapirer og iboende trang til at bistå andemor i trafikken med kuld i flok og følge. Kort sagt det Danmark vi troede det var og forblev, mens tusindåret skred.
Enkelte løftede røsten og udstødte mislyde i dette kor af smittende selvbegejstring Kommunister eller forfattere. Ofte kommunistiske forfattere. Men hvem regnede med en Hans Scherfig som andet og mere end en begavet forfatter og naturmaler. Det politiske i værkerne kunne man se stort på. For hvad var det han skrev, og hvad var det en landsretssagfører Carl Madsen sagde? Idylbilledet var løgn! De danske myndigheder, som i efterkrigsårene jo var de samme som under besættelsen, og ved hvis barm atter nye retssystemsgenerationer næredes, havde optrådt på en sådan måde at tyskerne i spørgsmål, der betød noget ikke havde behøvet løfte et øjenbryn. Danske politifolk, danske jurister, dansk fængselspersonale leverede varen, mishandlede folk, brød fundamentale retsprincipper, arresterede flere end nødvendigt til udlevering, tortur og henrettelse og opførte sig i det hele taget overensstemmelsen med tidsånden, der var på nippet til at lægge den sidste civilist i graven.

I GÅR ANMELDTE vi her i bladet Leif Larsens og Thomas Clausens nye bog De forrådte, som er et dystert og nødvendigt opgør med den periode, da danske myndigheder så åbenlyst tilsidesatte anstændigheden - og loven.
Og igår udsendte Helsinki komitéen sin årlige rapport om overtrædelser af menneskerettighederne i 1996.
Med skælvende hænder slår man op og finder fædrelandets navn, jævnsides med Albanien, Israel og Tyrkiet. To sider til Danmark.
Det er da ikke så slemt. Nej, ikke så slemt. Ikke hvis man synes det ikke er så slemt at danske politifolk, som komitéens rapport slår fast, kan bebrejdes deres optræden over for fremmede, samt - hvilket for alvor er alvor i teksten - Danmark som sådan er ved at udvikle en mere negativ, en fjendtligere, tone over for andre minoritetsgrupper end danskerne selv. Se, det er tankevækkende, eftersom de danske myndigheders opførsel i forgangne kritisable tider selvsagt udsprang af en stemning i befolkningen, en tendens, en mentalitet.
Dét, sammenholdt idag med iagttagelsen udefra, at danske myndigheder ikke udviser påfaldende nidkærhed, hvad angår ringeagtende overgreb mod indvandrergrupper og deres kultur, bekræfter den opmærksomme læser i bekymringen. Det offentlige udsagn - i bredeste forstand - er udtryk for tidsånden, hvis indflydelse på myndighedskulturen er åbenbar.
Derfor er bl.a. Ekstra Bladets kommercielt betingede hykleri i bladets indvandrer- og flygtningekampagne så ondsindet eller ubegavet.
Eller ondsindet og ubegavet.

mtz (Georg Metz)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu