Læsetid: 8 min.

Dansk Folkepartis Hamskifte

Massive skattelettelser, en kraftig beskæring af den offentlige sektor og fuld forældrebetaling i daginstitutioner var mærkesager, da Dansk Folkeparti lancerede sit første principprogram for 10 år siden. Nu står partiet som velfærdsstatens vogter og spænder ben for den konservative drøm om lavere skat
19. januar 2007

Dansk Folkeparti vil forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere, som ønsker at klare sig selv og bestemme over sig selv.

DF's principprogram, 1997

Skattelettelser er en af tidens politisk varme kartofler, som de konservative efterhånden må jonglere med uden bistand fra den øvrige borgerlige fløj. For selv om visse Venstre-folk fortsat plæderer for skattelettelser, vil Dansk Folkeparti ikke være med - ikke engang en invitation til drøftelser fra den konservative skatteordfører vil DF tage imod. De kunne ellers have været bedste venner på det med skatten, K og DF. Hvis bare Pia Kjærs-gaard ville stå ved partiets første principprogram, som i år kan fejre 10 års jubilæum. Heri hedder det nemlig:

"Indkomstskatten nedsættes kraftigt, idet Dansk Folkeparti ønsker et højt skattefrit bundfradrag. Herudover betales en realskat på 30 procent på al overskydende indkomst."

Men i dag er tonen en anden, og skatten er blot en del af det markante skift i DF's politik, som får Venstres nye midtsøgende linje til at blegne.

Harmoni med minimalstat

Frem til sommeren 2001 smykkede partiet sig med et program, der ifølge David Trads, chefredaktør på Nyhedsavisen og forfatter til bogen Danskerne først! om Dansk Folkeparti, bedst kan betegnes som 'ultraliberalistisk'.

"Der er tale om et dramatisk opgør med velfærdssystemet og alle dets facetter, tilsat et voldsomt opgør med udlændingepolitikken. Hvis DF havde holdt fast i det program, havde Danmark i hastigt tempo kunnet bevæge sig mod den minimalstat, som Fogh i sin tid ønskede med sin bog," siger han.

Ud over stramninger på udlændingeområdet samt en udtrykt modstand mod EU, tilsiger principprogrammet en massiv privatisering:

"For at kunne nedsætte de alt for høje skatter og afgifter, ønsker Dansk Folkeparti besparelser på de offentlige budgetter. Derfor skal en lang række opgaver privatiseres og udliciteres," lyder det.

Og såfremt partiet får gennemført skattelettelserne, er målet fuld forældrebetaling i daginstitutioner.

"Børn er forældrenes ansvar," fastslås det, hvorfor man også taler for en genindførelse af revselsesretten.

Mens David Trads peger på, at DF har måttet opgive den strategi for at få fat i de afgørende socialdemokratiske stemmer - en strategi, han betegner som rendyrket populisme - så har principprogrammet fra '97 ifølge politisk kommentator Erik Meier Carlsen ubetydelige levn fra Fremskridtspartiet, som aldrig har haft en reel betydning.

Pia: Det var amatøragtigt

Samme melding kommer fra den tidligere pressechef i Fremskridtspartiet og nuværende kursuschef hos Dansk Folkeparti, Mogens Rex:

"Det program blev lavet hu hej vilde dyr, hvis jeg ikke tager helt fejl."

Og det gør han ikke, hvis man spørger DF-formanden. Selv kalder Pia Kjærsgaard programmet for 'amatøragtigt'. Men der var ikke kræfter til andet og mere, da hun sammen med Kristian Thulesen-Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner forlod Fremskridtspartiet i 1995 og med bistand fra Peter Skaarup som 'blæksprutte' efterfølgende udformede det af Folketinget krævede nye principprogram.

"Jeg husker ikke engang, hvordan principprogrammet var udformet, men formentlig var det meget amatøragtigt. Væsentligt for os var indvandringen og modstanden mod EU som led i en politisk integration. Siden har vi fundet os selv og den røde tråd og markeret de synspunkter, vi kan forsvare."

- I havde dog modereret skattepolitikken fra Fremskridtspartiets nul-procent til jeres eget ønske om 30 procent - men det synspunkt forfægter I ikke længere?

"Nej, det kan vi slet ikke, for vi går ind for en offentlig sektor, som kan tage hånd om de svage, og det mener vi faktisk ikke, man kan med en 30 procents skattedel. Men skatten var ikke et emne, snarere et levn vi bare tog med. Det skyldes ene og alene, at vi var nye. Og det nationale og danskheden var det afgørende, og det, der skaffede os underskrifterne og de 13 mandater, vi fik ved valget i 1998."

- Hvorfor fyldte det om skatten så relativt meget i programmet?

"Fordi vi skulle have det med," siger Kjærsgaard.

Mogens Rex tilføjer:

"Det første, vi vil blive mødt med, hvis vi taler om skattelettelser er: Hvor vil I skaffe pengene fra? Det skal jo finansieres, ellers er der noget, der ikke er, som det skal være.

Hvis man vil have indflydelse kan det ikke nytte, at føre den protestpolitik. Det er enten eller," siger han.

Virkelighedens verden

I 2001 udkom partiet med et arbejdsprogram udviklet af Peter Skaarup og Mogens Camre. Heri var privatiseringslysten nedtonet betydeligt, og skatten skulle heller ikke nødvendigvis ned på 30 procent, om end der fortsat var plads til eventuelle skattelettelser:

"-men en understregning af, at et lavere skattetryk kun er muligt ved at løse de offentlige opgaver på en mere effektiv og derfor billigere måde, eller ved en reduktion af den offentlige sektors opgaver. Dansk Folkeparti ønsker at tage begge disse muligheder i brug," står der i det program, der altså fortsat er partiets officielle.

Samme år bedyrede partiets nuværende præsidiemedlem, Poul Nødgaard, i Jyllands-Posten, at der var mulighed for endog betydelige besparelser på den offentlige sektor:

"Der er alt for mange ansatte. Vi kunne sagtens undvære 15 til 20 procent af dem, sagtens. Det ville selvfølgelig give et problem i forhold til de mange ting, vi gerne vil gøre på ældreområdet, det kan jeg godt se."

Og det kan partiformanden også. Pia Kjærsgaard forklarer selv skiftet med, at hendes følelser for den offentlige sektor er blevet varmere.

"Ikke mindst fordi der bliver gjort en stor indsats og med fokus på at få sektoren til at fungere. Jeg har støttet Fogh fra første færd i forhold til den kommende kvalitetsreform, jeg tror modsat Fogh bare ikke, at det kan gøres uden ekstra penge."

- Så lysten til at skære i den offentlige sektor er ikke længere aktuel?

"Nej, for nu har man en linje for den offentlige sektors vækst, som vi er med på sammen med regeringen."

Blæse en hatfuld

- Med arbejdspapiret in mente - hvordan kan I gå med på, at der overhovedet skal være tale om en vækst?

"Virkelighedens verden. At vi skal have tingene til at hænge sammen i forhold til, hvordan man mener, at samfundet skal hænge sammen, og hvad man kan forsvare."

- Nogle vil kalde det udtryk for rendyrket populisme?

"Det vil jeg blæse en hatfuld. Jeg ville aldrig nogensinde kunne forsvare ting, jeg ikke mente var rigtige. Sådan er jeg bare. Og hvis man er rendyrket populist, skal man hele tiden huske, hvad der er det smarte lige nu. Men jeg har som politiker følelserne utrolig meget med i det, jeg siger og gør, så det vil jeg blæse på. Og så vil jeg minde om, at vi har taget mange beslutninger, som næppe kan kaldes populistiske, for eksempel står vi bag mandatet om udstationering af vores soldater."

Udenrigspolitikken er også ifølge Michael Rex et af de øvrige afgørende områder, hvor partiet har udviklet sig i bestræbelserne på at få indflydelse.

"I Fremskridtspartiet var det ganske utænkeligt, at man ville være med til at sende danske styrker til udlandet," siger han.

Og netop Irak-krigen gav så sent som i går anledning til endnu en af de eksklusioner, partiet efterhånden er berygtet for at effektivisere over for interne kritikere. DF-formand i Himmerland, Kristian Borg, røg ud, efter at han i et læserbrev havde kritiseret partiledelsen for at svigtet løftet om ikke at sende soldater til Irak og Afghanistan, med mindre deres uddannelse og udstyr er i orden.

Forklaringen fra DF's organisatoriske næstformand, Carl Christian Ebbesen, er dog, at formanden ikke havde betalt kontingent - en forklaring, der tilbagevises af Kristian Borg.

Ikke lagt op til debat

Mens der således dukker sager op fra baglandet i ny og næ - ofte med eksklusioner til følge - har der været forbavsende tavshed om det kursskifte, partiet har gennemgået i det seneste tiår. Erik Meier Carlsen peger på, at en del kan forklares med den særegne struktur i partiet, hvor ledelsen har hånd i hanke med alt.

"Deres landsmøder har stort set ingen myndighed og ingen indflydelse på programmet. Det er en helt anden konstruktion, end man før har set. Der er ikke lagt op til, at partiets medlemmer skal diskutere principprogram," siger han.

Derfor er der ifølge Meier Carlsen tale om efterrationaliseringer, der fører til et 'Socialdemokratisk Classic' på de væsentlige områder.

"Der er efter min mening ingen grund til at nedvurdere skiftet. Der er et voldsomt engagement i udlændingepolitikken og europapolitikken og helt konkret ser de, at de kan hente opbakningen fra socialdemokratiske vælgere. For Pia Kjærsgaard er der tale om en selvbesindelse, for hun ser sig som en kvinde af folket og kæmpede i Fremskridtpartiet for en pragmatisk linje." siger han.

Moderaterne?!

Mens Venstre har måttet lægge øre til en betydelig række klager over den midtsøgende kurs både internt og i pressen, så er DF's forvandling gået stille af sig.

Ifølge David Trads skyldes det, at Socialdemokraterne blev bange for deres egen skygge, efter Poul Nyrup havde afvist DF som 'ikke stuerene'. Modet på at gå hårdt til DF forsvandt, mens også pressen holdt hånden over Pia Kjærsgaard og hendes partifæller.

"Partiet blev strøget med hårene af Christiansborg-pressen, hvoraf en del havde So-cialdemokratiske grundsynspunkter, men også havde en vis sympati for DF's udlændingepolitik," siger han.

Pia Kjærsgaard forklarer selv det smertefrie kursskifte med partiets unge alder - Venstre har en lang historie at bakse med.

"De er meget delt i hardcore liberalister, landmænd og så i dag den store midtergruppe, som støtter den kurs, Fogh lægger. Jeg tror ikke på, at Fogh bare lægger en midtsøgende kurs, fordi der er stemmer i det. Jeg tror også, at han har ændret sig personligt."

- Så både du og Fogh er bare blevet klogere?

"Ja, og vi tager hensyn til tiden. Der er udviklingen, virkelighedens verden og årene til forskel. Man ville aldrig kunne lancere et Fremskridtsparti i dag og få 28 mandater," siger DF-formanden, som fastholder, at hun står i spidsen for et midterparti.

- Men hvis man ser på det gamle principprogram, er det ikke just udtryk for en midtsøgende politik?

"Nej, men det har også at gøre med, at ... Da vi stiftede partiet, mente Ole Donner (meldte sig i 2000 ud af DF i protest mod topstyringen, red.), at vi skulle hedde De Moderate. De Moderate?! Jeg synes absolut, at navnet skulle være noget nationalt. De Moderate er jo fuldstændig latterligt ligegyldigt, så kunne vi ligeså godt hedde De Konservative, hvis der ikke allerede var nogen, der hed det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her