Læsetid: 6 min.

Dansegulvets uovertrufne mester

James Brown er død, 73 år gammel. Få musikalske koryfæer formåede i den grad at få sin musik til at swinge, og hans bedste numre vil kunne sætte gang i et hvilket som helst dansegulv, herfra og til dans engang bliver forbudt
28. december 2006

Jeg tror aldrig, jeg har lavet et festbånd - og det er vel blevet til nogle hundrede stykker ned gennem årene - eller spillet et DJ-sæt uden at inkludere mindst én James Brown-skæring. Fordi numre som "Papa's Got A Brand New Bag" (1965), "Cold Sweat" (1967), "Funky Drummer" (1969) - i øvrigt det mest samplede nummer nogensinde - "Get Up (I Feel Like Being) A Sex Machine" (1970), "Talkin' Loud And Sayin' Notning" (1970), "Hot Pants" (1971), "Get On The Good Foot" (1972) og uhyggeligt mange flere altid og uden undtagelse får folk op af stolene og ud på dansegulvet. Der er noget over disse staccato-prægede rytmer, uroligt simrende basgange, præcise blæser-stød og ekstatiske vokalfremførsler, der rammer lige ned i ens danse-DNA.

Og så kan musikken fra Browns storhedstid få selv den dorskeste og mest urytmisk anlagte personage blandt os til at smide hæmningerne over bord såvel som arme og ben rundt i lokalet og i det hele taget føle sig som a goddamn sex machine. Hvilket alle indimellem godt kan trænge til, lige meget hvor lidt rod i virkeligheden denne selvopfattelse ellers har. Det er musik, der ganske enkelt forlanger at blive danset til. Kan en person modstå dette guddommelige groove, når det for fuld knald blastes ud i et festlokale, anbefales vedkommende at ringe til sin læge. I en ruf. Ja, eller måske ligefrem en bedemand. For så må rigor mortis være lige op over. Det er og bliver den perfekte antitese til den stædige kristne adskillelse af krop og sjæl, selvom den paradoksalt nok tager afsæt i de amerikanske sydstaters møgsvedige gospelmusik. Sådan er der så meget, og Gud er sikkert grundlæggende pisselige-glad med, om vi danser eller ej. Der er bare rigtig mange af hans disciple, der har tillagt sig en noget sygelig forestilling om kroppen. James Brown gjorde via sin praksis hvad han kunne for at forene, hvad århundreders indoktrinering ellers ihærdigt har forsøgt at adskille.

Ubarmhjertig indpisker

Men simple som disse numre tilsyneladende er - og ofte behøvede James Brown og hans kumpaner kun en enkelt akkord eller et velsiddende riff som afsæt for et nummer, der snildt kunne vare en 7-8 minutter; og bliver det trods det massivt gyngende groove for meget, kunne man høre Brown udbryde et af sine berømte 'take me to the bridge', hvorefter musikken et kort øjeblik tager en anden retning, for så så hurtigt som muligt at vende tilbage til sit udgangspunkt - er det et uomtvisteligt faktum, at de er næsten umulige for andre at spille. I hvert fald så det fungerer!

Ikke fordi James Browns numre ('sange' er måske at tage munden for fuld, for melodier handlede det sjældent om, men så absolut og primært om swing og groove) ikke i vid udstrækning er blev indspillet af andre - tværtimod er listen over dem, der har forsøgt, faktisk ganske forfærdende lang. Ikke mindst i 1960'erne, hvor hvide dansebands i stor stil levede af at kalkere den sorte soulmusik, blev mange af Browns hits forsøgt relanceret, men altid uden held. At Brown skulle have været både perfektionist og en rytmisk ubarmhjertig indpisker, der gerne drev både bands og lydteknikere til randen af nervøst sammenbrud, hvad angik at få det lige som han ville, gav pote på den facon, at resultatet var rytmisk uefterligneligt på samme vis som den intrikate måde, hvert enkelt instrument ligesom låstes sammen i kraft af en nøje udtænkt slagtøjsagtig funktion, der stort set kun kunne udføres af dem, som havde spillet dette materiale aften ud og aften ind på kryds og tværs af USA på de nådesløse turneer, der mere end noget andet skabte Browns renomme.

Ufattelig selvdisciplin

James Brown tilhører i sidste ende den særligt udvalgte elite, hvis navn er blevet synonymt med en eksakt genre, og hvis navn er lig signalementet af en helt bestemt spillestil. Inden for den sorte amerikanske tradition, han både byggede på og videreudviklede, bør han derfor nævnes i samme åndedrag som Louis Armstrong, Count Basie, Duke Ellington, Charlie Parker, Miles Davis (der så stod fadder til indtil flere retninger), Fats Domino, Little Richard, Ray Charles og Sam Cooke; ikke fordi han lignede nogen af dem synderligt, men fordi han som dem skabte en unik og øjeblikkeligt identificerbar stil, som i Browns tilfælde førte til den heftigt synkoperede genre, der døbtes funk. Og selvom andre måske formåede at gøre funken mere kompleks og sofistikeret end James Brown og hans uovertrufne koncertensemble, The JB's, var der ingen, der kunne levere den på samme effektive, no-nonsense-facon, hvilket givet er forklaringen på dens utrolige slidstyrke.

Ikke at det på nogen måde stod skrevet i stjernerne, at James Brown skulle ende som en af den afroamerikanske musiks absolutte ikoner med tilhørende malende titler såsom Mr. Dynamite (i de første 10 år af karrieren), The Hardest Working Man In Show Business, Soul Brother No. 1 og hen mod slutningen simpelthen The Godfather of Soul. Men gennem en næsten ufattelig hård selvdisciplin og en arbejdsindsats helt ud over det sædvanlige lykkedes det James Brown ikke blot at skabe sig et navn og en niche, men i processen blive et ikon for de mange, der aktivt deltog i 1960'ernes borgerrettighedsbevægelser, der i korte træk gik ud på at ændre sorte amerikaneres status fra andenrangs mennesker til fuldgyldige borgere på linje med alle andre i det USA, der i et væk elsker at fremhæve sig selv som et mønstersamfund, andre nationer bør ligne. I så vid udstrækning som muligt.

Fuldstændig kontrol

Født i fattige kår i 1933 i delstaten Georgia skulle Brown først (omend næppe af lyst) prøve sig af som bomuldsplukker, skopudser og gadedanser, før han røg en tur i ungdomsfængsel. Der kastede han sig først over boksningen og siden det noget ædlere baseball, før en benskade satte en stopper for sportsambitionerne. I de tidlige 50'ere dannede han vokalgruppen The Famous Flames i tidens stil, dvs. lige dele efterkrigstids-r&b og doo-wop, og selvom den i 1956 hittede med sin allerførste single, den tryglende "Please Please Please", var det først, da Brown fik vristet sig fri af pladeselskabsbossen Syd Nathans kvælende greb, at han blev i stand til at benytte sit fint tunede turneband ved pladeindspilninger.

Til da havde han primært skabt sig et navn ved sine eksplosivt dynamiske koncerter, og det blev netop med live-albummet The James Brown Show Live at The Apollo, han i 1963 seriøst trådte i karakter og i processen fik tag i et hvidt publikum. Han skulle vente yderligere to år på det famøse crossover-hit i form af "Papa's Got A Brand New Bag", men derefter så han sig stort set heller ikke tilbage de følgende 9-10 år, hvor han fuldstændig dominerede sort musik, før han som så mange andre blev offer for diskomusikkens mere flygtige og anonyme karakter, hvor sangene som regel overskyggede kunstnerne.

Hele vejen igennem handlede det om kontrol, og til sidst fik Brown da også opbygget et imperium, han havde fuldstændig styr på ned til mindste detalje. At han så gentagne gange hen i mod slutningen af karrieren mistede samme kontrol pga. ulykkelige omstændigheder, heriblandt ikke mindst en ulyksalig flirt med diverse stoffer, bør aldrig få lov til at overskygge storheden ved hans enorme og uomgængelige værk, der altid handlede om forløsning, frigørelse og transcendens. Det er én af den rytmiske musiks helt store giganter, der er gået bort, så æret være hans minde. Og så er det ellers ud på dansegulvet, venner, thi som mesteren sang: "I got ants in my pants, and I need to dance".

Klaus Lynggaard er DJ på Cinemateket i Gothersgade, Kbh., i morgen fra kl. 23 og vil i anledning af Mesterens bortgang give godt med gas for Mr. Dynamites numre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu