Læsetid 7 min.

Dansk narkopolitik har spillet fallit

Dansk narkopolitik har spillet fallit, og Danmark er på få år blevet et land, hvor liberalt frisind er blevet erstattet af ligegyldighed, ekspertvælde og kontrolliderlighed, siger Norges markante kriminolog Nils Christie. Hvis vi skal genoprette skaden og vinde over narko og kriminalitet, må nærmiljøet opruste
14. september 2005

Krigen mod narkotika er for længst overstået i Danmark. Vinderen blev narkoen.

Så markant lægger den norske kriminolog og professor, Nils Christie, ud, da han en solbeskinnet lørdag formiddag mødes med Information på Paludan Bogcafe i København.

Indenfor i cafeens lokaler sidder unge mænd og kvinder med dampende kaffe og opslåede bøger. Udenfor glider weekendglade danskere forbi i en lind strøm med indkøbsposer og barnevogne. En helt anden virkelighed finder man få kilometer derfra, på Vesterbro, og dét er netop årsagen til, at den anerkendte norske juraprofessor har taget turen fra Oslo til København. Aftenen før har han mødt Vesterbros beboere til et debatmøde, hvor bydelens narkoproblemer var emnet. Nils Christie var chokeret. Ikke over beboerne, hvis engagement i sagen, han beskriver som 'sydende', men over den kendsgerning, at der i Danmark findes zoner på offentlige gader og stræder, hvor en præcist defineret gruppe af landets borgere ikke må opholde sig: narkomanerne.

"Det er helt uforståeligt. Det er jo en form for apartheid, når nogle grupper af mennesker ikke får lov til at være på visse steder," siger Nils Christie.

At de danske myndigheder har indført de såkaldte forbudszoner overrasker dog langt fra den ældre, karismatiske professor. Fra sin udsigt på det juridiske fakultet på Oslo Universitet i Norge har han fulgt udviklingen i narkopolitikken i de nordiske lande tæt i årtier og kan på den baggrund konstatere, at Danmark på få år har forvandlet sig fra at være liberalt mønsterland med plads til forskellighed til at være klassens strikse politibetjent i Norden - og dermed det kontrolliderlige forbudsland, vi ellers har hånet svenskerne for at være.

Akkompagneret af krav om konsekvens og nultolerance har vi i Danmark med stramning efter stramning i narkopolitikken nu sat os selv i en situation, hvor vi har tabt krigen mod narko i vores forsøg på at vinde den, mener Christie.

Klassedelt samfund

Det er Vesterbro et glimrende billede på.

"Man har skabt et lovløst område, som er uhyre uheldigt for det civile samfund," siger han.

"En streng kontrol af narkotika har den virkning, at selve omsætningen går under jorden. Det foregår i det mørke. Og så opstår mørkekriminaliteten, når omsætningen, de virkelig store penge, bliver illegal, og man ikke kan bruge det almindelige statsapparat til at ordne tingene imellem sig. Hvis nogen snyder en kriminel, så må der kriminelle midler til for at løse problemet. Så efter min opfattelse er krigen mod narkotika ovre; narkotikaen har helt klart vundet."

Narkoens sejr kommer til udtryk på flere forskellige måder. Én af dem er de overfyldte fængsler, der koster statskassen millioner af kroner, og koster samfundet mentale ar, både når fængselspersonalet bliver udsat for vold, og når folk bliver mere kriminelle af at komme i fængsel.

"Et fængsel en forbryderskole. Du vil næppe træffe nogen med kendskab til området her, som ikke er enig med mig i, at det er så elementært. Vi sender vore børn til skoler, for at de skal lære noget og få venner for livet - og skal de lære ekstra meget, sender vi dem ekstra gode skoler - hvorfor skulle fængslerne fungere anderledes? Så hvis den konservative del af befolkningen er imod at holde folk ude af fængslerne, så er de samtidig for at skabe mere forbrydelse," siger Nils Christie.

Et andet udtryk for narkoens sejr er det ulige og klassedelte samfund, man lige nu kan opleve på Vesterbro, hvor ressourcestærke børnefamilier i dyre andelsboliger er trætte af de forhutlede narkomaner, der smider brugte sprøjter på legepladser og grønne områder.

Myndighedernes svar på konflikten er magtesløshed. De kan ikke komme narkoen og sprøjterne til livs, så i stedet forsøger de at begrænse skaderne ved at gøre narkomanerne mindre synlige i gadebilledet gennem de såkaldte forbudszoner, der betyder, at narkomaner ikke må stå stille mere end nogle minutter på bestemte steder. Som en politiassistent ved Station City, der medvirker i en film, der blev vist til debatmødet, Christie deltog i på Vesterbro, siger: "For at gøre det mindre synligt, så de (narkomanerne, red.) er til mindre ulempe for beboerne, prøver vi at sprede dem rundt på Vesterbro. Det gør vi ved at køre de steder, hvor vi ved, de er, og simpelthen bortvise dem og give dem bøder for at samle sig på de steder, hvor de har forbud."

Hvad er det for et samfund, der slet ikke sætter spørgsmålstegn ved den slags tiltag? Det spørger Nils Christie sig selv om med reference til det Danmark, der f.eks. fostrede Christiania og siden holdt fast i retten til individets personlige frihed, mens Norge og Sverige gik i moralpanik og skældte danskerne ud for at lede sine naboers ungdom i forfald. Eller til det faktum, at det kun er 11 år siden, at den danske rigsadvokat sendte en skrivelse ud til statsadvokater og politikredse om, at det ikke anses for kriminelt at være i besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug.

Fra due til høg

"På bare en 10-12 år er landet blevet som forvandlet," siger Nils Christie.

"Før var Danmark det mest liberalistiske land, mens Norge og Sverige var strenge - men Sverige værst. Sverige førte en forfærdelig narkotikapolitik på mange måder, men de gjorde det ud fra en kollektiv tanke om at tage vare på folk. Sådan er det ikke gået i Danmark. Her har udviklingen været, at mere liberalisme førte til øgede klasseforskelle. Der er opstået en slags uvilje hos de, der har klaret sig, mod de, der ikke har klaret sig så godt, en slags uro - 'hvad gør vi?' - og man får det her mærkelige fænomen som nultolerance, der spreder sig. Pludselig er Danmark blevet et helt andet land, når det gælder narkotikapolitik, det er gået langt forbi Norge og Sverige i strenghed, straf og kontrol."

Han fortsætter: "Det rejser også spørgsmålet: Hvor meget straf kan vi som samfund orke at have? Det danske fængselsvæsen er jo presset til det yderste. Vil man ende som USA? I har 70 fanger pr. 100.000 indbyggere lige nu. I Louisiana, et aktuelt eksempel i disse dage, har man over 1.000 fanger pr. 100.000 indbyggere, altså sidder en pct. af befolkningen i fængsel. Hvad siger det om staten? Hvad siger det om magtforhold? Hvad siger det om lidelse? Stort set prøver vi jo ellers at reducere lidelse i vore samfund - så føler vi det moralsk korrekt at lade så mange lide så meget?"

I nordisk sammenhæng har Danmark forvandlet sig fra due til høg, siger Nils Christie. Han minder om, at man siger, at revolutionen æder sine børn.

"Måske er det samme tilfældet med den ekstreme liberalisme? Måske har dette åbne samfund, hvor ingen bekymrede sig, også en kim til ligegyldighed i sig, en ligegyldighed over for dem der snublede i deres frihed. Og efterfølgende også en ligegyldighed over for de tiltag, som blev rettet mod de, der snublede."

Det samme gælder den anden vej rundt. De, der er snublet, føler ikke ansvar over for miljøet, de er i.

"Hvis folk er i omgivelser, der betyder noget for dem, så smider de ikke sprøjter hist og pist. Det er utænkeligt. De sprøjter, der ligger rundt omkring på Vesterbro, er jo en konsekvens af den atomiserede verden, som narkomanerne befinder sig i," siger Christie.

Nils Christie har talt sig varm. Mødet på Vesterbro dagen forinden har tydeligvis gjort indtryk på ham, fordi han her havnede i netop den slags lokalkonflikt, han hjemme i Norge har engageret sig dybt i, og som har understreget hans eget bud på, hvordan man skal løse narkoproblematikken: Ved at satse på nærmiljøet.

Styrk nærmiljøet

Efter devisen lokale løsninger på lokale problemer mener Christie, at den eneste vej ud er at lime lokalsamfundet sammen og give folk ansvar for hinanden. I stedet for at jage narkomaner rundt på Vesterbro, vil han skabe en tilstand, hvor narkomanerne føler, de har noget at miste: Et socialt netværk.

I stedet for at lade politikere, kontrolpolitik og bedrevidende eksperter bestemme, hvordan problemerne skal løses, vil han tilbage til dialogen mellem mennesker og give folk ejerskab til løsningerne.

"Det er ligesom med penge: Hvis nogle har mange penge, så bliver andre mere fattige. Hvis nogle antages at vide meget, så bliver de andre uvidende. Eksperterne har overtaget mange af vores problemer, så vi føler ikke, vi kan noget længere. Vi føler ikke ansvar for løsningerne længere. Til slut ender vi jo med ikke at tage ansvar for os selv. I Norge har vi en diagnose for ustyrlige børn, og det er jo et kneb, der tørlægger debatten. I stedet for at snakke om, hvad er det for mennesker og situationer, vi skaber," siger Christie.

Derudover er eksperter simpelthen kommet for langt væk fra virkeligheden, mener Christie. De sidder i deres store enheder, forvaltninger og kontorer, hvor de kan gemme sig og kun skal stå til ansvar for deres handlinger over for et fagligt råd. Det betyder, at de ikke bliver konfronteret med de tiltag og beslutninger, de tager over for samfundets svageste.

"Jeg mødte engang en socialarbejder i en lille by i Norge, som klagede over, at det var så vanskeligt at være socialarbejder der, for man mødte jo dem, man havde med at gøre og havde taget en beslutning om, på postkontoret eller hos købmanden. Det var svært, sagde hun. Og jeg tænkte: Nej, det var godt," siger Christie.

"For hun blev holdt tilbage. Hun måtte tænke sig om mange gange, før hun handlede. Og hun vidste, at hvis hun handlede på en uheldig måde, så ville hun ikke kunne undgå lokalsamfundets kritik."

Derfor bør det være en prioritet, at man bor i lokalområdet, når man ansætter folk, der skal tage sig af andres problemer.

Christie er også varm fortaler for at bruge konfliktråd frem for at straffe sig ud af problemerne.

"Jeg har en provokerende tese: Kriminalitet findes ikke! For kriminalitet afhænger af, hvordan vi ser på konflikter. Hvis din søn slår en andens søn, så ved du jo, at det ikke handler om, at han er kriminel, men om at du lærer ham at undgå at komme i situationer, hvor han vil slå; og du taler med den andens mor om at gøre det samme. Hvis man ikke har samme indbyggede mekanisme til at løse en lignende konflikt, der måske udspiller sig på gaden, så må vi bruge vor sociale fantasi, og der kommer konfliktråd ind. Meget ofte viser det sig, at det er tilstrækkeligt, at man taler sammen og får hjælp til at tale sammen - frem for at involvere politiet og strafferetssystemet. Gennem et konfliktråd dæmper vi tendensen til at se de andre som monstre. Og vi dæmper tendensen til at bruge - eller overforbruge - straffeapparatet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu