Læsetid: 4 min.

Dansk nej truer ØMU

15. august 1997

Vil man absolut spekulere i politik og i valutaværdier, så vil EU's projekt for Den Økonomiske Monetære Union være yderst leveringsdygtigt i de næste seksten måneder, inden det bliver jul i det dramatiske år 1998. Spekulanter af enhver art har længe, siden Maastricht-traktaten kom til verden, fået anledninger til at kaste sig ud i alskens væddemål.
Og således også i går, da avisen London Evening Standard hævdede - med hjælp fra såkaldt "meget pålidelige kilder" - at den tyske forbundskansler, Helmut Kohl, og den franske præsident, Jacques Chirac, har tilbudt den britiske regering og premierminister Tony Blair, at udsætte ØMU'en med et år. Hvis man udskyder tidsplanen, så vil regeringerne i Bonn og Paris få bedre tid til at klare kravet om en maksimalt budgetunderskud på 3 procent af bruttonationalproduktet. Og samtidig vil Storbritannien kunne være med fra starten og gøre møntunionen bredere, lyder argumentationen.
Besnærende snak - år 2000 rummer jo ganske meget magi, hvis man drømmer om et nyt årtusindårsrige og et uopsigeligt Euro-broderskab og fred i vor tid, mellem Europas stormagter. Men det lyder som endnu en avisand til den store flok af avisænder, som dele af den britiske presse har sendt i luften i de seneste år.

I virkeligheden er det svært at slå en handel af med briterne på det punkt. Tony Blair kan ikke smile sig fra løftet om at holde en folkeafstemning ØMU'en - det måtte i så fald ske i løbet af år 1998. Men Labour-regeringen vil med stor sandsynlighed ikke kunne vinde en folkeafstemning, inden euroen har demonstreret sin levedygtighed i nogle år. Præcis det samme lad-os-vente-og-se-ræsonnnement har det svenske socialdemokrati givet udtryk for. Klogt nok, befolkningens skepsis og de økonomiske omstændigheder taget i betragtning.
En meningsmåling blandt 33 europæiske økonomer, som nyhedsbureauet Reuter netop har offentliggjort, viser, at disse eksperter nu giver ØMU'en 83 procents chance for at starte til tiden i år 1999. Hovedårsagen til eksperternes optimisme er iflg. Reuter den betydning som Amsterdam-traktaten har.

Lader man sig besnære af den slags ekspertudsagn, fordi disse mennesker antages at have scoret 13-taller på eliteuniversiteterne, og fordi de som eksperter til daglig får løn for at spekulere over udviklingen på bl.a. det europæiske valutamarked, så risikerer man at overse nogle helt fundamentale forhindringer, som kan få ØMU-projektet til at grundstøde.
Den tyske Bundesbank udsendte, også i går, en skarp advarsel om udviklingen i de tyske statsfinanser, som løber løbsk, bl.a. fordi partierne i Bonn ikke kan enes om en skattereform. Forbrugerpriserne er steget kraftigt på det seneste, og forbundsbanken kan blive tvunget til at forhøje renten - og dermed give det meget spæde tyske opsving en kold tyrker.
Det vil kunne forværre de mest troværdige prognoser: at underskuddet på de offentlige budgetter vil blive 3,3 procent og dermed overstige Maastricht-kravene.

Ja, den slags kendsgerninger burde gøre indtryk. Den euro-skeptiske, bayerske ministerpræsident, Edmund Stoiber siger til den franske avis La Tribune, at man i stedet for at fastfryse valutakurserne den første januar 1999 bør vente til år 2001. Og så vil man som planlagt kunne sende de nye eurosedler og -mønter ud til befolkningen fra den første januar år 2002.
Det kan være den eneste realistiske løsning, når tidens fylde kommer. Den socialistiske regering i Paris slås præcis med de samme problemer som Kansler Kohl, og trods yderligere nedskæringer ender det franske budgetunderskud meget let på 3,2 til 3,5 procent.
Intet tyder på, at ny vækst i EU's indre marked vil kunne redde de betrængte politikere. Mens USA og Japan stormer der ud af, så stod EU-økonomien nærmest bomstille i årets første kvartal. Økologisk fortalt kan 0,1 procents vækst i denne periode være et yderst positivt budskab, men det gør det sværere at nå ØMU-målet for franske og tyske politikere, da de åbenbart ikke har vilje til dybe nedskæringer eller til at hæve skatterne.

En paradoksal trussel mod kernelandenes ØMU-projekt er den danske folkeafstemning om Amsterdam-traktaten, som formodentlig holdes næste forår. Selv om vi ikke skal stemme om ØMU, da vi har en undtagelse, så kan et dansk nej skabe så stor usikkerhed om Amsterdam-traktatens fremtid, at økonomiske eksperter i bankerne (der også skeler til det tyske forbundsdagsvalg i september måned) mister tillid og får kolde fødder. Bare få måneders forhandlinger om en ny dansk særaftale, vil kunne give ubehagelige bølgeskvulp på markedet. Et folkeligt dansk nej vil kunne øge sandsynligheden for, at euroen må udskydes, hvis den da nogensinde bliver til noget. Da de økonomiske og sikkerhedspolitiske risici ved et sådant scenarie ofte undervurderes på den danske venstrefløj - som af nationale grunde helst vil være fri for dansk ØMU-deltagelse - så er det til en forandring værd at lytte til lederen af de tyske Grønne, Joschka Fischer: "Selv nationalstater så store som Tyskland, Frankrig og Storbritannien vil være for små i de sociale og økonomiske processer i denne globaliserede verden. (..) Hvis euroen ikke bliver til virkelighed, så vil USA definere den globale økonomis udvikling i det 21. århundrede," siger den grønne leder, der samtidig frygter de spændinger, som D-marken og en defacto europæisk centralbank i Frankfurt vil skabe i forhold til naboerne, hvis euro-projektet falder fra hinanden. Megen politisk vilje skal opbydes, for at det scenarie ikke bliver til virkelighed.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her