Læsetid: 3 min.

Dansk dobbeltmoral

20. november 1996

DEN DANSKE regering er af et enigt Folketing blevet pålagt at føre en dialog med "elementer, der arbejder for demokrati og menneskerettigheder i Iran". Men endnu har hverken regeringen eller oppositionen været i stand til at pege på, hvem det kunne være.
Noget af forvirringen skyldes sandsynligvis, at det ikke ligger i Folketingens dagsorden, om dialogen skal føres med oppositionsfolk, der er hundrede procent demokrater i vestlig forstand. Eller om mindre kan gøre det.
Både Fremskridtspartiet, De Konservative, SF og Enhedslisten mener, at Danmark skal indlede en dialog med alt, hvad der kan kravle og gå på den iranske oppositionsscene.
Også den dybt udemokratiske marxistisk-islamiske guerillaorganisation Irans Nationale Modstandsråd, Frihedspartiet der fra sine kontorer i Teheran går ind for en islamisk republik - bare i en lidt mere tolerant udgave, royalister der ønsker Shahen tilbage og små venstrefløjspartier som helst så et etpartisystem.
Om oppositionens pludselige tolerance over for diverse udemokratiske organisationer skyldes, at de ikke tror, der findes et alternativ - eller at de opfatter alt andet end det nuværende præstestyre i Iran som en forbedring, ved kun de selv.
Men tolerancen kunne også skyldes, at de ganske enkelt ikke har undersøgt sagen ordentligt, før de besluttede at pålægge regeringen en ny Iran-politik.

DET ER I HVERT fald den mistanke, man får, når en enkelt opringning til Kenneth R. Timmermann, leder af den amerikanske græsrodsorganisation Foundation for Democracy in Iran i løbet af ti minutter resulterer i en liste på ikke mindre end otte organisationer, som efter meget nøje granskning kan siges at bestå en demokratitest.
Til dem hører de to moderate royalistiske organisationer Irans Konstitutionelle Bevægelse, CMI, og Frihedens Flag, FFOI, der begge går ind for et konstitutionelt monarki à la det danske, de tre nationalliberale bevægelser Irans Nationale Modstandsbevægelse, NAMIR, Jebhe Melli 'Iran - Alternativet, samt Irans Nationale Front, NFI. Dertil kommer Irans Kurdiske Demokratiske Parti, KDPI, det lille Arbejderen, Irans Kommunist Parti samt græsrodsorganisationen Irans Demokratiske Netværk, DNI.
Alle disse organisationer går ifølge Timmermann ind for demokrati om menneskerettigheder i vestlig forstand.

SÅ VIDT SÅ GODT. Der er altså ægte demokrater at tale med, hvis det er dét, Danmark vil.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om også andre grupper af mere tvivlsom karakter bør nyde godt af den legitimitet, som en officiel dansk dialog under alle omstændigheder vil forsyne dem med.
I gårsdagens avis sagde både den konservative Per Stig Møller, at en demokratitest ikke bør være en betingelse for at føre dialog. Og SF's Gert Petersen erklærede, at hvis Churchill under anden Verdenskrig kunne alliere sig med Stalin for at få krammet på Hitler, kan Danmark også føre dialog med alle fjender af det iranske præstestyre. Uanset hvordan deres demokratiske sindelag har det.
Men så skal det selvfølgelig være en kritisk dialog, understregede både de og Enhedslistens Søren Søndergaard. En kritisk dialog, hvor Danmark ikke undlader "at påtale", hvis der er noget i den enkelte organisations praksis, man ikke bryder sig om.

NU ER DET selvfølgelig et temperamentsspørgs-mål, om man synes, det er værre at handle med det totalitære styre i Teheran end at føre kritisk dialog med nogle uldne demokrater i den iranske opposition.
De iranske præster nyder jo unægtelig godt af den internationale legitimitet, som EU's og Danmarks livlige samhandel i øjeblikket forsyner dem med. En politik, som generelt får iranerne til at trække på skulderen af al den europæiske bragesnak om demokrati og menneskerettigheder.
Hvis ikke Teherans smil skal blive endnu bredere, end det var efter regeringens eklatante Rushdie-roderi, er det helt nødvendigt, at regeringen tænker sig alvorligt om, før den fastlægger Danmarks nye Iran-kurs.
Hvis der skal være nogen som helst respekt om det danske forsvar for demokrati og menneskerettigheder
i Iran, må der være konsekvens og sammenhæng i den politik, vi fører.
To ingredienser, som indtil nu totalt har manglet.
Det er absolut rimeligt at stille krav om, at de iranske oppositionsfolk skal bestå en demokratitest for at komme i betragtning som samtalepartnere. Men så bør nøjagtig de samme principper også gælde for Danmarks kontakt med det officielle Iran.
Det indebærer, at vi må afbryde de handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Iran, hvilket selvfølgelig er synd for MD Foods.
Men alt andet vil være tommetyk dobbeltmoral.

aa (Charlotte Aagaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her