Læsetid: 7 min.

Dansk Folkeparti eller intet

Pia Kjærsgaard var klar til at forlade dansk politik hvis Dansk Folkeparti ikke blev en succes. Men det blev et parti, der oven i købet ændrede dansk politik
19. oktober 2005

Scenen er Skandinavian Congress Center i Århus. Anledningen er Fremskridtspartiets 23. landsmøde. Året er 1995. Alt er kaos. Et flertal på landsmødet har krævet hele hovedbestyrelsen udskiftet, men to nægter at gå. Kristian Thulesen-Dahl og Peter Skaarup.

Tre dage senere går de alligevel. De forlader sammen med Pia Kjærsgaard helt og endeligt Fremskridtspartiet - og opretter det mest succesfulde parti i nyere Danmarkshistorie.

Information har talt med Dansk Folkepartis absolutte frontfigur, Pia Kjærsgaard, om hendes brud med det anarkistiske Fremskridtsparti, om at blive dømt ude og om at sætte helt nye dagsordener for dansk politik.

"Det var en ganske rædselsfuld situation. Det hele ramlede. Mange års hårdt politisk arbejde, endeløst slid og meningsløse kampe var spildt. Det hele faldt til jorden."

Pia Kjærsgaard mærker efter. Det var sådan det føltes den sidste weekend i september 1995 i kongrescenteret i Århus. Kristen Poulsgaard råbte. Kriiiistian Thuuuulesen Daaahl og Peeeter Skaaarup. Piiiia Kjæææææærsgaards nikkedukker. Tøøøøsedrenge. Protest. Vaaannnvid. Vaaanvid. Mistillid. A' kræver awsteeemning.

Indbygget stædighed

Men det er 10 år siden nu. Ingen journalister klapper sig på lårene af grin, og ingen undrende befolkning følger tumultagtige scener fra landsmøder. Partiet har heller ikke fremskridt som fokus, men bevaring.

"Da beslutningen om at stifte et nyt parti var truffet, rystede jeg Fremskridspartiet af mig. Jeg havde ingen varme følelser for det parti - kun dårlig. Men absolut ingen dårlig samvittighed."

- Men du var vel også klar over, at den øvelse kunne ende med et farvel til politik?

"Ja. Der var kun to muligheder. Enten skulle Dansk Folkeparti fungere og bestå, eller også ville jeg kvitte politik. Og vi var bestemt ikke sikre på, at det ville lykkes."

- Du ville ikke have meldt dig ind i et andet parti?

"Nej, nej. Jeg ville helt have meldt mig ud af politik. Jeg ville overhovedet ikke egne mig til nogen af de andre partier."

Ved valget 11. marts 1998 - to år efter partiets stiftelse - tordnede Dansk Folkeparti ind i Folketinget med 13 mandater. Ganske kort efter, at partiet var opstillingsberettiget, dukkede det op i meningsmålingerne. Og siden er det kun gået frem.

- Var det en overraskelse, at det gik så let?

"Jeg har en indbygget stædighed, som i øvrigt også hjalp mig i Fremskridspartiet. Da jeg kom i Folketinget for Fremskridspartiet, var vi kun fire. Men da det gik højst med mig som politisk leder havde vi 16 mandater. Det samme gjorde sig gældende med Dansk Folkeparti. Jeg kløede på og tænkte: Nu skal det have en chance."

- Men da I første gang bliver repræsenteret på Christiansborg - og i tiden fremover - ser man lidt skævt til jer. Kan du forstå det?

"Både og. I tiden omkring stiftelsen af partiet var der mange, mange mennesker, der skrev under og bakkede op. Og vi modtog mange opmuntrende bemærkninger fra politiske kollegaer. Erhard Jakobsen fra CD var specielt opmuntrende, og han havde jo også været turen igennem. Men i samme øjeblik vi begyndte at få fodfæste vendte stemningen."

- Men hvordan oplevede du at være ugleset på Christiansborg?

"Det påvirkede mig selvfølgelig, og ærgrede mig. Men den værste konsekvens var selvfølgelig umiddelbart efter valget i 1998, hvor jeg bliver overfaldet på Nørrebro. Her mente flere, at jeg selv havde været ude om det. Heriblandt flere af de politisk korrekte lederskribenter som Thøger Seidenfaden og Co. Sikkert også Georg Metz og nogle af de der, der sidder inde hos jer."

Da statsminister Poul Nyrup Rasmussen åbnede Folketinget efter valget var der meldt krig mod Pia Kjærsgaard tropper.

"Stuerene, det bliver I aldrig," sagde statsministeren og kiggede ned på Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl.

Men det var ikke kun Socialdemokraterne, der ikke havde lyst til at dele seng og bord med folkepartisterne. Også Venstre og Konservative havde travlt med at lægge afstand. Specielt Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen forpassede ikke en lejlighed til lange ud efter Dansk Folkeparti.

- Forsvandt den distance I mærkede fra Venstre, da Anders Fogh Rasmussen blev formand efter valget?

"Nej. Opbruddet eller tøbrudeet, om man vil, kom først efter valget i 2001. I hele valgkampen kæmpede Fogh for en firkløverregering. Han var bestemt ikke meget for at læne sig for meget op ad os, så derfor forsøgte han at ignorere os."

- Var han bange for, at I ville 'smitte af'?

"Det tror jeg bestemt. Til trods for at Venstre i valgkampen beskæftigede sig meget med udlændingepolitikken havde de svært ved at finde ud af, hvordan de skulle agere. På den ene side ville de gerne have nogle udlændin-gekritiske stemmer, men på den anden side var de bange for at læne sig for meget op ad Dansk Folkeparti. Det må ikke have været helt let for dem."

Vælgerne ville det sådan, at Folketinget blev sammensat på den måde, at VK-regeringen kunne dannes udelukkende med støtte fra Dansk Folkepartis mandater.

- Tænkte du - efter valget - nu er vi stuerene?

"Altså, det har jeg jo hele tiden ment. Men jeg var helt klar over, at det var nu, vi skulle vise vores værd. Man var stadig lidt forbeholden over for os, fordi man vel var bange for, at vores nye folketingsgruppe ville blive splittet, ikke kunne stå ved aftaler, og nervøse ved, hvordan de 15 nye medlemmer ville gebærde sig. Men vi viste jo, at vi har stået distancen. Og på den baggrund har vi fået meget sympati og respekt fra Venstre."

- Du nævner ikke De Konservative i den forbindelse?

"Nej."

Dansk Folkeparti var vokset. 22 mandater gav valget i 2001. Og ind var også kommet to præster. Søren Krarup og Jesper Langballe. Partiets ideologiske overbygning kom rejsende fra Jylland.

- I 2001 får I Krarup og Langballe ind og får for første gang den ideologiske overbygning på partiet. Ændrer det jeres selvforståelse?

"Ja, det kan man godt sige. Nu har jeg altid haft meget fidus til Jesper Langballe og Søren Krarup. Og jeg kendte dem en smule, inden de kom i folketingsgruppen. Og jeg har aldrig tvivlet på, at de ville være gode partikammarater. Det har også vist sig at holde stik. Lynhurtigt forstod de, at disciplin er nødvendig i en folketingsgruppe. De kan godt have nogle synspunkter, som ikke lige harmonerer med Dansk Folkepartis officielle linje, men hvor de tilsidesatte dem for fællesskabet og sagde: 'Det, som er afgørende for os, er udlændingepolitikken, og det er Danmark som en selvstændig nation.' Det er så afgørende for dem, at på andre områder hvor de måske ikke lige har delt partiets officielle holdning, har de sagt ok. De har de været meget loyale."

"Også selv om jeg er ved at få et fit, når Søren Krarup taler om kvindelig arvefølgle i forhold til monarkiet."

- Men har det betydning for partiets selvforståelse, at de er kommet ind?

"Ja, det har det helt klart. Vi nyder det, når de er på talerstolen. Specielt i begyndelsen hvor andre folketingsmedlemmer var meget opmærksomme på, hvordan de egentlig var. For hver gang de var på talerstolen, aftvang de mere og mere respekt."

Men ikke alle er lige glade for, at præstefætrene har holdt deres indtog på Christiansborg. Den nybagte formand for Folketingets kirkeudvalg, Venstrekvinden Birthe Rønn Hornbech, var bestemt ikke begejstret for, at begge fætrene selvfølgelig skulle sidde i kirkeudvalget.

"Jeg kan huske Birthe Rønn Hornbech lige efter valget i 2001, hvor jeg mødte hende i vandrehallen. Hun stillede sig foran mig og sagde: 'Altså Pia, dine præster!' Hun var helt oppe at køre, og det var simpelt hen så morsomt. Det har jeg grinet af mange gange - hun var helt ude af den." Pia Kjærsgaard griner, så hun har svært ved at få luft.

"Men den historie har jeg altså ikke turdet fortælle Søren og Jesper endnu," hikster Pia Kjærsgaard.

- I er blevet anklaget for at være et meget pragmatisk parti uden ideologisk overbygning. Der var et ideologisk vacum - blev det ændret med præsternes indtog?

"Ja, bestemt. Hvis man ser på hele kulturkampen, fik vi en meget vægtig stemme. Man kan være enig med dem eller ej. Det kan godt være, at folk ikke sympatiserer med deres holdninger, men det skaber respekt, at de ved, hvad de taler om. Der er simpelt hen substans i det de siger.

Siden Dansk Folkepartis ankomst som parlamentarisk grundlag og regeringens primære forligpartner har Danmark gentagne gange måtte lide den tort, at blive beskrevet som fremmedfjensk i udlandet.

- Er det ikke jeres skyld?

"Nej. Nogle beskriver os som fremmedfjenske, men andre læner sig op ad os. Det er primært folk i Europarådet, der siger sådanne ting om Danmark, men mange lande tager ved lære af Danmarks udlændingepolitik. Men udlændingepolitikken har jo altid delt folk, og det er ikke bare i Danmark, det er også resten af Europa."

- Men vil du kalde det mådehold i stedet for fjendtlighed?

"Ja, det kan man godt sige. Men i virkeligheden handler det jo om nødvendighed for hele vesten, at man begyndte at sige: Hvad er det dog vi er i færd med. Og det er andre lande hvor det har fået lov at køre endnu længere end i Danmark, som nu er nødt til at foretage nogle langt mere drastiske skridt. Ekspempelvis Storbritannien i forhold til deres terrorlovgivning. Og Holland med deres forbud mod burkaer."

- Men ser du nogle grænser for, hvor langt vi kan gå i vores udlændingepolitik?

"Jeg mener, at vi stadig skal have den holdning, at flygtninge fra et land i vores nærområde skal kunne komme her til - men bare for en kortere periode. Men jeg glæder mig over, at der er mange politikere - også uden for DF - der har slået fast, at Danmark ikke skal være et indvandrerland."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu