Læsetid: 4 min.

Danske auktionshuse sælger stjålen kulturarv

Ingen af auktionshusene Bruun Rasmussen, Ellekilde eller Lauritz.com har problemer med at sælge stjålne kulturskatte, viser en rundtur til de danske auktionshuse. Politiet er overrasket over, hvor nemt det er at afsætte genstandene, som ifølge eksperterne kommer fra en systematisk udplyndring af den tredje verden
16. juni 2006

Den tredje verden er taberen, når verden i disse år plyndres for sin uvurderlige kulturarv. Vinderen - det er ifølge eksperterne Vestens kunsthandlere og auktionshuse. Information kan i dag afsløre, at Danmark ikke holder sig tilbage. Tværtimod afslører vores stikprøve, at auktionshusene Bruun Rasmussen, Ellekilde og Lauritz.com er villige til at aftage ulovligt indsmuglede kunstskatte fra fattige lande som Kina og Afghanistan.

Udstyret med en skjult mikrofon har Information været i byen for at tilbyde ulovlige kunstgenstande fra netop Kina og Afghanistan til salg.

Alle tre auktionshuse var villige til at aftage, selv om de var blevet gjort opmærksom på, at genstandene var smuglet ud af oprindelseslandene.

Kunsthistoriker Staffan Lundén fra Göteborgs Universitet, som er ekspert i ulovlig handel med kulturarv, understreger, at både de kinesiske figurer og de afghanske stenfund stammer fra områder, der udsættes for systematisk plyndring.

"Det er dybt uetisk, at de danske auktionshuse er villige til at acceptere den slags," siger han og forklarer, at auktionshusene skal kræve klare beviser fra sælgerne på, at den slags arkæologiske fund ikke er illegalt opgravede og udført.

"Ved at acceptere kulturgenstande uden forhistorie bidrager auktionshusene til plyndringen og destruktionen af verdens kulturarv."

Forbudt handel

Også politiet undrer sig. Kriminalinspektør Kjeld Agerskov Petersen fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter NEC er overrasket over at høre, hvor nemt det er at afsætte stjålne kulturskatte fra lande, hvis lovgivning eksplicit forbyder eksport af arkæologiske fund. At Danmark ligesom både Kina og Afghanistan har underskrevet UNESCO's konvention mod illegal handel med kulturarv synes ikke at afskrække nogen.

"Ifølge konventionen er det forbudt at importere og handle med kulturgenstande, lige som det er forbudt at eksportere fra oprindelseslandet," siger Kjeld Agerskov Petersen.

"Hvis man forsøger at importere f.eks. kinesiske kulturarvsgenstande, kan toldmyndighederne beslaglægge dem, indtil det er afklaret, om Kina vil gøre krav på dem," siger han.

Kjeld Agerskov Petersen understreger, at auktionshusene bør være meget betænkelige, når de får tilbudt den slags genstande.

"De bør helt klart reagere," siger han.

Men det gør det hæderkronede auktionshus Bruun Rasmussen i København ikke, da Information henvender sig med et udsmuglet relief fra Afghanistan.

"Hvis ikke du kan komme med et bevis på oprindelsen, så gør det ikke noget," siger vurderingsekspert Lei Ipsen og forklarer, at hun netop har været med til at sælge nogle andre afghanske ting uden nogen beviser for deres oprindelse.

"Der var ikke noget (oprindelsesbevis, red.) på dem, overhovedet. Så jeg vil mene, at der ikke skal være det."

Hos Bruun Rasmussens nabo, Auktionshuset Ellekilde, går det ligeså let, da Informations udsendte præsenterer direktør Svend Erik Olsen for en række smukke gravfigurer, som netop er gravet op og smuglet ud af Kina.

- Har Ellekilde nogen regler, der forbyder auktionshuset at tage imod den slags, sådan som man f.eks. har det i Sverige?

"Nej, ikke i Danmark, nej. Det er ikke noget problem," lyder Svend Erik Olsens svar.

Hos internetauktionen Lauritz.com i Herlev får vi samme besked fra vurderingsekspert Camilla Nielsen, da hun bliver præsenteret for billederne af de kinesiske gravfigurer:

"Nej, der skulle ikke være nogle særskilte etiske regler, man kan jo ikke se, at de er nyopgravede. Hvis de ellers har en alder, kan vi godt sætte dem på auktion," siger hun.

"En fejl" og "en spøg"

Piben får en anden lyd, da Information et par dage senere præsenterer sig som journalister og spørger, hvordan det kan gå til, at auktionshusene er villige til at sælge illegal kulturarv.

"Vores indleveringsmedarbejder har ikke fulgt vores procedurer og har ikke tydeligt nok informeret om at vi ikke kan og vil sælge effekter der ikke lovligt kan sælges. Det er en fejl," siger Lauritz.com's forretningsudvikler Carsten Ellgaard Skov og understreger, at man tager tilfældet alvorligt og vil følge op internt.

Også Bruun Rasmussens kommunikationsdirektør Sebastian Lerche anerkender, at auktionshusets medarbejder har sagt ja til en indlevering af de ulovlige genstande. "Vi er meget opmærksomme på denne problematik, men det er bedre at vi får tingene ind og undersøger dem, end at vi bare skubber problemet videre til naboen."

- Men samme dag solgte i to genstande af samme type uden at have fået dokumentation for deres oprindelse?

Det bekræfter Lerche efter at have undersøgt sagen, men forklarer, at køberens forklaring om genstandene var god nok til, at auktionshuset accepterede den.

"Mange har simpelthen ikke dokumentation på deres ting, og vi skal også passe på, vi ikke kriminaliserer folk," siger han.

Hos Ellekilde afviser direktør Svend Erik Olsen derimod pure, at han har accepteret de kinesiske smuglervarer.

"Det var bare for at få sælgeren ud af døren på en pæn måde," siger han. At direktøren efterfølgende foreslog Informations udsendte at komme tilbage med figurerne om et par år, når de var kølet af, kan han ikke huske.

"Vi rører ikke ved sådan noget. De ting var aldrig kommet på auktion hos os," siger han.

Ellekildes økonomichef Michael Hatting, som også accepterede de kinesiske figurer og fremviste lignende figurer i et af husets seneste kataloger, har en anden forklaring. Han siger nu, at han bare lavede sjov med Informations medarbejder.

"Det var bare en spøg. Det var humor. Det var jo så tykt, det han kom med, jeg troede slet ikke han var i besiddelse af de figurer," forklarer Hatting.

Weekend side 22-25

tema.information.dk/detstorekunsttyveri

Mere indland side 36

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her