Læsetid: 5 min.

Dansk design sidder fast i 7'eren

21. august 2006

Dansk design lever fortsat højt på Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. Lidt for højt måske, mener chefredaktøren for et af Skandinaviens mest ansete design-magasiner og påpeger, at 50’er-succesen har stået i vejen for nyskabelse, mens Sverige har overhalet indenom

Måske den danske designbranche har lænet sig for godt tilbage i 7'er stolens formspændte finérskal og Børge Mogensen-sofaens polstrede puder. For det er stadig den samme gamle stol, som dansk design promoverer sig på, mener det nordiske design-magasin Forums chefredaktør, Mark Isitt. Det levende, det sjove og det nye har Danmark overladt til udlandet.

"På det punkt har Sverige udkonkurreret Danmark fuldstændig i møbel-og produktdesign. Der sker meget mere, det er langt mere sprælsk, mens der er noget nervøst og ængsteligt over dansk design. Man prøver for hårdt, der er for stor fokus på detaljen og det håndværksmæssige, og man glemmer det kreative. Måske er det, fordi man har en tung arv at bære i kraft af den danske møbeltradition. I Danmark har man haft alt at miste, mens man i Sverige har haft alt at vinde," mener Mark Isitt om design-Danmark med ikoner som Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm, hvor Sverige mest af alt havde IKEA.

En ny rapport fra Vækstfonden, der investerer i små og mellemstore virksomheder, viser da også, at dansk design langt fra udnytter sit forretningspotentiale godt nok, også selv om der er masser af designere, der iværksætter på livet løs. Et problem er, at 95 procent af virksomhederne er enkeltmandsfirmaer, hvoraf mange ikke har ambitioner om at blive større. Det betyder, designeren både skal gabe over design, økonomi og logistik. Resultatet er, at ingen af delene, heller ikke designet, bliver optimalt.

"Vi skal have tilført forretningsmæssig kompetence. Dansk design er et godt og bredt brand, som ikke bliver udnyttet godt nok. Det, vi også hører fra folk i branchen, er, at der er en tilbøjelighed til at hænge fast i traditionen. Man er ikke risikovillig nok til at tage nye designere ind hos producenter og kunder. Virksomheder, ministerier og offentlige institutioner er spækket med PH og Arne Jacobsen i lange baner, men sjældent ser man helt nyt design, selv om det vil være et perfekt sted at promovere danske designere. For eksempel er ambassaderne jo mange udlændinges første møde med Danmark. Man ligger under for klassikerne i stedet for at give dem modspil fra nyt design," mener Rolf Kjærgaard, der er vicedirektør i Vækstfonden.

Ikke græs under store træer

Men når de svenske firmaer lancerer flere nye produkter, møbelmessen i Stockholm er blevet alt større, mens den københavnske ditto i stedet er blevet alt mindre, og Danmark stadig mest sælger klassikere, handler det også om, at dansk design er i en mellemfase, mener Anders Byriel, der er administrerende direktør i det verdenskendte danske tekstilfirma Kvadrat.

"Lige nu ligger der noget under overfladen, for det er som om, vi først lige er slupppet ud af skyggen. Den generation, der lå lige efter Panton og Wegner, var nærmest usynlig, der var ikke meget liv, og det var som om, man var traumatiseret. Men den generation, der kommer nu, har en ubekymrethed og en international orientering, de bekymrer sig ikke om de store mestre. Og det er godt, for man kan ikke bare fortsætte i samme spor, men man må reformere og nytænke dansk design. I 50'erne fyldte dansk design utrolig meget, men det er lige som med Tour de France; det samme cykelhold kan ikke vinde hver gang," siger Anders Byriel, der mener, at der er en 8-10 danske designere, der både har evner, formsprog og ambitioner til at nå ud internationalt. Selv arbejder Kvadrat ofte sammen med internationalt anerkendte designere såsom de franske Bouroullec-brødre og hollandske Tord Boontje. Og ifølge Anders Byriel gør Kvadrat også noget ud af at promovere nye danske designere.

"Vi ser os som et forlag. Vi skal have bestsellerne, men vi har også forpligtelser over for de nye. Design kræver blod sved og tårer. Både for designerne og for virksomhederne," mener han.

- Men er designerne gode nok?

"Det er for billige point bare at skubbe den over på designerne. Det handler om hele branchen."

Det er redaktør Mark Isitt enig i. Det begynder i skolerne, for designerne bliver ikke progressive, hvis skolerne ikke er det, siger han. Derudover er producenterne snarere blevet forvaltere i stedet for fornyere.

"Eksempelvis har Fritz Hansen (Danmarks største møbelfirma) solgt den samme stol i 50 år nu, og de seneste 30 år har firmaet ikke hjulpet meget til med at forny dansk design. De laver godt nok nogle sideserier med nogle unge designere, men det har mere haft karakter af mediecirkus, for de sætter det aldrig i produktion. Nu siger de så, at de vil lancere to nye kollektioner om året, så jeg håber, der nu kommer handling bag ordene," siger han.

Som Italien i 70?erne

Men at man ikke gør nok for de unge er forfejlet, mener man hos Fritz Hansen, der længe har haft Kasper Salto og snart får Morten Voss i sin stald. Men i virkeligheden behøvede firmaet ikke producere andet end klassikere - de sælger som aldrig før og sidste år var igen rekordår.

"Behovet for at forny sig er ikke lige så stærkt, når man har så mange sikre kort, som man har haft i Danmark, så på en måde er det et kæmpe åg at bære. Det er lidt som med fransk madkunst. De franske kokke var en gang bedst i verden, de behøvede aldrig at forny sig eller gøre andet end at beskytte deres egen position. Men det bliver kedeligt at spise samme bernaise hver dag," mener Mark Isitt, der, selv om han ikke ser en helt ny bølge af designere, mener, der er enkelte kompetente nye kræfter, såsom Cecilie Manz, Louise Campbell og Remove.

Et af de nye designtalenter er Ditte Hammerstrøm, som udstiller i hele verden og er flittig modtager af priser og legater.

"Når man slår op i et internationalt designmagasin er der masser fra Norge og Sverige, mens der intet er fra Danmark. Sverige har været bedre på det punkt. Men hvorfor det kører bedre, er svært at sige. Måske de er bedre til at promovere sig selv, måske de har bedre støtte fra staten," siger Ditte Hammerstrøm, der aldrig har syntes, de danske designtraditioner har stået i vejen. Snarere tværtimod. "Det er fantastisk, vi har traditionen og den viden, der følger med, men jeg har aldrig følt mig tynget af møbelhistorien. Hvorfor skal der altid fokuseres på det?" spørger hun.

Måske fordi der er noget om det. I hvert fald ifølge Mark Isitt, der mener, at Danmark bør lave den kovending, Italien foretog i 70'erne og 80'erne.

"Dengang mente italienerne jo, at de lavede verdens bedste design. Da eksempelvis Guliu Cappellini overtog sin fars møbelfirma var det helt i bund, hvorefter han tog designere ind udefra som Jasper Morisson, Tom Dixon og Marc Newson. Hurtigt blev Cappellini et af verdens mest toneangivende møbelproducenter. Danske designere må holde op med at måle sig med fortiden og i stedet måle sig op mod den internationale samtid. Danmark skal lave en Cappellini."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu