Læsetid: 3 min.

Dansk politik er ramt af engelsk syge

Den største mangel ved regeringen er, at den savner et alternativ
10. april 2006

I perioden fra begyndelsen af 1930'erne til 1960'erne var Socialdemokratiet den drivende kraft i det største sociale og kulturelle omstillingsprojekt i nyere dansk historie, vi kender. Omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund. I netop den periode blev den del af arbejdsstyrken, der var beskæftiget i fremstillingsvirksomhed, den største på arbejdsmarkedet. Før havde det været landbrugsarbejde. Efter midten af 1960'erne blev det service m.v., ikke mindst offentlig service.

Socialdemokratiet var som sagt den drivende kraft i denne omstilling. Det var dem, der skabte den fortælling, der bar omstillingen. Og det var dem, der leverede de afgørende forudsætninger.

Fortællingen var på én gang stor og enkel. Den bestod af to nøglebegreber: Industriarbejde og solidaritet.

Det ene nøglebegreb var industriarbejde. Opgaven bestod i at forvandle tusinder og atter tusinder af landarbejdere til at blive industriarbejdere. At kvalificere alle disse mennesker til industriarbejdets disciplin og selvdisciplin. At give dem de relevante færdigheder. Lære dem at indgå i et arbejdsfællesskab. Gøre dem stolte og selvbevidste som industriarbejdere.

Min svigerfar var et af de mange eksempler. Han voksede op i 1920'ernes Nordjylland. Han fik plads som læredreng på det daværende C. V. Obel, som senere blev til Skandinavisk Tobakskompagni, og sluttede karrieren som leder af maskinproduktionen på Skandinavisk Tobakskompagnis afdeling i Viby ved Århus. Han endte i 1960'erne med eget hus i Solbjerg, Saab i garagen og B&O-anlæg i stuen. Hans ideal var Henry Grünbaum, daværende finansminister og velfærdsstatens chefingeniør.

Viden og anerkendelse

Det andet nøglebegreb var solidaritet. Solidaritet både i arbejderklassen og i samfundet med velfærdsstaten som solidaritetens kronjuvel. Min svigerfar blev lærling, fordi familien ikke havde råd til at give ham en videregående uddannelse. Han var stolt over og glad for, at denne urimelighed ikke blev videreført til næste generation. Han var stolt over et velfungerende sygehusvæsen. Og da han i starten af karrieren boede i lejlighed i Nørresundby, var kolonihaven ikke blot et velfærdsgode, men symbolet på arbejderkultur og fællesskab.

Sådan var billedet i den første omstillingsperiode. I dag står vi i den næste: Fra industriarbejde til vidensarbejde. Kedeldragterne på B&W er for længst borte. Masseproduktionen foregår i den globale økonomis lavlønsområder. I Danmark er løsningen videnstungt arbejde.

Dengang var nøgleordene industriarbejde og solidaritet. I dag er de tilsvarende nøgleord i vor tids store fortælling: Vidensarbejde og anerkendelse.

Det ene nøgleord er vidensarbejde. Det forudsætter en massiv satsning på uddannelse og forskning. I vor tids folkeskole er det ikke nok at tilegne sig grundlæggende færdigheder, paratviden og disciplin. I dag skal man udvikle kompetencer til selv at tage ansvar, og man skal tilegne sig kreative evner, dvs. være selvstændig og kritisk. Allervigtigst er nok evnen, viljen og lysten til at fortsætte sin personlige uddannelsesproces livet igennem: I efteruddannelsesforløb og som løbende kompetenceudvikling i arbejdslivet.

Det andet nøgleord er anerkendelse. Begrebet solidaritet er blevet slidt ned, både som et begreb for klassens sammenhold, dens massekarakter, og som et begreb for velfærdsstaten. I dag er vores styrke ikke, at vi er ens, men at vi er forskellige. I dag er velfærdsstaten blevet til et system af ydelser og rettigheder, som vi nidkært vogter over. Får jeg, hvad jeg har ret til? Fik naboen mere?

Oppositionen i kviksand

Nej, anerkendelse er et begreb, som dækker over, at vi lever i et verdenssamfund, hvor vi møder hinanden i vores indbyrdes forskellighed. Jeg anerkender den anden som menneske, borger og kollega. Jeg insisterer på dialogen som princip, ikke på ensartetheden. Den anden skal ikke være som mig, men skal anerkendes og skal anerkende. For kravet om anerkendelse kræver gengældelse.

Derfor er det en katastrofe, når Socialdemokraterne nu om dage ikke kan gøre sig til talerør for den nye store fortælling, men dels påstår, at der slet ikke er brug for en ny fortælling, fordi den gamle stadig er god nok, dels hævder, at de har "politik på alle hylder" - underforstået: Uden ideologisk sammenhæng.

Det er en ulykke for samfundet, hvis omstilling derfor foregår modstræbende og i form af katastrofer, jvf. den stadigt aktuelle Muhammed-sag. Det er en ulykke for demokratiet, så sandt som ethvert demokrati ikke blot forudsætter en regering, men også en opposition.

Dagens Danmark er ramt af den engelske syge: En regering, der kan degenerere, uden at dens legitimitet anfægtes. Den største mangel ved regeringen Fogh Rasmussen er, at den savner et alternativ. For oppositionens største parti står i kviksand: Hver eneste gang det giver sig til kende, synker det endnu dybere ned i dyndet.

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her