Læsetid: 3 min.

Dansk Folkepartis racister

11. oktober 2002

»Det er og bliver et brud på folkestyrets ånd, at man ikke har den ubetingede ytringsfrihed.«

Søren Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, som kræver racismeparagraffen fjernet

TIL DE, der som Søren Krarup ønsker den ubetingede ytringsfrihed, bør man benytte sig af invitationen til at tale direkte og og uden omsvøb: Dansk Folkeparti er et racistisk parti. Den retorik, som dets ledende politikere benytter – især partiformand Pia Kjærsgaard, medlem af Europa-Parlamentet Mogens Camre, ungdomsformand Kenneth Kristensen og den ideologiske fader Søren Krarup – er udtryk for den holdning, at en gruppe mennesker, nemlig muslimer, er ringere end
andre, nemlig kristne.
Siden Pia Kjærsgaard stiftede sit parti i 1995 har hun stået i spidsen for en politik, hvis hadefulde holdning til muslimer har givet hende opbakning fra næsten hver ottende dansker – men som ikke desto mindre er baseret på at lægge herboende muslimske flygtninge eller indvandrere for had.

POLITIET HAR nu besluttet at efterforske to sager mod medlemmer af Dansk Folkeparti for at have overtrådt paragraf 266b i straffeloven – racisme-paragraffen: Ved retten i Hvidovre har anklagemyndigheden krævet op til to års ubetinget fængsel til fire medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom. Der falder dom i dag, dagen før partiet afholder sit syvende landsmøde.
I Vejle anklager politiet blandt andre Mogens Camre og Kenneth Kristensen for racistiske udtalelser på partiets landsmøde sidste år. De udsagn, som lederne af Dansk Folkeparti er kommet med i de seneste år, er så grove og så krænkende, at det var udtryk for klarsyn, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen kaldte partiet for »ikke-stuerent«.

DE RACISTISKE udtalelser, som lederne af Dansk Folkeparti er kommet med, er mangfoldige – her er blot plads til et lille udpluk:
*Søren Krarup sammenlignede i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten den 29. oktober 2000 muslimske indvandrere med nazister: »Jeg mener, at den tyske besættelse var langt mindre farlig. Det var en fremmed stat, der besatte Danmark og kunne drives ud igen. Der sker en forvandling af den danske befolkning, som er helt anderledes irreparabel, og den kan ikke stoppes hurtigt nok,« fastslog Krarup.
*I et elektronisk ugebrev fra den 5. marts 2001 understregede Pia Kjærsgaard, at man aldrig kan stole på muslimer, fordi de har Koranens ord for, at de »gerne må lyve og bedrage og svindle« – og at det vil gå galt, når først muslimerne får flertallet: »I det øjeblik, muslimerne bliver de fleste i et allerede demokratisk land, vil de uværgerligt indføre diktaturet, for det ligger i islams
natur at dominere.«
*Partiformanden har i sit nyhedsbrev i partibladet fra december 1998 fastslået, at bag det ønske, som herboende muslimer har om at få en moske, gemmer sig drømmen om at undergrave folkestyret via en moske, der reelt er et muslimsk brohoved: »Formålet med et brohoved – det ved enhver, som har forstand på militærvæsenet – er jo nemlig at skabe en base for det videre, langt større fremstød, der skal komme.«
*Mogens Camre, der under sin grundlovstale i Frederikshavn i 2001 betegnede de muslimske flygtninge, der kommer til Danmark, som »en rå, primitiv indvandring af verdens bestialske forbrydere,« anklagede på årsmødet for et år siden muslimer for at ville bestemme over hele kloden: »Det verdensherredømme kan de ikke opnå med militære midler, men prøver at opnå det ved at oversvømme verden med mennesker. Hele verden er infiltreret af muslimer – og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at få os fjernet.«
*Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen, regnede i marts 2001 ud, at der i 2125 ville være flertal af muslimer i Danmark, og at der i den »islamiske tro er et fundamentalisme-potentiale, som end ikke nok så megen sekularisering og vestliggørelse kan udradere.«

BUDSKABET ER klart: Muslimer ønsker at indføre et diktatur i Danmark – enten ved at udmanøvrere os antalsmæssigt eller ved et militærkup. Muslimer er samtidig, ifølge Dansk Folkeparti, rå forbrydere og farligere end nazister. Budskabet er stærkt ringeagtende og racistisk – og der kan ikke lægges afstand nok til det.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu