Læsetid: 2 min.

Dansk film

23. juni 2005

Det er blevet højeste mode, at danske filminstruktører kritiserer hinanden og dansk film lige op til premieren på en af deres egne film. Det seneste skud på stammen er Bille August, filmaktuel fra og med i morgen, der kritiserer dansk film for kunstnerisk at have for lidt at byde på og gentage sig selv med tomme melodramaer.

Det er lidt svært at se bort fra det påfaldende i, at kritikken af dansk film for at være for meget main-stream kommer fra den kunstnerisk set fallerede Bille August. Men derfor kan der jo godt være noget om snakken! Mange har med god grund en fornemmelse af, at de danske film ofte er skåret over den samme skabelon, undfanget af de samme manuskriptforfattere og bragt til verden af en håndfuld instruktører, der alle vil det samme. Dertil kommer en monotoni i skuespillere og miljø.

Problemet er bare, at denne diskussion er forældet. Den diskussion, der nu kommer op i medierne (og i høj grad er medieskabt) skyder ved siden af dér, hvor dansk film er henne lige nu. Den aktuelle diskussion synes at forholde sig til det, man kunne betegne som velfærdskomedien med i hvert fald Paprika Steen og et par andre af dagens stjerner i hovedrollerne. Og et blik på årets foreløbig 16 danske film viser, at dansk film allerede er på vej et andet sted hen. Man har taget afsked med velfærdskomedien til fordel for helt anderledes og mere alvorlige film. Filmmiljøet har med andre ord allerede for nogen tid siden reageret selvkritisk på sin egen succes og manglende mangfoldighed.

At danske kulturordfører i forskellige medier slår automatpiloten til og går med på kritikken af dansk film er stærkt bekymrende. Både fordi de ved så lidt om det, de burde vide noget om, og fordi der er tale om politisk indblanding i spørgsmål om kunstnerisk udtryk og form.

Dansk film lige nu er en succes. Der er stor grøde i branchen, og mange talenter udklækkes i disse år. Hvis man sammenligner med for 10 år siden, så har dansk film kvalitativt foretaget et kvantespring. Niveauet er i dag generelt meget højere. Hvis man kigger på de 16 danske film fra i år, er der ydermere tale om stor mangfoldighed.

Dansk film er en succes, fordi der gennem de senere år er blevet investeret i film. Som med al kunst gælder det, at jo flere instruktører, der får lov, desto flere gode film kommer der ud af det. Vækstlaget har haft gode vilkår.

Man kan selvfølgelig godt savne og efterlyse større kunstnerisk vovemod af de danske instruktører. For der er en tendens til, at filmene bliver fortalt på den samme måde, er for pæne og harmløse. Og man kunne også godt ønske sig mere personlige udtryk og flere eksperimenter med de visuelle og dramaturgiske dimensioner. Derom kan der ikke herske tvivl.

Men det sande problem for dansk film ligger, som det fremgår af dagens avis, nemlig et helt andet sted: Der er ganske enkelt lige nu for mange danske film i biograferne på én gang, og de tager hver især opmærksomheden fra hinanden. Og ofrene i denne kamp om publikums opmærksomhed kan meget vel blive de film, der søger nye veje og skaber nyt til inspiration for andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu