Læsetid: 5 min.

Dansk kortfilms storhed og fald

Torben Glarbo har brugt seks år til i en rækketv-udsendelser at skildre danske kort- og dokumentarfilms historie fra Karl Roos ogTheodor Christensen og videre frem, indtil Jørgen Schleimann gjorde kort proces
9. marts 2007

For mange år siden skulle et filmhold lave optagelser for A. P. Møller på en boreplatform. Det fløj ud med helikopter, stillede an, men da den første filmrulle var brugt, var der ikke sket andet, end at kokken havde stukket hovedet ud fra en dør og trukket det til sig igen. Hjemme igen opdagede man, at der til gengæld helt uventet var røg på alle billederne. Hvordan var det gået til? Jo, filmfotografen var storryger.

Den anekdote fortæller Torben Glarbo, der var ung kameraassistent på optagelserne, og netop de mange anekdoter i filmbranchen var afsæt, da han og DK4's direktør Stig Hasner mange år senere enedes om, at han skulle beskrive danske kort- og dokumentarfilms historie i en række udsendelser, der p.t. ruller over skærmen.

Altså henvendte han sig til en 30-35 af 'de gamle' i branchen, så de kunne fortælle, hvad de kunne huske af sjovt og interessant. F.eks. Carl Th. Dreyers fotograf Henning Bendtsen. Ove Sevel, Henning Kristiansen, Henning Carlsen, Børge Høst og Ib Dam er andre, der var tæt på 'rødderne'.

Som en roman

Projektet har været undervejs i seks år - seks udsendelser af hver en times varighed. Nogle af de medvirkende er døde i mellemtiden.

- Har dansk kortfilms historie ikke været beskrevet før?

"Ikke rigtigt. Der har været brudstykker."

- Var der noget, der overraskede dig?

"Kun, og det var glædeligt, at når man satte så mange filmfolks historier sammen, blev det til en rigtig fortælling, som hang godt sammen. Jeg har prøvet at lave det lidt som en roman. Min ide var at få stoffet til at leve, at det ikke kun skulle være gamle klip, men at det skulle være fra stederne, hvor filmene blev til, værkstedet om man vil."

Den iranske jernbane

Serien starter symbolsk med, at Torben Glarbo går op ad trappen til Minerva, som var det første egentlige kortfilmselskab, oprettet i 1930'erne.

"Dengang var der få film, og miljøet var meget lukket. Man kom ind i det ved en tilfældighed eller ved at kende nogen," fortæller han.

Selv gik han op ad samme trappe i 1970'erne. Første gang kom han slet ikke ind. Anden gang kom han ind... og blev ansat som assistent hos Jørgen Roos, et af de største koryfæer i dansk kortfilm, blandt andet kendt for flere film fra Grønland.

"Den første dokumentarfilm, som - bortset fra PH's Danmarksfilm - blev rigtig kendt, var Ingolf Boisen og Theodor Christensens fra 1939 om den iranske jernbane, som blev lavet for Kampsax," fortæller han videre.

"Mange af de første film var bestilt af det offentlige eller store virksomheder som B&W og F. L. Schmidt. Karl Roos og Theodor Christensen blev de første store bannerførere, idet de havde en ide om, at man godt kunne lave kunstneriske film, selvom det var en bestillingsopgave. Karl siger i første afsnit, at ingen i Danmark rigtig vidste, hvad dokumentarfilm var. Folk troede, at det var noget med at filme dokumenter. Det var en engelsk opfindelse, som den daværende justitsminister tog op ved at nedsætte et filmudvalg i 1932. Det blev til Dansk Kulturfilm, som kunne sprede statens budskaber, og som senere blev fusioneret med det nye Statens Filmcentral, hvor der blev mulighed for finansiering og distrubution - det var jo før fjernsynets tid."

Brugt som forfilm

- Men de blev vel også brugt som forfilm i biograferne?

"Ja, under krigen, hvor kortfilmene blomstrede. Det var 'guldalderen'. Man brugte de danske kortfilm til at holde nazisternes propaganda-film væk fra biograferne. Dem skulle man vise, hvis der var plads, men der var så aldrig plads."

- Hvad skete der længere op mod vor tid?

"Roos' og Theodors indflydelse havde bærende kraft langt ind i 1970'erne, hvor en ny generation tog over (Torben Glarbo nævner i flæng navne som Ole Roos, Lise Roos, Franz Ernst og Jørgen Leth, red.). Flere af de nye instruktører havde ikke lyst til at være i de gamle selskaber, så der opstod nye såsom Ebbe Preisler Film og Hanne Høyberg Film. Den gamle ånd var lidt på retur, vi begyndte at lave film på en anden måde."

- Hvordan?

"Den gamle Eisenstein-måde at klippe på forsvandt. Nu gjaldt det om, at kameraet skulle registrere. Filmene blev længere og dyrere, nogle mere kunstneriske, andre politiske som Niels Vests Et undertrykt folk har altid ret, der vakte en kæmpe debat."

Tv's indtog

- Hvad betød tv's indtog?

"Tv overtog nogle af de opgaver, branchen havde løst, som de korte kunstnerportrætter og de som regel dagsaktuelle sociale og afslørende historier. Hvor Jørgen Roos nogle gange kunne bruge et år på en enkelt film, brugte tv en uge og tre dage. I filmbranchen syntes vi, det var sjusket lavet og slet ikke med den samme kærlighed eller teknik."

- Hvor slutter din serie?

"I 1989, da TV 2 blev oprettet. Det sidste afsnit hedder "Enden på legen", titlen lånt fra en film af Theodor. Midt i 1980'erne går det ikke godt for dansk kortfilm. Det er svært at få nye kunder. Vi vinder mange priser på festivaler, men ellers er der ikke rigtigt publikum til dem. De kan distribueres på video-kassetter, hvorved selskaberne mister meget store indtægter fra kopiering. Der sker en udsultning af branchen. Den samlede branche har håbet, at TV 2 vil give dem en masse opgaver, ligesom det nye Channel 4 har givet i England, men drømmen får en ende, da man som direktør ansætter en mand, der hedder Jørgen Schleimann, en højt begavet journalist, der imidlertid laver en stor aftale med Nordisk Film, som bliver bestemmende for, hvor meget eller snarere lidt en film må koste pr. minut. På en måde bliver dansk kort- og dokumentarfilm sat af, fordi journalisterne kan gøre det billigere."

Selvransagelse

- Fremtiden?

"Efter en død periode midt i 1990'erne, sker der en selvransagelse, for var vi overhovedet dygtige nok til at drive produktionsselskab? Man var ikke gearet til at sælge varen og skaffe ny kapital, opbygge et marked. I dag er der kommet nye folk til, og man tænker mere tv-selskaber rundt om i den store verden med ind i produktionerne. Fremtiden ser lidt grå ud, men også - forhåbentlig - lys. Måske ligger der en fremtid, hvor man kan købe filmene over internettet," slutter Torben Glarbo.

At danske kort- og dokumentarfilm ikke er uden interesse for publikum har blandt en film om Tintins skaber Hergé og filmen om Gasolin bevist, ligesom nogle stykker har været nomineret til og en af dem endda fået en Oscar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu