Læsetid: 2 min.

Dansk Folkeparti: Slå hårdt ned

Dansk Folkeparti opfordrer justitsministeren til at sætte hårdt ind mod Nivås urolige unge, hvis opførsel er uden undskyldning. Lokale ildsjæle ønsker at give de unge en chance til
9. maj 2007

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti går nu til justitsminister Lene Espersen (K). Hun skal få politiet til at slå hårdt ned på "de unge ballademagere, som helt umotiveret flere aftener i træk har kastet med sten og brandbomber," siger Peter Skaarup og tilføjer: "Ved at kombinere en forebyggende indsats med en konsekvent nul-tolerance over for aggression viser vi, at denne misforståede offeradfærd er uacceptabel."

I lokalområdet har der fra kommunens side i en årrække været forsøgt forskelligt for at få de unge væk fra gaden. For eksempel findes der Karlebo Bokseklub, som har omkring 25 unge faste brugere fra den fattige ghetto, men næppe mange af dem, der aktuelt deltager i optøjerne. Klubbens formand, butikschef Søren Rommelhoff, siger: "Det er bedre at stå i et ringhjørne end på et gadehjørne. For meget krudt i røven kan afreageres i bokseringen. Den er genvej til hurtig succes, og man bliver respekteret."

Rommelhoff understreger, at de unge faktisk godt kan lide disciplin, og det er vigtigt i klubarbejdet.

"Viser man ikke respekt for andre, er der afregning ved kasse 1: Ti armbøjninger som straf. Det er en model, der bør overføres til alle de unge. De skal føle, at der straks er en konsekvens - i stedet for en løftet pegefinger. Men vigtigst: Alle skal have en chance," siger Rommelhoff og efterlyser rammer for samvær efter træningen, et socialt sted i stedet for den ungdomsklub, som for nogle år siden er lukket.

Relativ fattigdom

Kommunen er midt i høringsrunderne om en ny integrationspolitik. Der skal ske en kortlægning af behov - for første gang i tæt samarbejde med de berørte unge. Og der vil blandt andet blive gjort mere for at få ressourcestærke beboere ind i bebyggelsen, hvor de unge kommer fra.

Formand for kommunens integrationsudvalg, SF'eren Hanne Berg siger, "at de unge er marginaliseret, de føler sig ikke inde i resten af samfundet. Det har vel også en betydning, at der er så store modsætninger mellem indkomstgrupperne, der bor opdelt i kommunens boligområder. Disse unge oplever en relativ fattigdom, som er ubehagelig."

"Problemet er, at der er så stor en koncentration af socialt dårligt stillede i et bestemt boligområde. Alt for mange unge fra kvarteret keder sig, hvor de bor, og kommer derfor til at daske rundt henne i centeret," siger Hanne Berg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her