Læsetid: 6 min.

Dansk tv-drama skal fortsat samle nationen

Der er ikke plads til eksperimenter i dansk tv-dramatik, og det har seerne tilsyneladende ikke noget imod. Som 'Krøniken' går ind i sæson nummer to, har det aldrig set bedre ud for dansk tv-dramatik. Emmy-priser, millioner af seere og overskrifter i tabloidpressen. Men hvad koster det?
17. januar 2006

Der er ikke plads til eksperimenter i dansk tv-dramatik. Det er ikke en påstand fremført af en ond kulturadikal figur i Krøniken eller en mavesur anmelder i Politiken.

Det er et synspunkt fremført af DR-Dramas chef her i 2006. Og seerne elsker det tilsyneladende. Aldrig har dansk tv-dramatik haft så stor seer-succes som i disse år, og sæsonstarten på Krønikens anden omgang satte to tykke streger under den succes. Mere end 2,5 millioner seere følger med i serien, der i mellemtiden er blevet modtaget noget køligt af de danske anmeldere og kommentatorer. "Laveste fællesnævner", lyder det og "2,5 millioner mennesker kan faktisk godt tage fejl".

Men DR-Dramas chef, Ingolf Gabold, er på ingen måde i tvivl om, at DR's strategi er den rigtige. Beskyldning om leflen for laveste fællesnævner preller af.

"Det er ikke sandt, at vi forsøger at ramme laveste fællesnævner," forklarer han.

"Og vi rammer ikke nødvendigvis efter det bredest mulige publikum. Det er klart, at vi er interesseret i mange, men det er meget vigtigt at forstå, at vi har forskellige seermål med de forskellige produktioner, vi laver. En serie som Krøniken har et meget stort seertalsmål, men Ørnens seertal eksempelvis er mere end en million mindre. Her er der tale om en mere kompleks serie, med temaer som globalisering, international økonomi og den slags, så derfor regner vi også med et lavere seertal," siger han og henviser desuden til sine public service-forpligtelser:

"Grundlæggende skal vi jo kommunikere bredest muligt inde for den enkelte dramaserie. Jeg har en public service-forpligtelse, der gælder alle dem, der har betalt licens, så jeg bliver nødt til, at sende noget, som en bred række af mennesker godt kan lide. Det er ikke, fordi vi ikke tør at komme ned på de der 6-700.000 seere en søndag aften, men Danmarks Radio er under ingen omstændigheder en niche-virksomhed."

- Så der er også plads til eksperimenter?

"Nej, det er der ikke. Og her ligner vi ikke de gamle dage. Vi laver ikke længere eksperimental dramatik i DR-Drama. Det overlader vi til vores engagement til dansk spillefilm, som vi støtter med 140 millioner kroner over fire år. Her bruger vi gerne støttekroner på det eksperimenterende, og ser altså vores tv-produktion i stærk sammenhæng med spillefilmsproduktionen. Det er ved filmen, vi skal finde avantgarden."

- Men er tv ikke en særlig genre i sig selv?

"Jo, den er i hvert fald æstetisk og samtidig kan den noget i længden, som filmen ikke kan. Man kan altså tage sig længere tid til den enkelte karakter, så det er noget vi også er opmærksomme på," siger Ingolf Gabold.

'Matadors' hellige aura

Seerne har heller ikke lyst til de store eksperimenter. Til efteråret genudsendes Matador for fjerde gang på dansk tv. Lørdag aften, midt i den bedste sendetid. Har Danmarks Radio valgt at sætte en næsten 30 år gammel tv-serie på. Det kunne lyde som en løsning i sparetider og produktivt dødvande, men faktisk sker det efter et massivt folkeligt pres fra seerne. I følge DR er der i gennem årevis ikke gået en dag uden, at folk fra hele landet har tigget stationen om nok en genudsendelse af serien, og nu giver stationen altså efter.

Gunhild Agger fra Aalborg Universitet har i foråret skrevet en doktordisputats om den danske tv-dramatik, og for hende er det ikke overraskende, at seerne kræver Matador tilbage, og at Krøniken nyder så stor folkelig popularitet.

"Der har altid været en utrolig stor popularitet omkring Matador, og diskussionen om dens kvaliteter er nærmest stoppet," siger Gunhild Agger.

"Den er blevet en klassiker forbundet med en vis aura, og så opnår de historiske serier en enorm popularitet, fordi de går ind og samler nationen om et historisk fællesskab. Globaliseringen og individualiseringen er over os - det er åbenlyst - og det giver selvfølgelig et behov for at samles om det, der trods alt er dansk - nemlig vores historie," forklarer Gunhild Agger, der også peger på den psykologiske realisme, som Leif Panduro introducerede i 60'erne som en særlig succes i det danske tv-drama.

"Man har haft travlt med at afsværge arven fra Panduro, men i dag ser man meget ofte den psykologiske realisme som noget særligt dansk, og den passer virkelig godt ind i serier som Krøniken og Nikolaj og Julie.

- Kan man tale om en entydig succes i dansk tv-drama i disse år?

"Det kommer naturligvis an på, hvad man mener, succes er. Man kan sige at DR's genre-spektrum er blevet gevaldigt meget smallere. Hvis du ser på, hvor mange kortere føljetoner, der var tidligere - af tre til seks afsnits varighed - er der ikke rigtig noget i øjeblikket, og jeg tror ellers, det er ret godt at have den form at udvikle i. Man er jo nødt til at tænke på lidt længere sigt," mener Gunhild Agger.

Laveste fællesnævner

Dette synspunkt bakkes op af DR's tidligere dramachef gennem 15 år, Bjørn Lense-Møller. Han var dramachef 1970-1985 og har altså lagt navn til en lang række af Panduros stykker og også Matador, der løb fra 1978 til 1982.

"Vi søgte langt mere, end man gør i dag," siger Bjørn Lense-Møller og opridser datidens succeskriterier.

"Det vigtige var at præsentere publikum for alle de udtryksformer, der var i landskabet på det tidspunkt, og jeg mener, det lykkes for os at få sammensat et meget varieret udbud. Og der har tiden udviklet sig sådan, at man på forhånd sortere en række udtryksmuligheder fra, fordi man ikke mener, at det interesserer et stort publikum. Det er den store forskel fra dengang til nu," siger Bjørn Lense-Møller

"Man har en filosofi nu, som hedder, at drama er så dyrt, at man bliver nødt til at lave noget, der sigter mod det største mulige publikum, og det giver selvfølgelig et resultat i retningen af en eller anden fællesnævner, der ikke må være for høj," siger Lense-Møller.

Den nuværende dramachef Ingolf Gabold er imidlertid ikke enig i dette synspunkt. Han er ikke ubekendt med kritikken, og kan forstå, hvis nogen bliver frustrerede.

"Når diskussionerne ind imellem er så hårde mellem mig og sådan nogle som Dansk Kunstnerråd eller de såkaldte kulturradikale, så hænger det sammen med, at vi har at gøre med striden om fordelingspolitik og regulær økonomi. Jeg kan godt forstå at en række af de mere eksperimenterende kunstnere gerne vil have en del af de penge, vi sidder med, men her går vi altså i højere grad ind og styrker de eksperimenterende film," forklarer Ingolf Gabold, der også ofte hører, at DR's produktioner ligner de udenlandske. Men også på det punkt er Gabold urokkelig.

"Når vi vinder priser i udlandet, er det ikke, fordi vi er amerikanske. Det er netop, fordi vi er danske. Derfor gentager vi heller ikke de miljøer, man ofte ser i udlandet i advokat- og politi-serier. Det er dér, vi er specielle," forklarer han og trækker arven fra Panduro op.

"Vi har også en særlig danskhed fra Panduros psykologiske realisme. Vores produktioner handler ofte om nutidsmennesker. Vi går ind i disse nutidsmenneskers liv med en æstetik som Panduro præsenterede os for. Jeg vil sige: Hvis Panduro levede i dag og var en ung mand - så tror jeg, at han havde skrevet Nikolaj og Julie.

- Okay?

"Ja, jeg tror, at denne narcissistiske generation af 30-35-årige mennesker med karriere og for dyre huse, der ikke kan få kærligheden til at fungere, havde interesseret ham dybt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu