Der er ikke en eneste forkert fold i jakkesættet, selv om det har været en varm efterårsdag, og chefkontoret i Dansk Design Center (DDC) er indrammet i glas. Chefen, Christian Scherfig, tager nogle skridt ud i rummet og foreslår, at vi går op på taget i stedet. Som om han er træt af glasburet. Og så er det også så dejligt i eftermiddagssolen, højt oppe over gadens brummende trafiklarm på samme højde som Tivolis Flyvende Tæppe, hvis gigant-arme lige nu hviler på den anden side af H.C. Andersens Boulevard i København.
"Som du kan se, er det et stort hus med en række ikke sammenhængende aktiviteter. Vi er udstillingssted, vi har designfremme- og konferencevirksomhed, shop og café," siger Christian Scherfig, smider jakken, hælder vand i glasset og knapper skjorteærmerne op.
Og så siger han sætningen, han kommer til at gentage mange gange: "Vi har defineret designfremmeaktiviteterne som et centralt omdrejningspunkt. Det er vores ledestjerne, at vi har et ansvar over for dansk erhvervsliv og især de små og mellemstore virksomheder. Vi skal synliggøre designs økonomiske potentiale. I virkeligheden ser vi det som at vende tilbage til den dagsorden, man startede centret med i '78."
Scherfigs isblå øjne er helt rolige, og han siger ordene, som om han smager på dem. De ord har han vendt og drejet det seneste år. For siden han tiltrådte som DDC's direktør for lidt mere end et år siden, har han og centrets stab arbejdet på at fokusere centret. Det har handlet om at sammensætte det rigtige hold og finde det rette fokus, at bryde ned for at bygge op, som direktøren selv siger om det første år i glasburet, der har bragt en personaleudskiftning på 60 procent med sig.
"Huset har været vaklende de seneste mange år. Der har været megen forvirring om, hvorvidt man nu skulle være udstillingssted, konferencevirksomhed eller designfremmevirksomhed. Vores fokus og det, vi har arbejdet på det seneste år, er, at vi vil synliggøre over for dansk erhvervsliv, at der er bundlinje i design. Det er den røde tråd i alt det, vi laver. Tråden, der går gennem alle de meget forskelligartede områder, der måske ikke naturligt hænger sammen."
Vil det hele
De mange forskellige områder forpligtede centret sig på, da det i 2000 flyttede fra Industriens Hus nogle hundrede meter længere ned ad H.C. Andersens Boulevard. Og i juli i år opstod der så en diskussion om, hvorvidt centret havde forpligtet sig for bredt: Om de mange områder og det store, prestigiøse hus tegnet af Henning Larsens Tegnestue ikke stod i vejen for, at centret kunne gøre én ting helhjertet, men tvang centret til at gøre alting halvt. Nej, bedyrer Scherfig. At opgive udstillingsvirksomheden vil være et svigt over for erhvervslivet og de fonde, der gjorde huset muligt i sin tid. Huset er født som udstillingshus, og udstillingsaktiviteterne kan sagtens understøtte centrets primære fokus. Det handler i virkeligheden om storytelling.
"Vi vil fortælle den samme historie, nemlig at der er bundlinje i design, uanset hvad vi laver. Betyder det, at vi ikke kan lave Arne Jacobsen-udstillinger? Jo, men historien om 7'eren bliver en anden: eksempelvis at den reddede virksomheden fra at gå konkurs. Gennem vores konferencevirksomhed får vi 20.000 mennesker igennem huset om året, og når du booker lokalerne i dag, kommer vores designfremmeteam automatisk på banen. Vi bruger det, at vi har folk inde i huset til at promovere design. Og når der så er frokostpause, går de rundt nede i udstillingen, som så også understøtter budskabet om, at der er bundlinje i at tænke design," siger Christian Scherfig og lyder meget overbevisende.
Nu gælder det så bare om at få overbevist dansk erhvervsliv om det samme. Og da virksomhedernes bevidsthed om design er dalet de seneste år, kan det godt blive en udfordring, også selv om Christian Scherfig er en scenevant kommunikator. Noget, han har haft gavn af både som jurist, som formand for Radio- og tv-nævnet og især senest, da han som formand for Københavns Teater røg i modvind, da han var med til at skifte direktørposterne ud i fem københavnske teatre.
Men i al den snak om bundlinje - hvad med DDC's egen? Med i direktørpakken fik Christian Scherfig nemlig også et hus med et underskud på 4,5 millioner kroner og et offentligt tilskud, der var barberet ned til 12,1 millioner kroner om året. Dengang luftede bestyrelsesformand Steffen Gulmann tanken om, at DDC udelukkende skulle udstille. Men Christian Scherfig vil ikke nøjes med én af delene.
"50 procent af indtjeningen er egenindtjening, og 50 procent ligger i offentlige kontrakter. Vores største kunde er Økonomi- og Erhvervsministeriet. Tidligere var det dansk erhvervsliv, der skulle finansiere designrådgivningen, i dag er det regeringens egen designstrategi, der lægger bunden. Hvor Videnpartner (DDC's tidligere designfremmevirksomhed, red.) var elitær i tilgang og kommunikation, så skal vi nu evne at kommunikere med størstedelen af dansk erhvervsliv, altså både snedkermesteren og de videntunge erhverv - og det er da en udfordring. Store dele af erhvervslivet ser design som noget ressourcekrævende, der ryger på produktet i slutningen af en proces. Man ser den ikke som innovation og som del af en produktion. At design er luksus, er et af de spøgelser, vi skal have ned på jorden."
Med i overbevisnings-strategien ligger omlægningen og relanceringen af DDC's kvartalsmagasin Designmatters. Også her handler det om en bred tilgang.
"Designmatters har været meget nichepræget, indadvendt og elitært. Det har været skrevet af designere til designere. Vi går fra et oplag på 1.500 til 20.000, og det bliver nu skrevet af kommunikationsfolk til erhvervslivet med fokus på bundlinje. Formålet bliver at synliggøre designs økonomiske potentiale. Det skal være et must-have magasin for erhvervslivet."
Kunstnerisk frihed
Men når centrets fokus ligger på virksomhederne, og udstillingerne skal videregive budskabet om, at design kan være en god forretning, hvor er der så plads til de nye danske designere og vækstlaget? Christian Scherfig svarer, som om han havde ventet spørgsmålet.
"Vi har et ansvar over for vækstlaget, og vi har jo stadig balkonen, som vi også fremover vil bruge til det eksperimenterende og det fabulerende. Vi skal være mere fremadrettede, og over for udlandet skal vi vise, at Danmark er andet og mere end Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. Lige nu har vi en stor og bred talentmasse. Og selv om centrets nye strategi bliver kørt tungt i stilling, skal manden på gaden stadig få det samme udbytte ud af udstillingerne. Vi skal turde være tro over for strategien. Vi skal undgå at skylle publikum ud med badevandet, men samtidig skal vi respektere princippet om bundlinjen," siger Scherfig og peger på de to kommende udstillinger - de første udstillinger planlagt under ham. Den ene handler om biler, den anden om dj-kultur. To udstillinger, der ifølge Scherfig går fint i spænd med bundlinje-budskabet. Men ud over det med bundlinjen blander Christian Scherfig sig ikke i det kunstneriske. Udstillingslederen og de eksterne kuratorer får frie hænder, men udstillingerne skal være tro mod strategien. Og holde sig inden for budgettet. For ifølge Scherfig selv er hans rolle at få huset på fode igen. At vende underskud til overskud og at give huset et strategisk fokus.
"Da vi overtog huset, overtog vi også fem års konstant underskud, og hvis den tidligere kurs var fortsat tre år til, ville der ikke længere være et Dansk Design Center. I år budgetterer vi med et nulresultat," siger Scherfig, der på trods af, at han ikke blander sig i det kunstneriske, ikke kan dy sig for en kommentar, da vi igen står nede på H.C. Andersens Boulevard.
"Se, hvordan udstillingen lukker af for rummet. Den udnytter ikke rummets potentiale og giver et livløst udtryk, for man ser ikke, hvad der ellers sker i rummet. Jeg forestiller mig, at man kan rykke cafeen ud til vinduerne. Den måde, udstillingen spærrer for udsynet til rummet på, kommer der ikke noget af i fremtiden."
