Læsetid: 3 min.

Dansk klassekamp

31. januar 2004

DET ER en festlig start på statsministerens taler. Det er blevet et fast indslag: Klassekampen er slut. Som han har sagt: »Klassesamfundet er opløst. Klassekampen er slut. De totalitære ideologier fra sidste århundrede, nazismen og kommunismen, er kvalt.«
Men statsministeren er ikke alene. SF?s formand Holger K. Nielsen talte ikke om klassekamp inden partiets landsmøde i 2003. Han talte om, at Danmark faktisk stod og manglede et parti for ?børn og unge?. Underforstået: Hans parti stod faktisk og manglede et projekt. Partiet stod og står uden politisk relevans. Det handler ikke længere om repræsentation af den økonomiske modsætning mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
Politik handler også om det, man kalder ?værdier?; dvs. om livsstil, adfærdsformer, moral, sociale normer, sundhed, selvforhold og selvdisciplinering. Samfundsforskerne Jørgen Elklit og Mogens N. Pedersen skrev for nylig i en analyse af jordskredsvalget i 1973, at valget førte til en ændring, »hvor den traditionelle ?venstre-højre?-dimension, som man nu ofte betegner som den ?gamle?, blev suppleret med den anden dimension, som man har hæftet mange forskellige betegnelser på i tidens løb ? og som nok også har ændret sig i takt med den gradvise ændring i konfliktstrukturerne i løbet af perioden: ?Protest?, ?postmaterialisme?, ?værdidimensionen?, ?ny politik?, og muligvis endnu flere.«

STATSMINISTEREN, SF og samfundsforskerne træffer den samme konklusion: den klassiske klassekamp er ikke længere omdrejningspunktet for dansk politik. Socialdemokraterne advarer mod, at Anders Fogh Rasmussen vil kaste de svageste ud i det, Mogens Lykketoft kalder ?afgrundsdyb fattigdom?. Men Lykketoft har ikke forsøgt at mobilisere en samlet gruppe af lønmodtagerne til kollektiv modstand mod lønudbetalerne. Overhovedet ikke. Partiet har heller ikke en værdipolitisk dagsorden.
Anders Fogh Rasmussen har lanceret en kulturkamp ved at bringe latente konflikter til offentlig kollision. Men de andre borgerlige kulturkæmpere har ikke været i stand til egentlig at artikulere aktuelle modsætninger. Det bliver ikke til en konfrontation mellem virkeligt eksisterende positioner. Men kun lidt rituel klask til en akademisk konsensus i 70?erne. Kulturkampen virker ikke mobiliserende. Vælgerundersøgelser viser, at vælgerne er ligeglade.

DET ER i den anledning påfaldende, at Dansk Folkeparti både er det mest værdiorienterede parti og det parti, der samtidig virker mest mobiliserende. Folk bliver ophidsede for eller imod Dansk Folkeparti. Information kunne torsdag berette om et initiativ fra Enhedslisten, som skulle være en afsløring af Dansk Folkeparti.
Enhedslisten dokumenterer på hjemmesiden www.magtenspris.dk, at Dansk Folkepartis byrødder har stemt for lokale nedskæringer i velfærden. Enhedslisten trækker bukserne af Dansk Folkeparti og afslører: De er jo slet ikke et socialt parti! Det er prisværdigt, at Enhedslisten konfronterer Dansk Folkepartis politiske praksis med deres slagord og slogans. Men det ændrer ikke ved det basale forhold, at Dansk Folkeparti har præsteret at gentænke den gamle modsætning mellem nogle undertrykte og nogle undertrykkere. De har formuleret en værdipolitisk dagsorden over klassekampens skema. Folket er blevet undertrykt. De har ikke fået lov til at sige deres mening om flygtninge og indvandrere. Det onde Over-Danmark har holdt dem nede. Jesper Langballe har formuleret det ganske klart:
»Det er ikke en klassekamp i marxistisk forstand. Men man kan godt sige ? og dette skal sættes i meget kraftige gåseøjne ? at det er en klassekamp mellem det almindelige, arbejdende Danmark og akademikerklassen.«
Dansk Folkeparti lever på foragten. Søren Krarup, der nok har inspireret partiets ledelse, men som ikke har nogen formel status som politisk leder eller strateg, er blevet udsat for foragt og systematiserer nu sin foragt tilbage i hovedet på modstanderne. Dansk Folkeparti mobiliserer en minoritet så lille, at det er latterligt at udråbe den til folket. Partiet går nu tilbage fra 12 procent til 10 procent af stemmerne i meningsmålinger. Men foragten findes, og den formuleres kun af Dansk Folkeparti. Den tyske socialfilosof Axel Honneth har formuleret et afgørende spørgsmål:
»Hvordan nemlig en moralsk kultur må være beskaffen, som giver de foragtede og udelukkede, den individuelle kraft til at artikulere deres erfaringer i den demokratiske offentlighed i stedet for at udlede dem i voldens modkulturer.«
Dansk Folkeparti synes at have ført den voldelige modkultur ind i den demokratiske offentlighed. Volden er rettet mod flygtninge og fremmede. Den reproducerer foragten. Findes der mon en anden måde at artikulere foragten på? En måde, som ikke producerer mod had, men grundlag for gensidig anerkendelse? Kan man formulere modsætningen mellem de udelukkede og de veletablerede konstruktivt?

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her