Læsetid: 2 min.

Dansk-svensk filmkommission får gevinst i Cannes

Oresund Film Commission får aftale om amerikansk filmproduktion i hovedstadsområdet. Cannes-aftalen giver millionomsætning til regionen
19. maj 2005

De sidste aftaler om at optage en amerikansk spillefilm i hovedstadsområdet kom i går på plads på filmfestivalen i Cannes.

"Det er en produktion til omkring 30 mio. kr., og dertil kommer alle de penge, som et helt filmhold lægger i København til hoteller, transport og meget andet," fortæller Ulrik Bolt Jørgensen, filmkonsulent i Oresund Film Commission (OFC) til Ritzau.

Ikke alle detaljer omkring spillefilmen er på plads. Manuskriptet og instruktøren bliver skandinavisk, men resten, altså også rollelisten, skal være amerikansk. Optagelserne indledes i maj næste år i København, hvor produktionsselskabet kan trække på alle de nødvendige faciliteter i det lokale filmmiljø.

Oresund Film Commission er et dansk-svensk projekt, som også har andel i en 'pakke' på tre internationale co-produktioner, som Nordisk Film samarbejder med det engelske selskab Affinity Films om.

"Forproduktionen på den første af disse film indledes i denne uge, og kommissionen har skaffet 15 procent af filmens budget. Det sker ved, at vi tilbyder produktionsselskaberne bestemte faciliteter mod til gengæld at få andel i rettighederne. Vi har som overordnet mål at fremme internationale investeringer i Øresundsregionen," tilføjer Ulrik Bolt Jørgensen.

Penge til lokalområdet

Han håber på, at det lykkes at finde frem til en politisk model, hvor kommissionen investerer i filmprojekter, mens selskaberne til gengæld forpligter sig til at lægge et bestemt beløb i lokalområdet. Sådanne konstruktioner er almindelige mange steder i Europa, bl.a. i Trollhättan i Sverige, hvor den regionale filmfond Film i Väst med attraktive økonomiske betingelser bl.a. har fået Zentropa til at optage Lars von Triers film i studierne på stedet.

Bag Oresund Film Commission (OFC) står bl.a. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Copenhagen Capacity, Region Skåne og Producentforeningen. OFC blev etableret med det overordnede formål at profilere regionen som et attraktivt sted for filmoptagelser, og det skete med et samlet budget på 6,5 mio. kr. i en 'prøveperiode' på to og et halvt år, der udløber med udgangen af marts 2006.

"Fra starten var succeskriteriet, at vi inden for prøveperioden skulle have hjulpet to-tre spillefilm og 15 reklamefilm til København og Skåne. Det mål har vi for længst indfriet, men det bliver selvfølgelig spændende at se, om politikerne finder grundlag for, om og i hvilken form Oresund Film Commission kan fortsætte," slutter Ulrik Bolt Jørgensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her