Læsetid: 4 min.

Danske firmaer afviser ansvar

Danske forbrugere køber batterier fra den cadmiumforgiftende producent GP - TDC og 2tal afviser, at de kan kontrollere 'alt, hvad der sker ude i verden'
14. september 2006

De ser miljøvenlige ud, de små batterier fra GP Batteries, der hænger hos El-Giganten, TDC's Telebutikker, 2tal, Japan Photo og en række andre danske butikker. GP Nordics hjemmeside giver ingen antydninger af, at GP's batterier produceres andre steder end i Norden, og deres grønne pakning signalerer omtanke for miljøet. Et par af GP's batterityper er endog udstyret med Svanemærket, den nordiske miljøgaranti.

Men virkeligheden bag batterierne i de danske butikker er en anden.

I et åbent klagebrev udtrykker den internationale fagforening ICFTU, der blandt andet repræsenterer LO og Akademikernes Centralorganisation, den 26. juli sin "forfærdelse" over at gigantvirksomheden GP - der har hovedkvarter i Hong Kong - ikke alene har cadmium-forgiftet hundredevis af sine kinesiske arbejdere; den nægter at betale dem ordentlige erstatninger og sætte sundhedstjek i værk, og den er nu i færd med at retsforfølge de fagforeninger, der protesterer over de dårlige forhold.

Svineri

Dette er et eksempel på globaliseringens skadeligste effekter, siger Enhedslistens Frank Aaen, der kalder forholdene bag batterierne i de danske butikker for noget "svineri".

Aaen hørte første gang om problemerne med GP under møder med fagforeningsfolk ved WTO-mødet i Hongkong i december, og han går efter ICFTU's opråb nu aktivt ind i sagen. GP sælger nemlig ikke bare sine batterier i en række danske butikker; virksomheden har også en dansk afdeling i Nivå og er blandt andet medejer af den danske virksomhed Danionics.

"Reglerne skal forbedres, men i første omgang går vejen til ordnede forhold hos den kinesiske leverandør gennem at presse det danske hovedkvarter og de danske forhandlere," siger Frank Aaen, som advarer om stadigt flere sager om dårlige arbejdsforhold i de fattige lande, fordi globaliseringen lader de vestlige aftagere presse dem alt for hårdt på priserne.

Ikke overblik

Men forhandlerne kan ikke kontrollere, at deres leverandører overholder reglerne. Sådan lyder det samstemmende fra cheferne for TDC's Telebutikker, for kæderne 2tal og Expert og for specialisten BatteryStore, der alle ligesom blandt andet El-Giganten, Japan Photo, Panasonic Center og Stark forhandler GP's batterier i Danmark.

Søren Bach, som er landechef for Expert og 2tal understreger, at han vil undersøge sagen, men at "ingen kan udstøde garantier på det her område. Man kan tage nok så mange gange til Kina, men man ved ikke, hvem ens kunders underleverandører er," siger han, "der gælder nogle helt andre vilkår derude, end når vi kigger ud af vinduet herhjemme".

Hverken Bach eller TDC's markedschef Peter Lyhne Uhrenholt har hørt om sagen om GP's cadmiumforgiftninger, der ellers har stået på siden 2004.

"Vi har ikke mulighed for egenhændigt at rejse til Kina og udøve kontrol," siger Lyhne Uhrenholt.

"Men når der kommer en sag, tager vi den op med leverandøren og efterforsker den, og det vil jeg også gøre med denne."

- Men kan du garantere dine kunder, at de produkter, de køber i Telebutikken, ikke har forgiftet eller skadet producenterne?

"Jeg kan ikke garantere for, hvad der foregår overalt på jordkloden. Men jeg kan garantere, at vi har lavet aftaler med leverandørerne om, at de skal overholde en række regelsæt - fra danske og europæiske regler til internationale konventioner for arbejdsrettigheder, miljø og menneskerettigheder - og tager sagerne seriøst, når de kommer," siger TDC's Peter Lyhne Uhrenholt.

Hos specialforretningen BatteryStore har indehaver Kim Krondorf valgt GP's genopladelige batterier netop på grund af deres kvalitet og markante miljøprofil.

"Heldigvis sælger vi ikke ret mange nikkel-cadmium-batterier længere," siger han og er ikke sikker på, at GP's problemer vil få ham til at skifte leverandør.

Dansk GP

Hos GP's nordiske hovedkvarter lægger produktchef André Rundéus vægt på, at man ikke sælger GP's nikkelcadmium-batterier på det nordiske marked, men satser på de mere miljøvenlige batterityper.

Virksomhedens kinesiske problemer vil han ikke forholde sig til ud over at henvise til den skriftlige udtalelse, som GP i Kina har sendt til Informations korrespondent.

Det lykkes dog at få en dansk GP-medarbejder i tale, nemlig Simon Norst, som er tidligere direktør for GP's fabrik Alkaline Batteries i Thisted og nu Business Unit Manager med ansvar for GP's fabrik Danionics Shenzhen, som blev startet i 2004 i dansk-kinesisk samarbejde og ikke har haft problemer med cadmium-forgiftninger.

"Jeg er ikke i tvivl om, at der findes folk i branchen, der stadig producerer nikkel-cadmium-batterier under kritisable forhold, men vi gør ikke," siger Simon Norst og bruger fabrikken Danionics Shenzhen, som er bygget ud fra danske principper om arbejdsmiljø, som eksempel på, at kineserne stadig har noget at lære af danskerne:

"Cadmium-problemerne hos GP har skyldtes uvidenhed. Kinesernes industrielle opbygning er sket på så kort tid, og det kræver simpelthen noget tid at nå op på det rette niveau og sikre arbejderne ordentligt. GP er i fuld gang med det arbejde og har i dag fået certificeringer på arbejdsmiljøet på langt de fleste fabrikker - desværre nåede nogle arbejdere at blive ramt, før forholdene kom i orden, men de er nu i behandling," siger Simon Norst.

At forholdene skulle være kommet i orden, er det internationale fagforeningsforbund ICFTU ikke enige i. I dets brev til GP hævder de, at produktionen af GP's batterier stadig udsætter kinesiske arbejdere for forgiftning - nu blot hos en underleverandør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her