Andreas Christian Hviid er ikke et navn, der just trænger sig på, når filosofiens eller litteraturens danske kanon skal regnes op. Måske formatet på lidt længere sigt havde bragt til en slags placering, hvis ikke døden havde revet den unge teolog bort i en alder af kun 38 år. Sine skriftlige efterladenskaber fra et kort, men aktivt liv havde Hviid selv reduceret ved at forlange en god del af værket destrueret og forskrækket over den ballade, det vakte.
Når Andreas Christian Hviid, der fulgtes til graven af hundreder af studenter og andet godtfolk, trods alt finder sin niche i vore dage, skyldes det dels den pastel af ham som Jens Juel frembragte i 1785, dels - det er sagen her - den dagbog Hviid førte i årene 1777-1780 under sin dannelsesrejse gennem Tyskland, Italien, Frankrig og Holland.
Denne dagbog, det der var tilbage af den efter Hviids egne anvisninger om dens tilintetgørelse, er nu genopvækket i en forsvarlig og smuk udgivelse med speciel typografi ved Allan Daastrup.
Bogen er forsynet med udførlige kommentarer ved udgiverne og fremtræder i sit hele gennemførte udstyr som en videnskabelig publikation.
Andreas Christian Hviid lever fuldt ud op til sin tidsalders krav om nysgerrighed og registrering. Hvor han kommer frem skildrer han det sete og oplevede med forskerens øjne; han iagttager og spørger sig for, intet er for småt og meget lidt for stort, om end Hviids evne til at skelne mellem revl og krat måske også af og til lader noget tilbage at ønske.
Imidlertid åbner disse udførlige dagbogsblade øjnene for eftertiden vedrørende rejsens vilkår samt et dannet menneskes forestillingsverden. Det er oplysningen, det gælder. I den og i oplysningsfilosofien ligger vejen frem for reformer af menneskehedens vilkår.
En nødvendig rejse
De, der beskylder den tilnærmelse til tingene for sværmeri og afvisning af det konkrete, går galt i byen. For Hviid som for hans samtidige var oplysningens muligheder højst konkrete, det gjaldt blot om at opsøge fænomener og personer og i øvrigt forsøge at begribe tilbuddenes rækkevidde.
Dertil er rejsen en nødvendighed - man kan sige en væsentlig del af oplysningsprojektet. Dengang, som nu hvor nyreaktionære ideologer nærer afsky for oplysningen på linje med hedenskab og indvandring, mødte en begejstret rejsende som Hviid sine modsigere.
Det provinsielle danske åndsliv og politiske aktører har ikke meget til overs for folk med fikse ideer udefra og fra en verden, de ikke kender og heller ikke bryder sig om at kende.
Forelæser om tolerance
Da Hviid vender hjem efter sin lange rejse, påbegynder han forelæsninger på Københavns Universitet; emnerne er blandt andet tolerance og opgør med den ortodokse teologi og i det hele taget kritik af sig-selv-nok samfundet i statssekretær Høegh-Guldbergs ånd.
Pudsigt nok var det Guldberg, der havde afstedkommet rejsen, men den dybt konservative embedsmandspolitiker måtte altså lide den tort at se sin protegé skeje ud. I de reformivrige kredse, som for en stakket stund fik mere luft under vingerne efter det ublodige statskup i foråret 1784, kom den frisindede rejsedagbog med de mange oplysninger om Europas progressive kræfter ligge netop da som manna fra himlen.
Indblik i tiden
Tænk, hvad der dog gik i svang i det store nære og dog så fjerne udland, og alle var det jo ikke beskåret at komme uden for Danmarks grænser og så så længe. Hviid brød sig som antydet ikke om den opsigt, hans skriverier vakte og forlangte på den baggrund på dødslejet en væsentlig del, måske den mest interessante nemlig bl.a. Italiens-afsnittet destrueret.
Bogen er ikke et litterært mesterværk; Hviid er heller ikke et forstadium til H.C. Andersens dagbogskunst eller den følsomt rejsende som Sterrne.
Men den er dybt fascinerende som indblik eller snarere sidelys på en svunden tids intellektuelle rejsende og dermed selvfølgelig også på rejsens kulturhistorie og som sagt på Oplysningstidens hverdag, kunne man sige.
Der var desuden engang, da Europa bogstaveligt talt var ukendt land i mere end en forstand, hvor vore dages fremmedforskrækkede afviser det nære broderskab i verdensdelen.
