Læsetid: 4 min.

Dansk films folkefront

Erik Balling blev 80 år. Han var en paradoksal blanding af pragmatiker og legebarn, kunsthåndværker og fantasimenneske
21. november 2005

Historien om ham er langt fra færdigfortalt, når man slår fast, at han var den folkelige danske films betydeligste instruktør gennem tre årtier.

Erik Balling fandt nemlig først for alvor sig selv, da han var blevet omkring 50 gammel, på et tidspunkt, hvor mange filminstruktører taber gejsten. Olsen-banden og Matador gjorde forskellen. Med 13 Olsen-bande-film fra 1968-81, skrevet i samarbejde med Henning Bahs, opbyggede Balling sit eget komiske univers fra grundsten til tagtop og trådte uimodståeligt i karakter som smågenial farceskaber. Og med Matador blev han for første gang realist med stort R, satte en ny tv-serie-standard som bred sædeskildrer og skabte - sammen med forfatteren Lise Nørgaard - fjernsynets mest elskede underholdningsfænomen.

Ballings balance

Ballings populære triumfer, der også omfatter serien Huset på Christianshavn, dominerer så ofte i folkebevidstheden, at mange har glemt, at hans start ikke var helt nem.

Inden Olsen-bande-filmene blev omkring en tredjedel af hans film publikumsfiaskoer. Han blev allerede som 30-årig udnævnt til direktør på Nordisk Film og havde derfor enestående frie arbejdsvilkår, men forpligtelsen til at lave succeser, helst hver gang hvilede samtidig på ham og sled utvivlsomt på hans ellers enestående stærke konstitution. Og allerede som 59-årig sagde han da også stop med sit største dramatiske hit, Midt om natten (1984) efter en historie af Kim Larsen.

Helt fra starten har Balling været en folkefront for sig, en én-mands-hær, der var det sjældne bindeled mellen intelligens og underholdning. Det har aldrig været nok for ham bare at være populær underholder, ligesom han aldrig bare har stræbt mod at skabe fin kunst. Men først med Olsen-banden og Matador fandt han det ideelle balancepunkt mellem kommerciel disciplin og fribåren fantasi, mellem håndværk og leg, mellem bredde og finfølelse.

Dramatisk start

Som skægprydet provstesøn i oprør mod hjemmets borgerlige normer kom Balling straks efter Anden Verdenskrig til Nordisk Film og blev assistent for datidens bedst begavede instruktør (ifølge Balling selv), Ole Palsbo.

Straks følte den 21-årige, at det var her han hørte hjemme. Han genkalder sig i sine meget læseværdige erindringer en banal eftermiddag efter arbejdstids ophør, hvor han på pladsen i Nordisk-atelieret i Valby blev grebet af "en dyb og inderlig følelse af lykke, så stærk som nogen jeg har oplevet siden."

Bedre lærer end Palsbo kunne den unge dedikerede altmuligmand næppe få, indtil Palsbo fik problemer med sig selv og sine chefer, og den håbefulde elev, som ledelsen nu satsede på, efter nogen betænkningstid overtog instruktionen af Palsbos halvfærdige Vi arme syndere (1952).

Ikke nogen uproblematisk debut (for Palsbo reagerede ved at begå selvmord!), men Balling viste sig hurtigt som et oplagt talent i sin egen ret med den let satiriske, kysk erotiske komedie Adam og Eva (1953), som han selv skrev og fik Bodil-pris for. Hurtigt løb han dog ind i en gevaldig øretæve med den historiske Kongeligt besøg (1954), men tog - i hvert fald udadtil - stoisk på nederlaget: han havde mange film at lave endnu, sagde han, og det kunne jo ikke blive mesterværker hver gang.

Endelig på hjemmebane

Efter nogle usikre år tog han hul på seriefilmene med de tre nydelige, men tuttenuttede Poeten og Lillemor-film og prøvede med stærkt vekslende held forskellige genrer af, inden han i 1968 flyttede ind i Olsen-bandens rummeligt anarkistiske småborger-univers, der blev skabt i tæt samarbejde med manusforfatteren og scenografen Henning Bahs.

Igen var starten ikke en ubetinget succes: anmeldermodtagelsen af den første Olsen-bande-film var blandet, og den dyre nummer to resulterede i et underskud på en halv million. Men Balling og Bahs holdt fast, for med den overmodige Egon, den opportunistiske Benny, den feje Kjeld og den småborgerlige Yvonne havde de fundet nøglen til meget danske arketyper, de kunne jonglere rundt på, leg med og drille med lune og kærlighed.

Nu var Balling endelig på hjemmebane og kunne med sit engagement i den sideløbende tv-serie Huset på Christianshavn i 84 episoder redde Nordisk Film helskindet gennem 1970'ernes filmkrise. Den endelige triumf kom så med de 24 lange afsnit af det personmyldrende Danmarksbillede fra 30'erne og 40'erne, Matador (1978-81), der ikke mindst lever højt på Ballings mesterlige sans for rollebesætning: ingen kunne som han udnytte skuespillernes naturgivne begrænsninger og vende dem til fordele ved at gøre "fejlene" til et organisk led i personkarakteristikken.

Følelsesfuld

I brede kredse blev Erik Balling i perioden 1970-95 anset for Danmarks største filminstruktør.

Det var han ikke, dertil var registeret trods alt for traditionelt, den æstetiske konservatisme for stor. Men professionalismen og produktiviteten gjorde ham måske til den uundværligste. Den nødvendige brobygger mellem folkelighed og kvalitet.

Manuskriptskrivning, rollebesætning og personinstruktion var hans styrke, mens den filmiske følsomhed ikke altid fandt vej til lærredet, når dagens optagelser partout skulle i hus efter det nøje forud-planlagte skema.

Personligt rummede han stærke modsætninger, som hans erindringer Som barn var jeg voldsomt hidsig (1997) viser. Heftigheden fulgte ham som voksen, blot mere båndlagt. En vigtig nøgle til forståelse af denne uforstyrrelige kolos, der gennem tiderne har beroliget utallige skuespillere, men på 80-årsbillederne ikke så særlig rolig eller afklaret ud.

Uden det intense, men skærmede følelsesliv, næppe så mange altafgørende rigtige stikord til spillerne. Følelserne var mangfoldige og stærke, blot ikke båret på ærmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu