Læsetid: 6 min.

Dansk arbejderidræt undervurderet

Stærke kræfter i dansk idræt lænede sig i 1930'erne tæt op ad idealer, der lå nær nazismens, som Hans Bonde anskueliggør i sin nye bog 'Fodbold med fjenden', men han yder ikke arbejderidrætten fuld retfærdighed for dens markante modstand mod nazismen
14. marts 2007

Idræt og politik lader sig ikke adskille. Det er en af hoved-teserne i Hans Bondes bog Fodbold med fjenden - Dansk idræt under hagekorset (Syddansk Universitetsforlag). Jeg er helt enig i påstanden, hvis aktualitet understreges af, at dansk idræt uden nævneværdige overvejelser forventes at ville deltage i de forestående olympiske lege i Beijing 2008. At danske idrætsledere under besættelsen aktivt arbejdede på at få idrætssamkvemmet med Tyskland til at fungere, er der heller ingen grund til at betvivle. Hvorfor fik idrætssamkvemmet med det nazistiske Tyskland da ikke et større omfang? Fordi eksterne faktorer såsom den svenske idrætsledelses dispositioner og tilskuerdemonstrationer mod nazistiske sportsfolks virke på danske idrætsarenaer forhindrede det, svarer Bonde blandt andet.

Bonde undervurderer imidlertid dansk arbejderidræts modstand mod idrætssamarbejde med det nazistiske Tyskland i 1930'erne. Samme dag (den 30. januar 1933), som den socialdemokratisk ledede regering indgik forlig med Venstre i Kanslergade, blev Adolf Hitler udnævnt til rigskansler. Et halvt år senere blev det tyske socialdemokrati og det tyske arbejderidrætsforbund udraderet. Dansk Idræts Forbund så passivt til, hvorimod danske arbejderidrætsklubber reagerede mod det nazistiske diktatur.

Under overskriften 'Oplysning' hed det i Arbejdernes Roklubs medlemsblad (Arbejder-roning 1933, nr. 11), at den borgerlige sports tilhængere burde være klar over, at påstanden om sportens 'neutralitet' fandt sine tilhængere i de konservative blade. En sådan 'neutralitet' gjorde sig i Tyskland gældende på den måde, at den borgerlige sport kastede sig i armene på nazismen. Som medlem af en arbejderklub måtte man være uangribelig i forhold til den klasse, man tjente. Dette måtte indebære, "at vi alle som en selvfølge står som medlemmer af vore fag-, parti- eller ungdomsforening, og for det andet, at vi må være rustet til sammen med den øvrige arbejder-bevægelse at møde de farer, der truer os i form af nazisme og fascisme."

Alternativ kropskultur

Danske arbejderidrætsklubber var ganske bevidste om idrættens politiske karakter. Mange af dem havde i 1929 samlet sig i Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) og kunne tilslutte sig det nye idrætsforbunds formål, der vendte sig kraftigt mod den internationale kapitalisme og militarisme og mod den borgerlige sports såkaldte neutrale og upolitiske virksomhed. Hensigten var at skabe en alternativ kropskultur befriet for enkeltmandspræstationer. En arbejdsglad ungdom skulle gennem idrætsøvelser, der byggede på samarbejde og kammeratskab, opnå legemlige kræfter til at gennemføre den "åndelige, sociale og politiske befrielseskamp".

Socialdemokratiet støttede i første omgang dannelsen af DAI, fordi idrætsforbundets love i høj grad var tilpasset partiets politik. Ydermere havde partiet og andre grene af arbejderbevægelsen repræsentanter i DAI's forretningsudvalg. Partiets forsøg på at forlige DAI og DIF, hvilket var i overensstemmelse med statsminister Thorvald Staunings visioner om at skabe et bredt favnende folkeparti, led hurtigt skibbrud (i 1930). Ikke overraskende stod de to forbund med hver sine synspunkter, da der skulle tages stilling til dansk deltagelse i det forestående nazistiske OL i Berlin 1936.

I DAI's medlemsblad (Arbejder-Idræt Nr. 1, 1935) stod der under overskriften "Til organiserede Arbejdere og Partifæller!", at den borgerlige idræt i 1936 skulle afholde olympiade i Berlin under hagekorsets tegn, "det Tegn, hvorunder de nazistiske Bødler har knust hele den tyske Arbejderbevægelse, myrdet og mishandlet Tusinder af vore Kammerater og Partifælder". Derfor følgende parole: "Ingen organiseret Arbejder er med til at propagandere for Nazismen ved at deltage i Olympiaden i Berlin 1936."

Tog afstand fra OL

Arbejderidrætsforbundet tog, som også Bonde pointerer, kraftigt afstand fra det nazistiske OL. Derimod kunne DIF under henvisning til sportens neutralitet varmt anbefale dansk deltagelse, hvilket var i overensstemmelse med den socialdemokratisk-radikale regerings neutrale holdning til spørgsmålet.

Bonde yder imidlertid ikke DAI og arbejderidrætten fuld retfærdighed for dens andel i kampen mod nazismen. På et tidligt tidspunkt agiterede arbejderidrætsforbundet imod konkrete idrætsbegivenheder med nazistisk deltagelse og lagde afstand til jødeforfølgelserne i Tyskland.

Under den løbende artikelserie 'Kamp mod Nazismen!' bragte forbundet (i Arbejder-Idræt Nr. 1, 1934) en resolution fra Arbejdernes Boldspil Union, som i anledning af et nazistisk svømmestævne d. 14. og 15. april henstillede "til sine Medlemmer, til samtlige københavnske Arbejderidrætsmænd, til Parti- og Fagfæller at tage skarpt Afstand fra de nazistiske Idrætsstævner, der skal finde Sted i Sommerens Løb."

Læserne af medlemsbladet blev løbende orienteret om jødeforfølgelserne (bl.a. i Arbejder-Idræt Nr. 6, 1934). Dansk arbejderidræt slog sig ikke til tåls med, at Tyskland havde udsendt officielle meddelelser om, at jøderne ville få "frit lejde" til det forestående OL. Formålet hermed var nemlig at dulme samvittigheden hos de indbudte deltagerlande. Og det resulterede i løfter om deltagelse fra skeptisk indstillede lande (Arbejder-roning 1936, nr. 4).

Satiriske tegninger af Hitler i DAI's medlemsblad skulle være med til at skærpe modstanden mod nazismen. Satiren fandt også plads i den socialdemokratiske partiavis Social-Demokraten. Den radikale udenrigsminister, Peter Munch, henstillede til pressen om ikke at tage parti, når man beskrev forholdene i Tyskland. Men den danske udenrigsminister forklarede samtidig den tyske gesandt, at den danske presse var uafhængig af regeringen. Man kunne kun henstille til den, men ikke påbyde den en bestemt holdning.

Anspændt forhold til DIF

Arbejderidrættens modstand mod den nazistiske idræt relaterer sig uden tvivl til det (gennem årtier) anspændte forhold til DIF. Fra begyndelsen af 1900-tallet søgte borgerskabet at opdrage arbejderidrætsmændene, så deres moralske værdier blev skubbet i retning af borgerskabets egne internaliserede normer. Herigennem kunne man tillige imødegå truslen fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Selv om måden, sporten blev dyrket på, havde stor betydning for borgerskabet, var dets ønsker om at opdrage og reformere arbejderklassen fra omkring århundredeskiftet lige så store som ønsket om distinktion.

Arbejderidrætten havde gentagne gange lagt afstand til DIF's politiske og dannelsesmæssige idealer, der uden nævneværdig slinger i valsen var gået i arv fra ledelse til ledelse med militær tilknytning og af borgerlig politisk observans.

For arbejderne var det ikke påtrængende at følge borgerskabets anvisninger om at tilegne sig en "stærk karakter", men snarere at opnå udholdenhed og koldblodighed samt sikre sig sundhed i et arbejdsliv præget af hårdt fysisk, nedslidende og ensformigt arbejde. Arbejdernes manglende vilje til at følge sportens amatør- og fairplay-ideal om mådehold og beskedenhed skyldtes, at de to idealer var uforenelige med arbejdernes kamp for bedre løn og var ensbetydende med dårligere forhold for både familien og arbejdskammeraterne. Arbejderne ønskede gennem solidaritet med deres hold at få det maksimale udbytte af deres anstrengelser på sportsplads såvel som på arbejdsplads. Mange arbejdere betragtede idrætten som et middel i kampen for bedre livsvilkår og ikke som en adgangsbillet til det borgerlige samfund.

Stærke kræfter i dansk idræt lænede sig tæt op ad idræts- og kropsidealer, der lå nær nazismens. Dette forhold har Bondes undersøgelse på forbilledlig vis anskue-liggjort. Men Bonde levner ikke arbejderidrætten megen plads, skønt dens organisationer ydede markant modstand mod nazismen i 1930'erne. Ikke mindst bidrog den til en bevidstgørelse hos idrætsudøvere, ledere og det store sportspublikum til en nærmere forståelse af deres egen placering som kulturelle/historiske individer med de muligheder, dette måtte indebære som medbestemmende og kritiske deltagere i såvel idrætslivet som i samfundsudviklingen som helhed.

Under nazismen blev menneskerettighederne sat ud af kraft. Foran os venter De Olympiske Lege i det kommunistiske Kina, der på en række områder ser stort på samme rettigheder. Det ville være ønskeligt, om dansk idræt allerede nu gav plads til diskussioner, der kunne fremlægge fordele og ulemper ved OL-deltagelse med henblik på en overholdelse af menneskerettighederne. Med sin bog har Bonde leveret det bedst tænkelige oplæg.

Aage Hofmann er idrætshistoriker, ph.d.

Kronikken i morgen:

DR's overskridelser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu