Walk The Line er en både gribende og stærk film om de første 36 år (1932-1968) af country-rebellen og -ikonet Johnny Cash' (kærligheds)liv og karriere. Så er det sagt. Derimod ikke påstået, at den er fuldstændig uproblematisk; men mere om det senere. For som i to andre musikbiografisk anlagte film fra nyere tid Oliver Stones The Doors (1991) med Val Kilmer som en uhyggeligt overbevisende Jim Morrison og ikke mindst den eminente Jamie Foxx som legendariske Ray Charles i Taylor Hackfords vellykkede Ray! (2004) bides der først og fremmest mærke i, at hovedrolleindehaverne leverer en præstation, der nærmest udvisker grænsen mellem fiktion og fakticitet.
Både Joaquin Phoenix som Manden selv og Reese Witherspoon som June Carter, kvinden i hans liv, leverer præstationer af den slags, der simpelt hen tager vejret fra én. En slags once-in-a-lifetime indsatser, der efterlader den betragtende euforisk. Så euforisk, at enhver skepsis rask væk deponeres i garderoben.
Og eventuel tvivl først kommer snigende længe efter, biografens trygt forede osteklokke er forladt. For hvad enten man er Cash-ekspert eller blot forbinder ham med de to-tre sange, der simpelthen ikke kan undgås i den offentlige sfære, vil man næsten pr. automatik rives med og engageres fra første billede.
Skuespillerne er i den grad ét med deres subjekter og redder filmen hjem, selv når den bliver allermest melodramatisk og momentvist tangerer tv-filmens bekvemme løsningsmodeller. Hvilket ikke er så sært, eftersom historien grundlæggende postulerer, at en selvdestruktiv mand i rasende kamp med alskens dæmoner kan reddes af en kvinde, hvis sind og væremåde ikke ligger langt fra, hvad man ville forvente fra en engel. Det er lige ved at blive for meget af det gode, hvis ikke hun som modvægt besad en befriende og selvironisk humor samt udpræget modvilje mod at blive offer for Cash.
Askeagtig smag i munden
På den måde minder filmen også om den gode countrysang, hvor først og fremmest følelsen dominerer. Men også på Cash og Carters faktuelle forhold, sådan som de valgte at fremstille det; ikke mindst i Cash' to selvbiografier, der har leveret en stor del af det materiale, filmen bygger på. Her er ikke plads til dissidens. Men derfor efterlader filmens fremstilling af protagonistens første hustru, Viv (en i øvrigt velspillende Ginnifer Goodwin), også én med en lidt askeagtig smag i munden.
Måske var hun en bitch, bestemt ingen engel, men tilbragte hun så ikke også det meste af sit liv på at vente på en mand, der turnerede og indspillede plader mindst 300 dage om året, mens et eskalerende pille- og alkoholmisbrug langsomt fratog ham ethvert forsonende træk. Passede hans børn og holdt baglandet i orden, så han i perioden 1955-1966 (hvor parret blev skilt) kunne koncentrere sig om sin kunst samt den krævende disciplin, det trods alt er at gå i hundene. Og samtidig aften efter aften gik på scenen med denne June Carter, han åbenlyst var besat af. Nok mere hærværk end humor, når alt kommer til alt.
For først og sidst er Walk The Line en kærlighedsfilm. Ikke at den går uden om karrieren overhovedet ikke, men kærligheden udgør den benzin, der driver fortællingens elegant spindende motor. Tilmed en film om en temmelig umulig kærlighed. Fra Johnny og June mødes til en koncert i de 'uskyldige' 50'ere, til de kan endelig kan sige "I do!", går der over 10 år, hvilket er en rum tid, eftersom såvel filmen som Johnny Cash' to selvbiografier postulerer, at det var kærlighed ved første øjekast. I hvert fald fra hans side.
Det bliver så på en gang filmens svaghed og styrke, at den fokuserer så voldsomt på dette aspekt, thi det efterlader ind i mellem såvel Cash' kunst som hans motiver i skyggen. Og de er dog interessante nok. For trods hans forankring i countrymusikken som han ene mand skabte en særegen niche indenfor, helt uden steel guitars og fioler var han på mange måder en mindst lige så egensindig og sær kunstner som f.eks. Miles Davis, Picasso og Bob Dylan. Det aspekt forsømmes desværre en smule i den i øvrigt pænt lange film.
Et livstidstraume eller to
Der startes og sluttes samme sted: I Folsom-fængslet i 1968, i minutterne før Cash går på for at optræde for de indsatte og ved samme lejlighed indspille karrierens mest berømmede og bedst sælgende lp, det med rette anerkendte og nyklassiske At Folsom Prison. I mangel af et egentlig bagsceneområde sidder han i et af fangeværkstederne og får derved øje på en rundsav. Og vupti så er vi tilbage i delstaten Arkansas under depressionen i sommeren 1944, hvor forholdet til centrale figurer i familien hurtigt (næsten for hurtigt) ridses op: Den dominerende, indebrændte og alkoholiske fader, Ray (en ualmindelig indebrændt Robert Patrick); den konstant syngende og forsonende moder (en fin præstation fra sangerinden Shelby Lynne) samt ikke mindst en nærmest helgenagtigt fremstillet storebror, der omkommer ved en rundsavsulykke.
Faderen både bebrejder Johnny ulykken og påstår i samme åndedræt, at det var den forkerte søn, der døde. Den slags skulle nok give et livstidstraume eller to.
Og så følger det ellers episodisk slag i slag; den unge mand forlader det dybt forarmede husmandssted, melder sig til hæren, udstationeres i Tyskland, hvor han lærer sig selv at spille guitar og skriver sine første sange. Vender tilbage til et industrielt ekspanderende og velfærdsboomende USA, gifter sig opad, får et skodjob og spiller med vennerne om aftenen. Indtil han får foretræde for pladeselskabsmanden Sam Philips, der lærer ham at finde sin indre stemme og udsender hans første, nu klassiske indspilninger på Sun Records med The Tennessee Two. Vejen til berømmelse via utallige såkaldte package tours med andre Sun-kunstnere som Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison m.fl., hvor han lærer at tage piller og drikke sig sanseløs.
Derefter en lang, lang dans med dæmoner, mens karrieren op gennem 1960'erne langsomt går ned ad bakke, for til sidst næsten at gå i stå. Og så kommer June som en anden frelsende engel ind fra højre og får denne selvudslettende og af tvivl plagede bondedreng på ret køl, således at cirklen kan sluttes og koncerten i Folsom påbegyndes. En vild tur.
Som vi først og fremmest forbinder den bedste countrymusik med direkte og ukunstslette følelser, således også James Mangolds fortolkning af Cash-legenden i Walk The Line. Intet mesterværk, men qua sine fantastiske skuespillerpræstationer, sit fabelagtige tidsbillede og en eminent billedredigering så absolut både en messe og en brandert værd.
