Læsetid: 4 min.

Danske helte

14. juli 1997

HAR VI HELTE? Ordet kan i sig selv være svært at tage alvorligt. Måske Nelson Mandela er en helt. Til nød Vaclav Havel. Men næppe Hans Hækkerup.
Vi nøjes som sædvanlig med mindre. Idoler, forbilleder, rollemodeller, mediestjerner.
Øverst i det hierarki er sportsfolkene. Der er ingen, der måler sig med en Bjarne Riis eller en Brian/Michael Laudrup. Ingen forarges eller undres over, at de tjener mange, mange gange mere end en statsminister, ja endog end en bankdirektør. Vi hænger ved skærmen, når de "udtrykker sig i deres terræn", og ingen detalje eller sidebemærkning fra eller om dem går tabt for mediekaravanen i slipstrømmen fra halv-guderne.
I næste niveau finder vi tre professioner, som nylig afdøde professor i sociologi Kaare Svalastoga ikke havde tænkt på, da han lavede sin berømte gradbøjning af social rang og mobilitet: Kokkene, fotomodellerne og meteorologerne.
Hvorfor dem? Hvorfor ikke politikere, erhvervsledere, kunstnere eller videnskabsfolk? Det må sige et eller andet om tiden og om overgangen fra produktionssamfundet til det samfund, der er båret af symbiosen mellem underholdning og information - infotainment-samfundet.

KOKKENE og fotomodellerne tjener hver deres funktion i det samfund, der dyrker den enkelte og kroppen. Maden er på en måde vores eneste tilbageværende bindeled til naturen og til noget oprindeligt. Men også den har vi udviklet et skizofrent forhold til: i det daglige en glædesløs affodring efter devisen om minimal indsats og laveste fællesnævner, og så antitesen: det lukulliske, eksotiske eventyr, den lejlighedsvise udflugt til et fjernøstligt eller mediterrænt gastronomisk eksil, hvor de kendte kokke er de lokale ypperstepræster, der holder drømmene om den sensuelle oplevelse i live. Claus Meyer for fulde gardiner.
Fotomodellernes status er ikke så svær at forklare - og så har Kronprins Frederiks eskapader jo nok også hjulpet til. Men grundlæggende drejer det sig om kropsdyrkelsen, om forestillingen om det glatte, problemfri liv, hvor image er alt, og aldring og død er noget, vi kan købe eller træne os fra. Kan Helena Christensen og Tina Kjær blive gamle og rynkede? Kan de dø? Det er ikke til at tro.

OG SÅ til meteorologerne. Ægteskabet mellem meteorologi - en i grunden ret banal naturvidenskabelig fagdisciplin - og tv har skabt de måske mest overraskende idoler. Hvordan kan det gå til, at Henrik Voldborg med de morsomme hjemmestrikkede sweatre kan blive stemt ind blandt Danmarks ti mest sexede mænd i en læserafstemning i et dameblad? Hvordan bliver den pinsemissionske Michael Jarnvig genstand for en hyldestsang fra Shu-Bi-Dua? Vel er vejret Danmarks foretrukne samtaleemne, men det er trods alt ikke meteorologerne, der laver det. Men måske er deres optræden med lavtryk, højtryk, snurrebasser og et lille glimt i øjet i halen af nyhedsudsendelserne en daglig nervepille - godt nok myrder, voldtager og brænder de hinanden i udlandet, men herhjemme er en rask sommerbyge dog det værste, der kan ske.
Sjovt nok er "de fremmede", dem med en mere solbrændt pigmentering end flertallet, egentlig ganske pænt repræsenteret i medieheltenes skare. Atletik, boksning, de nye kampsportsgrene og selv Superligaen i fodbold er pænt besat med deltagere, der ikke ligner danske hr. Hansen. Restaurationsbranchen er i udpræget grad domæne for mennesker, der ikke stammer fra Jylland gennem generationer. Som fotomodeller er eksotiske og fremmedartede skønheder i særdeles høj kurs. Og da det en dag blev annonceret på DRtv, at vejret skulle præsenteres af en Marie Hørby, og der så dukkede en rund og gæv jysktalende pige op - som blot oven i var kulsort - ja så faldt endnu en arisk bastion. Det er muligt, at hendes tilnavn Vejrnegeren ikke er særlig politisk korrekt, men det lyder nu som regel, som om det er kærligt ment.

DET ER DA alt sammen godt nok. Men man skal ikke være blind for, at medieeksponering og folkeyndest ikke der det samme som reel indflydelse. Vel er det ikke politikerne, industrilederne, lægerne og kunstnerne, som ugebladene og tv (og hvor stor er forskellen efterhånden?) render på dørene for at lave "hjemme hos"-reportager om, men det er alligevel dem og deres mere eller mindre anonyme netværker, der skaber vores fremtid - i det omfang, den overhovedet er et produkt af en bevidst menneskelig indsats.
Dér er der stadig meget langt mellem ansigter, der ikke er hvide. Til en start er der brug for flere anden- og tredjegenerations indvandrere som skolelærere, politibetjente, svagstrømsingeniører, journalister, blikkenslagere, landmålere og andre erhverv, der danner det solide mellemlag, som er Danmark. At nå frem til den situation kræver både god vilje og det lange seje træk. Men det er mere etisk-moralsk forsvarligt end at hengive sig til fantasterier om at skrue tiden tilbage til et racerent og liljehvidt Danmark af i går. Og det er trods alt også mere realistisk.
Spektakulære "fremmede" med medietække er sikkert en nødvendig murbrækker, men en åbning af middelklassen er en forudsætning for, at de "gamle" og de "nye" danskere kan leve sammen i nogenlunde harmoni og respekt. Det ved mange af anden-generations indvandrerne ganske udmærket, og de ved også, at de må slås ekstra hårdt for, at det bliver til virkelighed.
Blandt dem finder vi måske nogle danske helte.

kyed (Flemming Kyed)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu