Læsetid: 4 min.

Dansk film ruller - på støttehjul

Dansk film er blevet professionaliseret og rider på sin største succesbølge i nyere tid. Det skyldes kreative talenter og godt samarbejde, men først og fremmest et fornuftigt støttesystem, siger førende filmforskere
26. oktober 2005

Det er nærmest blevet en kliché, men vi siger det igen: Det går godt for dansk film. Så godt, at eksperterne taler om en ny guldalder. Der bliver uddannet kreative talenter som aldrig før, og støtteordningerne på Filminstituttet sikrer god balance mellem mainstream og kunst, lyder begrundelsen.

"Dansk film handler ikke længere om eksperimenter og tekniske sammenbrud, men har fået en voksende og imponerende grad af professional finish. Kongekabale er et eksempel på en film, som Hollywood ville lave den. Alt er timet og tilrettelagt, præcis som det skal være," siger filmhistoriker fra Film-og Medievidenskab på Københavns Universitet lektor Peter Schepelern.

Kritikere snakker til gengæld om, at der bliver produceret for mange film, og at professionaliseringen og topstyringen i Det Danske Filminstitut (DFI) medfører en strømlining, der truer den kunstneriske diversitet i filmene.

Den nuværende guldalder begyndte for godt 10 år siden, hvor en ny generation af filmskabere kom til med navne som Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Lotte Svendsen og Per Fly i blandt.

I 1997 valgte man at lægge Statens Filmcentral og Det Danske Filmmuseum sammen med Det Danske Filminstitut i de gamle Egmont-bygninger i Gothersgade i København. Kulturministeriet lagde ekstra 450 millioner kroner (75 procent forøgelse) oven i bevillingen, og den erfarne filmmand Henning Camre blev hentet hjem fra Storbritannien og har siden stået i spidsen for det omfattende støttesystem som DFI's øverste direktør.

"Han blev som blandingen af administrator, kunstner, tekniker og politiker en afgørende drivkraft for udviklingen af dansk film og står i dag for, hvad man kunne kalde hollywoodiseringen," siger Peter Schepelern.

Professor ved Film-og Medievidenskab på Københavns Universitet Ib Bondebjerg var dengang formand for bestyrelsen.

"Globaliseringen med de mange internationale co-produktioner krævede, at vi lagde en ambitiøs femårsplan for dansk film. Målet var en opstramning af støtteordningerne og en mere professionel struktur i sagsbehandlingen," fortæller Ib Bondebjerg.

Men det mest afgørende var, ifølge Bondebjerg, at DFI besluttede at gå ind i et filmprojekterne før selve produktionen ved at yde manuskript-og udviklingsstøtte.

"Det var penge, man ikke kunne finde i privat regi, fordi de let kunne gå til spilde. Så det var absolut nødvendigt, at nogle kunne gå ind på dette område med risikovillig kapital," siger Bondebjerg.

Med til den professionelle struktur i sagsbehandlingen hørte blandt andet oprettelsen af udviklingsafdelingerne - en for spillefilm og en for kort-og dokumentarfilm, der varetager sagsbehandling og kunstnerisk vurdering af projekter, der ansøger om eller har fået bevilget økonomisk støtte til manuskriptudarbejdelse, udvikling og produktion.

Kulturordførere for Socialdemokraterne og de radikale sagde i fredags i Information, at de til næste års forhandlinger om filmforliget vil se nærmere på, om filmkonsulenterne på denne måde får for stor indflydelse på den kunstneriske frihed, men direktør for Produktion og Udvikling i DFI Jørgen Ramskov mener, at det kun kan være til gode for filmen, at man på denne måde hjælper producent og instruktør med at 'skærpe' tankerne.

Det kreative team

Det var ikke kun Filminstituttet, der blev reformeret i slut-90'erne. Også på skolebænken for de kommende talenter skete der forandringer.

"Skolerne gik fra at uddanne små Bergman'er og auteur-skikkelser til at lære folk at være et team. Det er blevet et mantra i filmverdenen og hos DFI, at alle projekter, der skal tages stilling til, skal have tre nøglepersoner; instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren. Hvis man ikke har dem, er det kun et udkast. Man har lært samarbejdets kunst," siger Schepelern.

Men ikke alle er lige begejstrede for den udvikling. Formand for foreningen Danske Filminstruktører Ebbe Nyvold skrev for et par måneder siden en kronik, hvor han kalder 'det kreative team' "en fiks idé, der styrer dansk film i en bestemt retning."

Ebbe Nyvold langer ud også efter moderniseringen og 'amerikaniseringen' af støttesystemet og danske film.

"Det er et forsøg på at placere kunstnere og ophavsmænd på et rangerspor - et sted, hvor kragerne vender," mener Nyvold.

Nytten af støtten

I dag bliver der stort set ikke lavet en dansk film uden støtte fra DFI. Man kan søge igennem tre støtteordninger: 60/40-ordningen til mainstreamfilm, konsulentordningen til de smalle, kunstneriske projekter og Talentudviklingspuljen til unge uprøvede talenter og eksperimenter for de erfarne folk. Alle tre ordninger har været udsat for kritik; Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby, mente i sommer, at nogle af 60/40-filmene kunne klare sig selv uden støtte, konsulentordningen er blevet anklaget for kammerateri og 'fætter-kusine-økonomi' og senest blev Talentudviklingspuljen i mandags i Information kritiseret af filmbranchen for ikke at støtte uprøvede talenter i tilstrækkelig grad. Men både Peter Schepelern og Ib Bondebjerg fastholder, at Danmark har verdens bedste støtteprincipper.

"Det er jo helt rigtigt set, at de bedste skal have lov til at eksperimentere, mens vi parallelt har plads til både mainstream, dum underholdning, børne- og ungdomsfilm og nogle enkelte smuttere ved siden af," siger Peter Schepelern.

Hverken Schepelern eller Bondebjerg kan genkende kritikken af, at dansk film får for meget i støtte.

"Hvis man vil have en bred filmkultur, er man nødt til at betale det, det koster. Før man valgte at øge filmstøtten, lå filmen langt bagud i forhold til andre kunstarter. Der er blevet rettet op på en historisk urimelighed," siger Ib Bondebjerg.

Peter Schepelern påpeger, at der er andre måder at lave film på end via støtte fra DFI, for eksempel en privatøkonomisk satsning sponsoreret af en virksomhed, for eksempel Polle Fiction, eller den idealistiske vej, hvor filmholdet selv investerer privatkapital eller en del af deres løn. Men ingen af de metoder er en kvalitetsmæssig eller økonomisk fordel, mener Schepelern.

"Hvis vi ikke støttede de danske film, ville markedet blive 'instant amerikaniseret', de ville ganske enkelt overtage hele biksen," siger han.

"Det er penge, man vælger at give til et kulturelt formål, ligesom Roskilde Domkirke og Dybbøl Mølle, uden at man forventer, at de giver overskud. Det er bare vigtigt, at vi har filmkulturen, og at den er i god stand."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her