Læsetid: 4 min.

Dansk er dejligt og pinligt

Og er det en truet mundart og kultur? Ny bog forsøger at kaste lys over spørgsmålet: Hvad er så danskhed?
21. september 2005

Selv med Dansk Identitetshistorie (red. Ole Feldbæk) fra 1990'ernes begyndelse i ryggen er der stor usikkerhed i opfattelsen af, hvem vi egentlig er, hvad 'danskhed' er for en størrelse nu om dage. Vi er altid forhippede på at definere det særligt danske, og nu, hvor der er erklæret kulturkamp, skal det naturligvis helst opfattes som et værdibegreb, så meget mere som de mange tilflyttere stort set ikke synes, at det er meget bevendt. En opfattelse, der heller slet ikke er ukendt blandt gammelbeboerne, hvor to af de faste slogans lyder: 'Det er dansk - det er dejligt' og 'Det er dansk - det er pinligt'.

Hvad er så danskhed? lyder da den utålmodige bogtitel på et nyt forsøg på at kaste lys over fænomenet i form af en antologi af artikler skrevet af danske litterater, medieforskere og sprogfolk og krydret med en distanceret betragtning af Gunnar Syréhn, svensk lektor ved Københavns Universitet. Efter mange års kendskab til folkeånden i Danmark understreger han vores smilende ugæstfrihed, vores særlige evne til at tillægge svenskerne alle de fejl, vi ikke vil vedkende os selv, vores uhyggelige hyggebegreb, nationale selvglæde og tro på altid at have ret samt evnen til at leve under et regime af forbud og detaljerede regler og så opfatte det som en særlig frihed. I hans optik ser jeg danskeren for mig stående ganske alene en nat ved en øde vejbane og vente på, at der bliver grønt lys med tilladelse til at passere.

En norsk dansker, Tore Kristiansen, får også ordet om danskhed i sproget og studser over vores umådelige fordomme og flagellantiske opfattelse af, at dansk egentlig er et grimt sprog.

Myter

Til gengæld for de to sympatisørers kritik kæmper litteraterne med resterne af den nationalromantiske lovprisning af netop sproget og dets særlige udmøntning af treenigheden Gud, konge og fædreland og myternes magt. Roland Barthes analyserede i bogen Mytologier, hvordan man kan stjæle en 'taleform' og levere den tilbage, som om den var uberørt. Når f.eks. en plakat viser en farvet soldat gøre honnør for tricoloren, legitimerer man imperialismen i et slagkraftigt billede, ganske som Dansk Folkeparti forfalsker danskheden med et fotografi af Pia Kjærsgaard stående foran en hvidkalket dansk landsbykirke med en flagstang og et vajende dannebrog i mellemgrunden. Et billede, som Erik A. Nielsen med væmmelse lader sig hjemsøge af i sin indledende artikel, der symptomatisk er formet som 49 punkter af en lille elementarlære. Virkeligheden er vel kendetegnet ved fragmenter af en drømt helhed, tør jeg slutte. Han lægger vægt på 'sprogethed' - der lyder lige så kunstigt som det meste af den nødvendige debat - altså noget, man ikke har bestemt sig for, men som er vederfaret en, længe før man fik sprog nok til at udforske sin sprogethed. Han foretrækker at tale om 'førstesproget' frem for modersmålet, som er romantisk belastet, om sprogets særlige evne til at skabe dybe forestillingsbilleder, udviklet gennem litteraturen. Hans konklusion er, at om vi ikke for alvor kommer i gang med at diskutere, hvilken virkelighed dansk peger hen på, så går fænomenet trange tider i møde.

Og trange tider er for de fleste et omkvæd.

Thomas Bredsdorff viser de historiske faser af danskernes fremmedfrygt og ordet dansk som magtredskab, som da Johannes Ewald i forlorne vendinger besang Guldbergs lov om dansk indfødsret til embeder for at bremse tyskernes indflydelse i 1700-tallets ende. Sådan blev poesien brugt som et billigt redskab i modsætning til samme Ewalds ægte danskhed, når han præcist udtrykte det han ville, med eksempel i hans Levnet og Meeninger. Dansk er så det bedste sprog - for os. Digtning kan misbruges, fortæller også anvendelsen af hans vise Kong Christian stod ved høien Mast, der blev ophøjet til nationens kongesang, skønt den i sammenhængen i dramaet Fiskerne er et scoretrick, hvor fiskeren Knud vil forføre den små Birthe med sine bravader.

Knud Wentzel taler traditionens sag med litteraturen som dannelsesgrundlag, en kultur truet af rent fremtidsorienteret amerikansk globalisering side om side med stærkt traditionsstyrede indvandrerkulturer, der begge spiller kortene i hænderne på den nationalistiske højrefløj i Danmark.

Koldsindighed

Generelt er medie- og sprogforskerne noget mere koldsindige i synet på udviklingen, Klaus Kjøller med en brugsanvisning for danskhed, Hanne Ruus med en oversigt over sprogudviklingens historie, Frans Gregersen om førstesprogets helliggørelse, om vores sproglige intolerance over for variationerne i det talte sprog og sprogrigtighedshysteri, der trives samtidig med det overdådige sjuskeri med sproget i aviser og andre medier og den gængse mængde trykfejl i bøger, noget enestående dansk sammenlignet med de store kulturer.

Palle Schantz Lauridsen udreder betydningen af de populære tv-serier, der har udviklet sig gennem 40 år, en fin mediehistorisk oversigt, og bogen giver i alt et godt billede af vores tvetydige selvopfattelse og den stigende bekymring for den dobbelte kvælning af det danske med globale og nationalistiske greb, som gør talen utydelig. Den er et forsøg på at tale rent ud, skrevet af 11 forskere ved Københavns Universitet, anført af tre unge speciale- og ph.d.-studerende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu