Læsetid: 3 min.

Skal Dannebrog skændes eller vendes?

Måske er der tider, hvor det er på sin plads at møde autoriteterne med trods, som kulturministeren blev det med von Triers flagskænding, men det er og bliver lidt som at vise sin bare røv. Prøv i stedet at hejse flaget - omvendt på stangen
17. marts 2006

Afbrændingerne af Dannebrog under fjerne himmelstrøg blev på ironisk vis varslet kort forinden af en munter happening, udført af Lars von Trier, da han klippede korset ud af et dansk flag, rimpede hjørnefelterne sammen igen og hejste det kastrerede Dannebrog som den røde fane til tonerne af Internationale.

Hele herligheden blev optaget på videofilm og sendt til Brian Mikkelsen, som "tak" for at Triers Idioterne var kommet med i den kulturministerielle kanon.

I nationalpopulistiske tider som vores kan jeg ikke lade være med at fryde mig over en gestus som von Triers. Konsekvenserne af nationalpopulismen skulle jo med al forfærdelig tydelighed vise sig nogle dage efter, da Danmark endelig fremstod for det store udland som den fremmedfjendtlige og anakronistiske nation, vi er blevet. Måske er der tider, hvor det er på sin plads at møde autoriteterne med trods, Brian med flagskænding, men det er og bliver lidt som at vise sin bare røv.

Der er en egen ironisk logik i kanoniseringen af Idioterne og Triers gensvar. For filmen kan ses som en kritisk undersøgelse af selv samme grænseoverskridende autoritetstrods, som Trier udviser med sin flagskænding.

Idioterne skildrer en gruppe unge menneskers grænseoverskridende frigørelsesprojekt, da de flytter ind i en stor, fornem Søllerød-villa for at give den i rollen som mentalt retarderede.

Projektet i filmen er 'at spasse': at tillægge sig 'idiotens' adfærd, ikke mindst på ekskursioner ud i det omkringliggende samfund, som gerne skal lade sig forarge.

Kollektivet ledes af Stoffer (spillet af Jens Albinus) som tydeligvis ikke er frigjort, men snarere fanget i autoritetsopgøret. Stoffer binder al sin energi i at rase mod den ene faderskikkelse efter den anden, fra onklen, som ejer Søllerød-villaen, til den lille pæne kommunale embedsmand, hvis bil han løber efter i en grotesk strip-scene, der ender som en ren imitatio Christi - nøgen, udmattet og bundet ligger Stoffer hen som en anden Guds søn, der er blevet faderens martyr.

Dér hvor der i filmen virkelig foregår en overskridelse, er ikke i Stoffers rasen mod diverse faderskikkelser (dér glider han tværtimod fint lige ind i den rebel-rolle, som de faderlige autoriteter altid har parat til sønnen, og ministre altid har parat til kunstneren), men i en scene, hvor idiotiens udtryk viser sig at sammenfalde med kærlighedens.

Da kollektivet leger gruppeknald, ender to af dets medlemmer med hinanden i et afsides værelse og er pludselig et nøgent, sårbart og blottet kærlighedspar, og man forstår, at her har vi den sande idioti, eller den i sandhed overskridende følelse, hvis udtryk er idiotien, der således har overskredet sin karakter af autoritetstrodsende gestus og er blevet udtryk for noget hinsides autoritetslogikken.

Med sin trodsige flagafbrænding agerer Trier ret som sin faderprovokerende Stoffer-skikkelse. Men selve filmen, kanoniseret eller ej, viser smukt, hvordan den egentlige overskridelse må overskride selve den logik, hvor autoritet (pæne Brian) og autoritetstrods (provo-Lars) hænger sammen som ærtehalm.

Idioterne handler om jagten på det autentiske udtryk. Det er det, kollektivisterne jagter ved at tillægge sig idiotens mimik og fagter. Og det er det, von Trier jagter, når han (med grumme midler men stor succes) får sine skuespillere til at præstere ægte gråd, ægte raseri, ægte begær.

Et mere autentisk udtryk end den trodsige flagskænding har von Trier givet protesten mod nationalchauvinismen ved at vende flaget om. Siden befrielsesdagen i maj 2004 har Triers filmselskab Zentropa i Avedøre vendt Dannebrog, så de største røde felter er tættest på flagstangen - og det ser faktisk seriøst idiotisk ud!

Hvis flagskændingen er på grænsen til at være idiotisk i betydningen forventet og autoritetsspejlende trods, så er flagvendingen til gengæld idiotisk på den fede måde.

Så kære eventuelle dannebrogsejere: I behøver ikke at gemme eller skænde jeres flag i skam over landets tilstand, nej, vend det i stedet i protest!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu