Statskundskabsprofessor Ole Wæver er forbløffet over de nye afsløringer af danske myndigheders afvisninger af internationale nødråb i 2003, da coasteren 'Skagen' i strid med afsenderlandets lovgivning stak ud fra først Antwerpen via Rotterdam med lasten smækfuld af kampvogne og militært udstyr til det autoritære og konfliktramte afrikanske land Eritrea.
"Man sørger for at melde sig ud i stedet for at sige: Hvad kan vi bidrage med?" sagde Wæver i går til TV 2 om de danske myndigheders indstilling, som han kalder overraskende og kritisabel.
"I forhold til at det er menneskeliv, vi taler om i sidste ende, hvis de våben når frem, er det jo ikke særlig prisværdigt."
Det er TV 2-programmet 'Dags Dato', der har fået indsigt i dokumentation for, at danske embedsmænd igen og igen afviste at hjælpe de tyske og hollandske myndigheder med at stoppe den ulovlige våbentransport i et dansk-chartret skib. Det skete blandt andet med henvisning til, at man ikke ville løbe nogen risiko for, at det danske shippingfirma A.C. Ørssleff "led tab".
Også Information har set korrespondancen med de andre europæiske myndigheder, som på et tidspunkt var så desperate, at den danske ambassadør i Berlin blev indkaldt til samtale i det tyske udenrigsministerium. Coasteren 'Skagen' blev aldrig stoppet, og dens militære last nåede d. 14. februar 2003 frem til Eritrea, et land, der kaldes 'Afrikas Nordkorea' og i de seneste år har leveret våben videre til Somalias Islamiske Domstole, der er under mistanke for at bevæbne grupper i al Qaeda-netværket.
Transport til transitland
En rapport fra Amnesty, OXFAM og IANSA advarede sidste år om, at de nationale kontrolmekanismer er overhalet af den stadig mere globaliserede våbenindustri. For eksempel er det i dag ulovligt for danske shippingfirmaer at sejle våben til Somalia. Eritrea, som løbende forsyner Somalia med våben, er det derimod lovligt for danske skibe at sejle våben til - et eksempel på, at den nationalt orienterede våbenkontrol er noget nær meningsløs.
Sagen om coasteren 'Skagen' viser, at Danmark snarere end et dydsmønster er en af klassens slemme drenge, når det gælder shippingfirmaers omgåelse af de internationale regler - med danske myndigheders stiltiende samtykke. At 'Skagen's overtrædelse ikke udløste nogen dansk reaktion er ifølge Ole Wæver et udtryk for en systematisk dansk fortrængning:
"Det internationale arbejde for at kontrollere og bremse den internationale våbenhandel har været en dansk mærkesag i hundrede år. Og i al den tid har vi samtidig sejlet med våben. Så vi har lidt haft en konstant fortræng-ning: Vi var nødt til at se bort fra det der med skibene, fordi det passede ikke ind i vores politik," forklarer Wæver, der i 'Dags Dato' blev bakket op af formanden for 3F's afdeling for sømænd, Henrik Berlau. Ifølge Berlau er synet af et dansk skib lastet med våben og på vej mod Den Tredie Verden så almindeligt, at Danmark næsten kan kalde sig "verdensmester i våbentransport".
'Skagen' stikker af
Coasteren 'Skagen' bliver en officiel dansk hovedpine d. 31. januar 2003, da en fax tikker ind hos Udenrigsministeriet. Faxen kommer fra det hollandske udenrigsministerium, og den er et nødråb. Et tysk skib, der er chartret af det danske shippingfirma A.C. Ørssleff, er afsejlet fra Rotterdam med dele til T-54 og T-55 kampvogne, skydeudstyr, kikkertsigter, hjelme og 40 andre køretøjer bestemt for Massawa, Eritrea. Skibet har været tilbageholdt i Antwerpen siden 1998, hvor det blev pågrebet på vej til et Eritrea midt i en blodig krig med Etiopien med lasten fuld af våben - og uden gyldig eksporttilladelse. Nu har det udnyttet en tilladelse til at overføre lasten fra Antwerpen til Rotterdam til at stikke af mod Eritrea.
Hollænderne beder om hjælp til at stoppe 'Skagen', hvis kaptajn øjensynligt er sluppet uden om kontrollen ved selv at rette skibets destination til Eritrea i overførselstilladelsen. Det dansk-chartrede skib er tysk ejet, og våbendelene kommer fra den britiske virksomhed JMT Charlesworth. Transporten er ulovlig, understreger hollænderne; Eritrea er ikke nogen acceptabel destination.
3. februar optrappes nødråbene, da også tyskerne skriftligt anmoder om, at Danmark gør alt, hvad der står i vores magt for at stoppe transporten: "Det bliver stadigt mere akut at gribe ind for at forhindre lasten i at nå sit mål," skriver de. Da danskerne stadig ikke gør noget, indkalder de den danske ambassadør til samtale i Auswärtiges Amt to dage senere. Håbet er, at danskerne dels vil kontakte det danske shippingfirma - dels være med i en henvendelse til de egyptiske myndigheder om at stoppe 'Skagen' ved Suez. Det understreges, at dette ikke blot er en juridisk, men også en politisk sag: Det er i alles interesse at få stoppet den dødelige last til et af verdens værste konfliktområder.
Men danskernes holdning forbliver afvisende. Transporten overtræder ikke dansk lov, svarer man. Så Udenrigsministeriet nøjes med en forespørgende telefonopringning til A.C. Ørssleff og en forsikring om, at alle papirer er i orden. Internt forklarer kontorchef Per Fischer til sin kollega i Justitsministeriet, at danskerne for at undgå at "indikere et medansvar" heller ikke vil være med i de andre landes henvendelse til egypterne. På spørgsmålet, om man i det mindste kan oplyse om skibets placering eller destination, er svaret også nej: Man har ikke "hjemmel til umiddelbart at afæske firmaet oplysninger om skibets placering, endsige afgive disse oplysninger til udenlandske myndigheder med deraf følgende fare for, at shippingfirmaet led tab".
Erfaren transportør
A.C. Ørssleff er ikke just ukendt i den sorte branche. Rederiet sejlede våben til Saddam Husseins Irak under krigen med Iran og forsynede de baathister, der i dag er blandt hovedkræfterne i angreb på blandt andet danske soldater, med våben. Dengang sagde direktør Peter Knudsen til Aktuelt: "Det er vel ikke værre at sejle våben derud end til det danske forsvar. Nu er det tilfældigvis Iran og Irak, der er i krig. Der er ingen moral i det her." I dag er det hans søn Lars Knudsen, der først telefonisk over for TV 2 afviser overhovedet at have sejlet våben til Eritrea, siden i en mail skriver, at firmaet ikke har nogen "pligt til at checke andre landes told/eksport regler." Herudover har A.C. Ørssleff afvist at udtale sig om sagen.
At de danske myndigheder derimod valgte hele vejen igennem at tage shippingfirmaets ord for gode varer og at afvise al bistand til de europæiske myndigheder med henvisning til faren for Ørssleff's indtjening er ifølge Ole Wæver udtryk for en bevidst minimalistisk tilgang, hvor man sagtens kunne være gået meget længere: "Man har prioriteret danske virksomheder højt og internationalt samarbejde lavt, og det passer dårligt med den profil, som Danmark ellers ønsker at have, som et land, der yder sit til internationalt samarbejde." Men hos de danske myndigheder tilbageholdenheden er over for våbentransporterne blevet en slags refleksreaktion, siger Wæver: "Vi har en indbygget rutine, der hedder: Lad os lukke øjnene for det, for det er og bliver et problem, at vi gør det."
Udenrigs- Justitsministeriet har afvist at lade sig interviewe om sagen.
