Læsetid: 3 min.

Danse macabre på Balkan

23. marts 1999

MED EN FORAGT for indgåede aftaler, der virker demonstrativ, har den serbiske leder, Slobodan Milosevic, i de seneste dage givet sine sikkerhedsstyrker så godt som frie hænder til at fortsætte den etniske rensning af Kosovo, som efter internationalt pres blev afbrudt sidste efterår.
Læsning af journalisters rapporter fra Kosovo er en deja vu-oplevelse for enhver, der har fulgt med i Jugoslaviens voldelige opløsning. Siden de 1.400 OSCE-observatører blev trukket hjem fra Kosovo lørdag, har kutteklædte serbiske styrker tømt hele byer som f.eks. Srbica med dens 20.000 indbyggere, ført mændene til en uvis skæbne, drevet gamle, kvinder og børn op i bjergene, sat boliger i brand.
Washington har på ny sendt sin Balkan-troubleshooter Richard Holbrooke til Beograd for at aflevere et ultimatum til den serbiske leder: Stop øjeblikkeligt de serbiske styrkers vold i Kosovo, skriv under på Rambouillet-aftalen om Kosovos selvstyre - eller tag konsekvenserne!
Og konsekvenserne står ca. 400 kamp- og bombefly parat til at effektuere. Det første svidende angreb, udført med 'førerløse' krydserraketter affyret fra Adriaterhavet, vil blive rettet mod serbiske luftforsvarsbatterier, radarstationer og kommandocentre. Og hvis det ikke er nok, vil bølger af fly angribe militære lufthavne, brændstofdepoter og militære kaserner, bl.a. med det formål at udradere de ca. 40.000 jugoslaviske soldater, der står parat til at rykke ind i Kosovo.

DER ER RIGELIGT med argumenter imod en sådan udenlandsk intervention. Det jugoslaviske militær er en langt mere frygtindgydende modstander end f.eks. Saddam Husseins militær, og vestlige tab på påregnes.
Lige meget hvor højteknologisk og 'ren' en krig, NATO-alliancen forsøger at føre, vil der uundgåeligt være civile serbiske tab. Kommer det så vidt, vil 'neutraliseringen' af serbiske soldater blive et ulideligt slagteri - hvilket må rejse spørgsmålet, hvorfor vi i Vesten har været så ivrige efter at hjemsende i tusindvis af serbiske desertører.
Kritikere vil fremføre, at NATO-alliancen går ud over ethvert folkeretsligt mandat ved at handle på egen hånd uden om FN's Sikkerhedsråd, hvor Ruslands og Kinas vetoret er en forhåndsgaranti mod enhver 'indblanding i en suveræn stats indre anliggender'.
Endelig vil kritikken fremføre den gamle militærtaktiske sandhed: Ingen krig vindes fra luften. Kommer det til kamp om selve kontrollen med Kosovo kræver det indsættelse af NATO-landstyrker - en langt mere kompliceret, kostbar, tabsgivende og politisk kontroversiel beslutning.

ALLE DISSE ARGUMENTER er - i varierende grad - berettigede. Alligevel vil - og må - NATO-alliancen ikke tøve med at udføre bombetruslerne, hvis Milosevic fremturer. Af tre grunde:
*Vestlig tøven vil føre til en humanitær katastrofe i Kosovo. Vi vil blive vidner til en fortsættelse af Beograds 'brændte jord'-taktik med massakrer, folkefordrivelser, nedbrændte landsbyer og rædselsslagne flygtninge i et omfang, som ikke vil - og ikke bør - blive accepteret i Europa på vej over årtusind-tærsklen.
*For det andet vil en spredning af konflikten være sandsynlig. Albanien vil næppe kunne se passivt på nedslagtningen af etniske brødre, og Makedoniens skrøbelige sameksistens mellem slaver og albanere vil blive sat på spil. Lykkes det Milosevic at nedkæmpe Kosovo-albanerne, står oprørske Montenegro for tur.
*Endelig står hele post-koldkrigens sikkerhedspolitiske orden på spil, hvis NATO, den eneste reelle opretholder af en vis form for stabilitet i Europa, viser svaghed. En sådan svækkelse vil de bosniske serbere vide at udnytte - Vestens politiske, økonomiske og militære fredsprojekt i Bosnien vil være spildt. Men ikke nok med det: NATO's rolle som bolværk mod en genopvakt nationalisme og revanchisme i Europa vil være anfægtet.

DET VIL IKKE få lov at ske, og det ved Balkan-konfliktens drevne aktører sandsynligvis. Milosevic er ved sin helt excessive brug af vold i færd med at give NATO's interventions-villige regeringer den opbakning, de har brug for, til at gribe militært ind.
En massiv demonstration af NATO's militære overmagt er på den anden side, hvad Milosevic behøver, når han over for en opgejlet serbisk offentlighed og sine nationalistiske støttepartier skal forsvare, hvorfor han er nødt til at underkaste sig Rambouillet-aftalens åg.
Denne logik kan anfægtes - og bliver det måske af virkeligheden i de kommende uger. Men meget taler for, at det vi for øjeblikket bevidner i Kosovo er en realpolitisk danse macabre, formentlig ikke-aftalt, men drevet frem af konfliktens indbyggede logik, med tvangsudskrevne serbiske soldater og Kosovo-albanske landsbybeboere som ofre for serbisk kynisme og alt for langvarig international tøven. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her