Læsetid: 3 min.

Danmarksbilleder i ord

Hvordan ser vi ud i et ubevogtet øjeblik - set udefra?
17. februar 2006

Det er med et stænk af nyfigenhed, man kigger i det store temanummer af det svenske tidsskrift Ord&Bild 4-5 2005. Det kom lige før jul som en slags julegave fra alle dem hinsidan til alle os i den anden ende af Øresundsbroen. Det handler om Danmark. Der noget sært lokkende over at iagttage sig selv udefra. Man kan se sig i et spejl, javist, men hvordan ser man egentlig ud i et ubevogtet øjeblik?

Ord&Bild forsøger at fange danskerne i ubevogtede øjeblikke. Man vil under overfladen, forstå og fortolke, kigge os ud og forklare.

Der har i den senere tid med rette lydt knubbede ord fra broderfolket om den danske udlændingepolitik, xenofobi, racisme, selvtilstrækkelighed og fordomsfuldhed. Og flere af artiklernes mål er da også at forklare, hvordan det kan gå til, at Danmark er blevet så fordomsfuld. For i svenske øjne har Danmark altid stået for afslappet gemytlighed, åben venlighed og hygge.

Som dansker fornemmer man her fligen af en svensk fordom, men svenske fordomme vender jeg tilbage til om lidt.

Blandt de analytiske artikler finder man Andrew Jamisons klarsynede udredning af, hvorfor Bjørn Lomborg i den grad kunne gøre kometkarriere i miljødebatten, et område det unge menneske strengt taget ingen forstand havde på. Andrew Jamison har blik for skillelinjerne i det danske samfund, og han kan se, hvad modsætningerne rummer. Det fremgår, at han har boet en årrække i Danmark, men ikke, om han er svensker! Han mangler nemlig i den afsluttende oversigt over bidragydere. Så måske er nummerets mest klarsynede iagttager en fremmed på begge sider af Sundet?

For svenskerne har også fordomme. Jeg gætter i det mindste på, at et af de mere fordomsfulde bidrag om er skrevet af en svensker. I hvert fald bringer Kristoffer Gansing en række typisk svenske fordomme om dansk frisind til torvs. Når en tidligere pornomodel som Louise Frevert kan komme til tops i dansk politik, skyldes det det danske frisind særlige blanding af liberalisme og snæversyn, mener han. Gansings håndgreb er at reducere frisindet til 1970'ernes pornobølge af sengekants-film, film med et permissivt, men alligevel snævert og pornoficeret, syn på seksualitet. Kort fortalt er promiskuitet ok, så længe kønsrollerne og kønsfordelingen - én af hver slags pr. knald - overholdes.

Her er afsættet slet og ret for snævert til, at der kan komme andet end de forudfattede konklusioner ud af det.

Fordomsfuldheden viser sig i, at klicheerne ubesværet kan flyttes fra den ene til den anden - fra det ene broderfolk til det andet.

Da jeg i slutningen af 1970'erne boede i Italien var det Sverige, der havde nøjagtigt det ry, Gansing tilskriver Danmark.

Gansing har dog tilsyneladende én god iagttagelse, nemlig, at sengekantsfilmene fortsatte 1950'ernes danske folkekomedietradition i nye klæder/ny afklædning. At snæversyn og fordomme således kunne kolporteres videre til vore dage, blot med lidt frisindet pynt, der forsvandt igen. Det har nok noget på sig, men er det på den anden side overraskende, at lidt fri pseudosex ikke udrydder generationers hele verdensbillede? Det er jo kun forfatteren, der har antaget det.

Gennemgående i artiklerne er imidlertid bekymringen og bestyrtelsen over, at Danmark har ændret sig så meget i selvgod og xenofobisk retning. Den bekymring er vi nogle danskere der deler, og derfor er det for en dansker en trøst at konstatere, at de litterære bidrag i 'dansker-nummeret' lodret modsiger karakteristikkerne af et Danmark i Pia Kjærsgaards billede.

Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup, Christian Yde Frostholm, Lars Skinnebach og Martin Glaz Serup optræder dels som en ung generation, der vidtskuende og begavet hæver blikket højt over de hjemmegroede nationalister; dels demonstrerer de, at der stadig kan laves litteratur i Danmark, alt snæversyn til trods. Dermed personificerer de imidlertid samtidig flere af artiklernes pointe: At Danmark er et dybt splittet land.

Claus Beck Nielsen (1963-2001), der ligeledes bidrager, har taget konsekvensen og er afgået ved døden, så han ligesom Andrew Jamison, der heller ikke eksisterer, kan se det hele udefra.

Det er ikke nogen dårlig position.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her