Læsetid: 3 min.

Dansk selvretfærdighed

12. november 1999

EN STADIG stærkere trang til forsoning, forening og fred synes at brede sig Europa her på falderebet til det tredie årtusind efter Kristi fødsel. Et udtryk for denne trang er disse dages fejring af Murens fald og vores kollektive farvel til dette århundredes store sekulære religionskrig, mellem Kommunismen og Kapitalismen. Et andet udtryk for den historiske bevægelse er Den Europæiske Unions forsøg på at svinge sine vinger ud mod øst, til det ortodokse Byzans. Præcis som EØF/EF/EU i de sidste 40 år har bidraget til at bygge bro mellem de katolske sydeuropæiske samfund og de protestantiske velfærdsstater. Samtidig er de gamle religiøse skel mellem Europas kristne kirker ved at blive blødt op, og en økumenisk, fælleskirkelig forsoning trænger sig på.
Den foreløbige kulmination kom forrige søndag. Efter tredive års intense teologiske diskusioner underskrev Det Lutherske Verdensforbund (på vegne af næsten 60 mill. lutheranere) og Den Katolske Kirke (på vegne af 900 mio. katolikker) en fælles erklæring om 'retfærdiggørelse'. Det skete meget symbolsk i den tyske by Augsburg, hvor protestanterne i år 1530 overrakte den berømte Augsburgske bekendelse til kejser Karl V og lagde grunden til kirkedeling, reformation, religionskrige og de senere politiske skel mellem det protestantiske Nordeuropa og det katolske Sydeuropa.
For at forstå betydningen af den nye fælleserklæring er det nødvendigt at gå en teologisk omvej tilbage til splittelsestiden.
Martin Luther mente, at menneskets retfærdiggø-relse - og dermed frelse - udelukkende sker gennem troen, og han henviste bl.a. til Paulus brev til romerne: "den retfærdige skal leve af tro." Luther sagde,
at det var ham åbenbaret, at Gud i sin uindskrænke-
de frihed dømmer, fordømmer og frelser efter sin egen afgørelse. Og han drog videre den konklusion,
at den menneskelige vilje er af en sådan natur (efter Syndefaldet), at det står mennesket frit at gøre det gode. Luther mente, at 'den frie vilje' er en illusion,
og det ikke står i menneskets magt at gøre godt eller ondt.
Den Katolske Kirke holdt ved Tridentinerkonciliet i 1545 fast ved en anden opfattelse af retfærdiggørelsen. Katolikkerne er enige i, at retfærdiggørelsen sker gennem troen på Gud. Men den sker etapevis. Efter at have modtaget Guds 'kaldende' nåde kan mennesket gennem viljeshandlinger og kærlighedens gode gerninger gøre en forskel. Mennesket er ikke et passivt, men et aktivt handlende væsen.
Næsten fem hundrede år skulle der gå, før end de evangelisk-lutherske kirker og Den Katolske Kirke kunne forsone sig med hinanden og begynde at
fjerne de gensidige fordømmelser. Med Augsburgs-erklæringen er man, trods hinandens forskelligheder, blevet enige om et fælles minimumsgrundlag: Frelsen sker gennem troen.
Erklæringen kan bidrage til at rive gamle utidsvarende fjendebilleder ned. Eller som den professor,
lutheraneren Viggo Mortensen sagde i interview til Information i foråret:
"Den kontrovers, der var kirkeadskillende på reformationstiden (læren om retfærdiggørelse,red.) ser i dag anderledes ud. Den behøver ikke længere at skille os ad som kirker."

DESVÆRRE HAR Den Danske Folkekirke (sam-men med to mindre evangelisk-lutherske kirke
i Afrika) isoleret sig internationalt og nægtet at skrive under på fælleserklæringen. De danske biskopper vil ikke skrive under, fordi der ifølge dem mangler "konsensus". "Vi er stadig teologisk uenige med den katolske kirke på en række punkter," siger biskoppen
på Lolland Falster, Holger Jepsen, og beklager over-
for Jyllands-Posten, at erklæringen ikke baner vej for et nadverfællesskab mellem katolikker og protestanter.
Den Danske Folkekirke har ret i, at det er på tide at skabe et nadverfællesskab, men hvis ikke der i den danske kirke er vilje til at skrive under på fælles erklæringer som den fra Augsburg, så bidrager man blot til at fastholde de gamle skel.
Det er en illusion at tro, at man kan opnå fuldstændig konsensus, men når stort set alle luthersk-evangelisk kirker - inklusiv de nordiske broderkirker - kan acceptere Augsburg-erklæringen, hvorfor kan den danske så ikke. Måske er det den samme streng af selvretfærdighed og selvgodhed, der ind i mellem dukker op i den danske unionsdebat? At vi, det danske folk, har det rette svar og har udviklet verdens bedste samfundsmodel, og at vi ikke har noget at skulle lære fra udlandet - aller mindst fra Romerriget og paven! Jeg ved det ikke, men lad os ikke håbe, at folkekirken indhyllet i dannebrogs, danskhedens og den nationale kulturtraditions rød-hvide farver isolerer sig fra omverdenen og den fælleskirkelige forsoning. På et tidspunkt, hvor den globale forbrugerkultur og sækulariseringen trænger kristendommen og de kristne kirker i defensiven, er der brug for andre svar end isolationens nationale fortmentalitet.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her